Der er ingen tvivl om, at økonomer har haft en stor og positiv betydning for udviklingen af de velfærdssamfund, som vi kender rundt om i verden, selvfølgelig meget markant i de skandinaviske lande. Og det er nok ikke en tilfældighed, at nogle af de politikere, der har haft stor betydning, for eksempel Jens Otto Krag (S) og Viggo Kampmann (S), selv var ikke bare økonomer, men gode økonomer.
Men alligevel er det svært at forstå, at politikere og økonomer verden over hårdnakket holder fast i en økonomi- og væksttænkning, der samlet set er destruktiv og er ved at smadre forudsætningerne for fortsat liv på kloden. Det er ubegribeligt, at økonomer og politikere ikke vil lytte til alle de advarsler, der fremføres af de mest forskellige og mest kompetente forskere og fagmennesker verden over. Advarsler, som nu er så alvorlige og massive, at vi alle kan forstå dem, og nogle af dem kan vi endda erfare med vore egne øjne.
Økonomer og klassiske ledelsesteore-tikere er blevet forenet i en forståelse af, at mennesket kan og skal tage magten over naturen. Det er en forståelse af, at naturen er menneskets redskab og middel, som vi mennesker kan bruge til hvad som helst. Til at underbygge og formidle denne forståelse har økonomer og ledelsesforskere opbygget en række simple og urealistiske modeller og teorier. Resultatet er, at vi driver rovdrift på naturen, og der er næsten ingen grænser for, på hvilke områder mennesker tror, at de kan intervenere i naturens processer og sammenhænge – alene ud fra kortsigtet forgodtbefindende.
Ordet økonomi kommer af de græske ord oikos og nomos, der betyder henholdsvis ”husholdning” og ”normer”, altså normer eller regler for husholdning. I de mellemliggende mange år har vi glemt, at økonomi dybest set handler om at holde ordentligt hus med det hele, med hele huset. I virkeligheden peger det frem mod det, som vi i dag vil kalde planetarisk husholdning og planetarisk lederskab eller forvaltning. Det handler om alle ressourcer og om alle familiemedlemmer, hvoraf der lige nu er knap syv en halv milliard. Det handler om kloden.
I stedet for at holde hus ødelægger vi faktisk huset. Eksemplerne fylder bøger. Cirka 40 procent af klodens landbrugsareal er alvorligt nedbrudt og udpint. I 2025 vil to ud af tre mennesker i verden leve i områder, hvor der er mangel på vand, såkaldt vandstressede områder. Over 80 procent af alle have er nu fuldt udnyttet eller overudnyttet med hensyn til fiskeri. Mængden af plastikaffald i verdenshavene stiger, og i 2050 vil der med den nuværende vækst være mere plastik end fisk i havene.
De, der sidder på første række og har størst autoritet, når der skal gives råd, hvad enten det er i Verdensbanken, OECD, EU eller i enkeltstater, er økonomer. Som Kate Raworth siger i sin nye bog ”Doughnut Economics”: Økonomi er det offentlige livs og den offentlige sektors og politiks forståelsesramme, der former det moderne samfund. Selv i disse første årtier af det 21. århundrede er det økonomiske antagelser, værdier og trossætninger, der bestemmer, hvad og hvordan vi tænker, føler og handler. Det økonomiske og ledelsesmæssige sprog dominerer på alle områder af samfundslivet. Værdien af alt opgøres i penge. Vort sprog og vores forståelse er, at skoler, universiteter, kulturinstitutioner som for eksempel teatre og museer, hospitaler og andre offentlige virksomheder skal levere ydelser, skal kunne betale sig, skal producere til konkurrencedygtige priser og omkostninger, og kan de ikke det, skal de konkurrenceudsættes, privatiseres eller nedlægges.
Alt handler om økonomi, hvilket i den offentlige forvaltning fører til, at det er finansministerierne, der bestemmer. Den offentlige politiske debat er præget af et vulgært, indforstået, ofte uforståeligt, økonomisk fagsprog med en række fagudtryk og indforståede sammenhænge. Ofte har man det indtryk, at de, der taler dette sprog, ikke selv forstår, hvad de siger. Og ofte må man undres over, hvor primitivt økonomer taler.
Situationen er, siger Kate Raworth, at menneskehedens udvikling op gennem det 21. århundrede vil blive ledet af politikere og embedsmænd, entreprenører, lærere, journalister, kommunale ledere og vælgere, der i øjeblikket bliver undervist rundt omkring på fagskoler og universiteter. Og disse mennesker, der vil være aktive borgere i 2050, undervises lige nu i en økonomisk tankegang, som har sine rødder i lærebøger fra 1950, og som igen har sine rødder i teorier fra 1850.
Hvis man tager i betragtning, hvor hurtigt alting ændrer sig i det 21. århundrede, tegner dette til at blive en katastrofe, siger hun. På den baggrund taler Kate Raworth om økonomers underlige og urealistiske antagelser om virkeligheden, og hun fortæller om sin egen uddannelse i økonomi på Oxford-universitetet i London. Hun besluttede på et tidspunkt at forlade økonomifaget, men vendte så tilbage fast besluttet på at betragte nogle temaer og emner inden for økonomi- området på helt nye måder. Hvad med, siger hun, at begynde økonomistudiet ikke med at betragte alle de gamle og veletablerede teorier, men med at betragte menneskehedens langsigtede behov og mål og ud fra det udvikle den økonomiske tænkning, der vil gøre det muligt for menneskeheden at nå disse mål?
Denne tilbagevenden førte frem til en model, der ligner en doughnut, den amerikanske kage med et hul i midten. Hovedindholdet er:
1. Et socialt fundament bestående af social lighed, ligestilling, demokratiske rettigheder, fred og retfærdighed, uddannelse, sundhed, føde og vand, energi, menneskelige relationer og boligforhold.
2. Et økologisk loft, der blandt andet indeholder og handler om klima, luftforurening, biodiversitet, landudnyttelse, rent vand og kemisk forurening.
3. Et råderum; et sikkert og retfærdigt rum for menneskeheden at udfolde sig i, samt hvad Raworth kalder en regenerativ og distributiv økonomi. Man genkender både de 17 FN-mål og Stockholm Resilience Centers ni planetariske grænser her. Doughnut-økonomi er det nye svar og de nye billeder. Raworth fortæller i bogen med forståelig glæde, hvordan Doughnut-modellen lå på bordet, da FN-processen om de 17 verdensmål var inde i en afsluttende fase med natlige møder og forhandlinger. Doughnut-modellen var med til at minde forhandlerne om, hvad de store overordnede mål med det hele var, og det mærker man faktisk meget klart, når man studerer de 17 mål, alle delmålene og referater fra de forhandlinger, der førte frem til vedtagelsen af målene. Raworth er i baggrunden.
Kate Raworths store betydning og indsats sammenfattes i bogen i syv veje til at tænke som det, hun kalder en økonom i det 21. århundrede. Vi er alle belemret med en masse økonomisk graffiti i vore hjerner, siger hun, og det er denne graffiti med alle dens overforsimplede og ubrugelige modeller, som vi skal erkende, få øje på og få renset ud i eller overmale med nye tegninger, begreber og modeller, der bedre svarer til vor tid og vore behov.
Raworth siger, at vi skal holde op med at kritisere og diskutere de gamle økonomiske teorier og modeller. Det siger hun, vel vidende at det er alt for simple måder at formulere sig på. Hendes holdning er, at hvis vi ønsker at formulere nye økonomiske teorier og historier, må vi simpelthen tegne nogle nye billeder, som er stærkere og mere anvendelige end de gamle – det vil sige lade de gamle teorier og modeller forblive i det sidste århundredes lærebøger. Lade dem være og komme videre med helt nye betragtninger og billeder. Og det altdominerende i denne sammenhæng er menneskehedens behov og mål for de næste århundreder. Jeg tror, hun har ret.
Steen Hildebrandt er ph.d., professor ved Aarhus Universitet og adjungeret professor ved CBS, Handelshøjskolen i København