Økonomisk og åndelig krise hænger sammen

Den vestlige verden befinder sig i krise på flere planer, der måske dybest set hænger sammen. Hvis vi skal overvinde krisen, bør vi kigge hinanden lidt dybere i øjnene end normalt og overveje, hvorvidt mere materialisme og egoisme også er den mest geniale vej ud af en krise, der måske netop er opstået som resultat af disse kræfter

Hjulspor på pløjemark efter kraftigt regnvejr. Mark med dybe hjulspor og gård på landet. Landbrugsejendom, landejendom, hus og bolig. Bondegård og ejendom. Der er lige høstet hvide gulerødder. Property Released. Nøgleord: bygning randområder randområde landområder affolkning forladt egnsudvikling yderområder yderområde yderkantsområde yderkantsområder yderdanmark koldt vejr udkantsdanmark himmerland ejendomme nordjysk nordjydsk revne sprække naturkræfter erosion erodering mudder kløft sprækker mark pløjemark landskab revner slugt styrtregn uvejr ekstremregn øsregn monsterregn regnskyl ekstremvejr megaregn vandløb traktorspor spor ødelagt traktor vanderosion om vinteren afsides ensomt jorden dyrker dyrkning yderkant udkant udkantsområde udkantsområder jordbrug mudderpøl
Hjulspor på pløjemark efter kraftigt regnvejr. Mark med dybe hjulspor og gård på landet. Landbrugsejendom, landejendom, hus og bolig. Bondegård og ejendom. Der er lige høstet hvide gulerødder. Property Released. Nøgleord: bygning randområder randområde landområder affolkning forladt egnsudvikling yderområder yderområde yderkantsområde yderkantsområder yderdanmark koldt vejr udkantsdanmark himmerland ejendomme nordjysk nordjydsk revne sprække naturkræfter erosion erodering mudder kløft sprækker mark pløjemark landskab revner slugt styrtregn uvejr ekstremregn øsregn monsterregn regnskyl ekstremvejr megaregn vandløb traktorspor spor ødelagt traktor vanderosion om vinteren afsides ensomt jorden dyrker dyrkning yderkant udkant udkantsområde udkantsområder jordbrug mudderpøl. Foto: Copyright: www.fedefotos.dk / Mads Jensen.

DE VESTLIGE LANDE, herunder selvfølgelig Danmark, befinder sig i en økonomisk krise og har gjort det i et stykke tid. Før krisen satte ind, var der en boble, hvor økonomien nærmest gik amok. Så det er vel fair at sige, at økonomien er i alvorlig ubalance på den lange bane.

Den nuværende krise forsøges bekæmpet med de sædvanlige økonomiske midler: opfordring til mere forbrug, højere produktivitet. Kort sagt mere af det samme, som skabte krisen. Det falder tilsyneladende ingen ind, at der kunne være dybere liggende årsager til krisen.

Virkningerne af den økonomiske krise er kendte: større ulighed i samfundet, flere arbejdsløse, flere fattige, flere hjemløse. En økonomisk krise rammer mennesker på et eksistentielt plan - derfor handler krisen også om eksistentielle ting. Om det materielt grundlag: om at have et sted at bo, noget at spise og muligheden for værdigt og meningsfyldt liv.

Økonomi handler først og fremmest om værdier. Så når der er en økonomisk krise er der usikkerhed om, hvad der er af økonomisk værdi. Men når der er usikkerhed om økonomisk værdi, er der selvfølgelig også usikkerhed om, hvad der menneskeligt og mellemmenneskeligt er af værdi.

Økonomisk værdi er jo, hvad mennesker og det samfund, der udgøres af disse mennesker, mener er af værdi. Så helt enkelt: Når der er økonomisk krise, bunder det dybest set i en værdikrise. Hvad vi - samfundets medlemmer - og samfundet som kollektiv institution anser for at være af værdi. Måske er det sådan, at de værdier, vi kan blive enige om, og som samfundet bygger på, simpelthen i det lange løb fører til ubalance og krise?

Det danske samfund af i dag er meget forskelligt fra det, jeg oplevede i min barndom og ungdom i 1950'erne og 1960'erne.

Dengang var samfundet meget mere homogent, end det er i dag. Samfundets medlemmer delte i stor udstrækning værdinormer, og der var stort set enighed om de værdier, samfundet byggede på. Der var en stor grad af enighed om det socialdemokratiske og grundtvigianske kristendomsprojekt for samfundet.

Der var respekt for autoriteter, mennesker, der havde en uddannelse, og som var i besiddelse af kunnen og viden. Bagsiden af dette var selvfølgelig en konformitet, en bornerthed og en manglende evne til at stå ved et ægte individuelt udtryk. Noget som ungdomsoprøret i 1960'erne heldigvis gjorde op med.

Samfundet af i dag er meget anderledes. Der har været en voldsom udvikling på hele det materielle område, senest inden for it-teknologien. Den almindelige velstand har aldrig været større. Men samtidig er uligheden vokset. Topledere har lønninger, som er 5-10 gange større end gennemsnitslønnen, noget, der var fuldstændig uhørt i det samfund, jeg voksede op i.

Politikerne forsøger at løse krisen med mere af det samme. Man forsøger med såkaldte reformer, der mest er spareøvelser, hvor de svageste i samfundet må holde for, og hvor resultatet bliver større ulighed. Og alting skal rationaliseres og effektiviseres. Selv uddannelsessystemet, der skulle forme og uddanne hele mennesker, er offer for dette.

DET VIGTIGSTE PARAMETER er økonomi. Menneskeligheden forsvinder, og den værdi, den repræsenterer, er helt og aldeles underordnet den værdi, der hedder penge. At spare penge er vigtigere end udvise menneskelighed.

Vi synes at befinde os i en ”dekonstrueret” verden uden værdier, hvor en realitystjerne bliver hyldet på linje med en nobelpristager, at alt er ligeværdigt, og at der derfor ikke er noget, som er af særlig værdi.

De værdier, der hyldes, er af materiel karakter: ting, forbrug, vækst og mere forbrug for enhver pris. Fjernsynet bugner af ligegyldige underholdningsprogrammer. De gamle bliver gemt af vejen på plejehjem. På samme måde med de arbejdsløse: Dem er der heller ikke brug for - samfundsmæssigt.

Vi lever i endnu højere grad end tidligere i materialismes tidsalder. Materialismen synes i stadigt større omfang at kamme over i grådighed. Og den kollektive grådighed kræver stadig mere vækst. Og individualiteten synes i stadigt større omfang at kamme over i egoisme.

Vi synes besat af tanken om vækst, der måske bunder i forestilling om mangel. Der synes at være en arv fra det religiøse, uddrivelsen fra Paradisets Have - forestillingen om, at vi er syndige, som siger, at vi ikke er gode nok, at der mangler noget.

Der synes i samfundet af i dag at være et værdimæssigt vakuum. Og i forlængelse af dette - og fordi værdi og mening er knyttet sammen - et meningsmæssigt vakuum. Dette vakuum søger selvfølgelig af blive udfyldt. Mennesker har brug for mening, bevidst eller ubevidst.

Det, vi i den vestlige verden har anset for at være af værdi, har i tidligere tider været at finde i religionen. Religionen har dannet et moralsk, etisk fundament for samfundet. De religiøse værdier - bud - har været grundlaget. Religionen var autoriteten. Det var den, der fastlagde samfundets værdigrundlag.

I takt med den udvikling, de vestlige samfund har gennemløbet siden renæssancen, er kirkens værdinormer blevet svækket. Udviklingen er gået mod stadig større individualitet. Renæssancen åbnede for det individuelle menneske. Man kan måske sige, at her blev starten på det, vi i dag betegner som ”personlig udvikling”, lagt.

Udviklingen er blandt andet gået over dannelsesromaner i det 19. og 20. århundrede til psykologien og psykoanalysen i det 20. århundrede. I dag har psykologer i stort omfang erstattet det, som præsterne tidligere tog sig af. Psykoterapien er blevet voldsomt populær og er et af de redskaber, der nu bliver brugt flittigst til at orientere sig i livet og til at finde mening og værdi.

HVIS VI TRÆKKER de store linjer op, så handler det dybest set om en udvikling, som går fra værdier, der fastsættes af en ydre autoritet, til værdier, der kommer indefra for det enkelte menneske. Hvis værdierne, for eksempel kærlighedsbudskabet, ikke kommer indefra, men som noget påtaget udefra, så har de ikke styrken til at bære igennem, til at møde den udfordring, vi står over for. Det er klart, at vi i dag står midt i denne udvikling.

En oplagt løsning ville selvfølgelig være er at falde tilbage på de gamle værdier. Noget, vi tydeligt ser ske inden for de etablerede religioner som kristendommen og især islam.

Problemet er, at når religionerne bliver brugt til at udfylde et meningsmæssigt tomrum, så bliver de let drejet i retning af det fundamentalistiske og absolutte. Og religionens kerne - det, der virkelig giver mening og værdi - menneskers oplevelse af det guddommelige til mødet med eksistensens og kærlighedens mysterium kommer til at fylde meget lidt i forhold til faste meninger, traditioner, dogmer og abstrakte begreber.

Vi kan naturligvis ikke vende tilbage til de gamle løsninger. Men på den anden side er det også klart, at vi må gøre op med den nuværende udvikling, som går mod en større grad af materialisme båret af grådighed, og hvor udviklingen mod det individuelle er kammet over i egoisme. Hvor vi bevæger os mod et stadigt mere fragmenteret samfund, der er uden retning og sammenhængskraft. Og som er uden værdimæssigt og åndeligt fundament.

Vi må indse, at der er grænser for vækst, og at materiel vækst ikke er en forudsætning for menneskelig udvikling.

Og vi må se egoismen for, hvad den er: en forvrænget individualisme, der er uden etisk fundament. Og vi må tro på og helst gerne erfare, at en individualisme båret af en dyb forståelse, ydmyghed og tagen ansvar for sig selv, ikke er i modsætning til det kollektive - fællesskabet - men en nødvendighed for at højne dette.

Per Kjærgaard Rasmussen er lektor emeritus og forfatter