Prøv avisen

Odin lever!

Det danske samfund for asa- og vanetroende bliver fortsat større.

Asatroen, som nogle højreorienterede præster tror kan værne danskheden mod de fremadstormende muslimer, viser sig i virkeligheden at være en indvandret religion fra det selv samme turbanklædte og kvindeundertrykkende Mellemøsten

Opkomsten af den moderne asatrobevægelse har mindet højreorienterede præster af Krarup og Langballe-typen om, at de har et forklaringsproblem: Den religion, de troede skulle værne danskheden mod de fremadstormende muslimer, viser sig i virkeligheden at være en indvandret religion fra det selv samme turbanklædte og kvindeundertrykkende Mellemøsten, hvorfra også muslimernes religion stammer.

Og dertil kommer, at kristendomen er en religion, der til forveksling ligner islam, hvis ikke man lige har styr på ubetydelige teologiske detaljer som treenigheden og jomfrufødsler.

Er asatro nationalistisk?

Man ville måske havde troet, at nationaltsindede mennesker, som denne type præster påstår sig at være, med kyshånd ville byde den moderne asatrobevægelse velkommen som et udtryk for en gryende etniske bevisthed hos os indfødte danskere. Men nej. I stedet søger de i kronikker, læserbreve og tv-indslag at fremstille moderne asatroende som useriøse, latterlige eller primitive.

Jeg kan til en vis grad forstå, at nogle kristne kan være bekymrede over at se en selvbevidst hedenskab, der igen er ved at vokse frem. En hedenskab, der fornægter Jehovas almagt og sætter andre guder ved siden af eller over Jehova. Sådanne kristne ville se den moderne asatrobevægelse som opfyldelsen af Johannes åbenbaring, men hvis vi ser bort fra Moses Hansen, har den type reaktioner glimret med sit fravær.

Jeg vil gætte på, at det er fordi den moderne asatrobevægelse ikke er en trussel mod Moses Hansen og hans ligesindede fra kristendommens hjørne af det religiøse supermarked. Det er nemlig ikke fra det område, asatroen henter sine tilhængere.

Asatroen kan bliveen konkurrent til folkekirken

På længere sigt vil den moderne asetrobevægelse være en langt større konkurrent til folkekirkens hovedstrømning og i særdeleshed den grundtvigianske.

Langt den overvejende del af os, der har valgt at dyrke Tor og Odin, gør det, fordi den nordiske mytologi er en del af vores kulturarv. Alle har brug for ritualer til livets store begivenheder og en eksistentiel ramme at sætte sin virkelighedsopfattelse ind i. De asatroende er ganske almindelige danskere, der har valgt at søge sit åndelige ståsted i den danske kultur.

Jeg selv har, lige fra jeg var barn, undret mig over, hvorfor nogle søger det åndelige på Karmelbjerget eller i Himalaya, når vi her i Norden har en religion, der knytter sig til vores stednavne. Heimdal, der bor på Himmelbjerget, Odin der sejdede på Samsø og Gefion, der pløjede Sjælland ud af Väneren, er velkendte eksempler. Vi bor bogstaveligt talt, her i Norden, i Asatroens hellige land.

Den moderne asatrobevægelse

Nogle, måske særligt i den mere politisk korrekte afdeling, ville måske mistænke den moderne asatrobevægelse for at være en slet skjult nationalistbevægelse, der vil smide flygtninge ud, men det er ikke det, der er tilfældet. De asetroende findes over hele det politiske spektrum fra Fremskritspartiet til Enhedslisten. Muligvis untaget Kristendemokraterne og det islamiske frihedsparti (Hisb-ut-Tahrir). Det er måske netop, fordi den moderne asatrobevægelse ikke umiddelbart kan spændes for Krarup og Langballes vogn - men alligevel fremstår som mere danske - at den type præster har reageret så negativt.

Når kristne præster forsøger at fremstille den moderne asatro som useriøs, spiller de på, at almindelige sekulariserede danskere ikke er vant til at forbinde noget åndeligt med den nordiske mytologi, men betragter den som underholdende historier for børn.

Noget af det, der tiltaler moderne mennesker ved asatroen, er ikke så meget en romantisk forestilling om fortiden, men at den gamle asatro på en hel del områder passer bedre til nutiden end kristendommen. Samtidig er asatroens visdomsdigtning, der findes i Eddadigtet Havamål, en løsning på nogle af de problemer, som det moderne samfund byder på.

Verdensopfattelsei asatroen

I Asatroens verdensopfattelse er alting blevet til af noget andet. Der er ikke nogen skabergud. Det vil sige, at der altid har været noget. Også før big bang, for at referere til videnskabens nuværende skabelsesmyte. Tanken kan måske virke fremmed for folk, der er opvokset med kristendommens forestillinger, men hvis man tænker logisk over det, hænger asatroens kosmologi bedre sammen, uden man behøver at gribe til konstruktioner som adskillelse af Gud og verden.

På det åndelige plan betyder fraværet af en skabergud, at mennesket ikke behøver at have dårlig samvittighed. Den asatroende forholder sig i stedet til verdens realiteter. De handlinger, du foretager dig, har nogle konsekvenser. Hvis du slår nogen ihjel, kan du forvente, at andre kommer efter dig, hvad end det er den dræbtes frænder eller politiet. Det, de gør ved dig, er ikke nogen straf, men den samme type konsekvens, som når et æble falder til jorden, efter du har sluppet det i fri luft.

En anden vigtig konsekvens af asatroens kosmologi er unødvendigheden af at slå hinanden oven i hovedet med dogmer. Asatroen er ikke nogen profetisk lære, som skal udbredes til de vildfarne, men derimod visdom om verdens realiteter. I asatroen, som i den virkelige verden, findes ikke dualisme mellem de gode og de onde.

Fokus på tolerance

Asatroen legitimerer den naturlige tilstand af, at vi opfatter vores familie og venner som de gode, vores fjender som de onde og langt hovedparten af verdens befolkning som neutrale - altså hverken gode eller onde. Eller med andre ord, hvis en person ikke her gjort mig eller mine noget ondt, så er der ingen grund til at opfatte vedkommende som fjende.

I virkeligheden betyder det en tolerance, de færreste missionærreligioner er i stand til at opvise.

Kristensommens bud om næstekærlighed kan måske virke meget smuk, men som alle andre utopier er den umulig i den virkelige verden. Det er ikke, fordi vi som asatroende er modstandere af tilgivelse. Tværtimod er tilgivelse en vigtig ting, men den skal bruges, der hvor den hører hjemme. Der, hvor det er naturligt at tilgive, nemlig dem man elsker, sin familie, sine venner. Det giver for den asatroende ikke nogen mening at tilgive sine fjender, sådan som kristendommen postulerer. Hverken de kristne eller deres gud har været i stand til at efterleve budet om næstekærlighed. Hvor meget næstekærlighed er der f.eks. i at kaste syndere i ildsøen?

Måske er det netop det umulige i at elske alle andre mennesker i verden, der i sidste ende har ført menneskeheden over i den modsatte grøft: tendensen til opløsning af ethvert menneskeligt fællesskab, der er en af det moderne samfunds største problemer.

Noget af det asatroen kan lære det moderne samfund er ikke mindst vigtigheden af det nære menneskelige fællesskab, som grundlaget for velfærd, tryghed og følelsesmæssig trivsel.