Økonomisk vækst har længe været vores højeste værdi. Nu er den endelig blevet den eneste værdi. Økonomisk vækst er meningen med livet og samfundet - eller den er nødvendig af hensyn til beskæftigelsen og velfærden. Intet parti sætter spørgsmålstegn ved væksten som styrende værdi.
Økonomisk vækst er middel til at overvinde fattigdom, og markedet er den suveræne vækstleverandør og rigdomsskaber. Men de fleste har glemt, at marked og vækst også har destruktive sider. Det har især konservative sjæle har haft øje for.
Adam Smiths samtidige - den store skotske oplysningsfilosof Adam Ferguson - havde et skarpt blik for vækstens og rigdommens destruktive bagside: Vækst og rigdom medfører egoisme og faldende solidaritet. Ferguson så i ”1767” solidaritet som samfundets basis. Når vækst og rigdom medfører stigende egoisme og faldende solidaritet, vil overdreven vækst og rigdom indebære samfundsopløsning. Efter min mening er det en central konservativ erkendelse, inspireret af kristendom og stoisk tænkning.
Allerede hos Aristoteles kom denne erkendelse til udtryk, idet han definerede mennesket som et socialt væsen. Det er naturligt for mennesker at forpligte sig over for hinanden. Den gensidige forpligtelse er samfundets lim. Den store sociolog Emile Durkheim kaldte det solidaritet (1893). Solidaritet er forpligtende fællesskab og basis for samfund.
Liberalismen gjorde op med denne opfattelse. Den liberale opfattelse byggede på individet og dets frihed og rettigheder plus markedet. Det var en samfundsopløsende opfattelse. Man kasserede pligt og fællesskab. For liberalisten eksisterer der intet forpligtende fællesskab, intet fædreland.
Markedet var tidligere en afgrænset markedsplads. Kapitalismen reducerede hele samfundet til marked styret af konkurrencen. Velfærdsstatens solidaritet med de arbejdsløse er snart fortid. Det skal kunne betale sig at arbejde, hedder det med bedragerisk enfoldighed. Meningen er noget helt andet: Vi gider ikke betale skat, især ikke til de arbejdsløse.
Socialister og konservative er kritiske over for marked og liberalisme. Men socialisme er i dag umulig. Det går ikke at afskaffe markedet. Selv en socialdemokratisk velfærdsstat er umulig i globaliseringens æra. Det gør konservatismen ekstra nødvendig. Den er kritisk over for marked og liberalisme - men vil ikke afskaffe nogen af delene. Desværre har de konservative glemt, at de kom til verden for at være kritiske over for marked og liberalisme, over for ekstrem individualisering og samfundsopløsning.
I løbet af de seneste 25 år har vi skabt globaliseringen. Den stiller os over for den chokerende opdagelse, at vores høje levestandard er et kæmpeproblem. I globaliseringens æra optræder vores levestandard som et jobdræbende omkostningsniveau. Men vi nægter at se det i øjnene, og eksperterne hjælper os med at bevare illusionen. De hævder, at vi ikke kan eller skal konkurrere med kineserne på lønninger. Vi er så kreative, at det let kan opveje de høje lønninger. Vi har nemlig noget mellem ørerne!
Vi har i 50 år udviklet en velstand, der overgår enhver rimelighed og anstændighed. 1928 skrev den berømte økonom John M. Keynes, at når vi havde opnået en rimelig grad af velstand, burde vi ophøre med at være slaver af økonomiens trædemølle. Ellers ville vi løbe ind i en nedværdigende blindgyde. Keynes døde i 1946.
Efter min mening burde vi have afstået fra yderligere økonomisk vækst omkring 1965, hvor vi havde overvundet fattigdommen. Alligevel fortsatte vi, hvilket har givet et kæmpebidrag til den økologiske krise, men næppe har gjort os lykkeligere. I 50 år har vi vænnet os til at betragte ødelæggende vækst og grotesk velstand som naturlig og normal. Vi er fanget i Keynes' blindgyde. Den ødelæggende og illusoriske velstand har skabt overflodstænkningen, der erstattede nødvendighedstænkningen. Vi bilder os ind, at intet er nødvendigt.
Men det er nødvendigt, at vi nedsætter vores levestandard, vores velfærdsniveau, vores lønninger og vores forbrug. Hvis vi ønsker at bevare arbejdspladser. Desuden har den økologiske krise længe været synlig. Katastrofen nærmer sig hurtigere, end vi havde regnet med. Også denne viden søger vi at fortrænge. Hele to store katastrofer truer: 1) vedvarende økonomisk krise med stigende arbejdsløshed og 2) voksende økologisk katastrofe. Begge katastrofer kræver samme medicin: ned med levestandarden.
Globaliseringens problemer fik bekymrede samfundsforskere til at mødes i 1990'erne. Diskussionen handlede om, hvorvidt velfærdsstaten burde erstattes af noget andet, der kunne øge vores produktivitet og konkurrenceevne. Den berømte sociolog Anthony Giddens skrev sin indflydelsesrige bog ”Den tredje vej”. Danskeren Ove Kaj Pedersen beskriver ændringen klart og utilsløret som en udvikling fra velfærdsstat til konkurrencestat.
Hele samfundet og kulturen underordnes et eneste formål: produktivitet og konkurrenceevne. Forskning og kunst støttes - hvis de bidrager til øget konkurrenceevne. Skolernes undervisning skal tjene konkurrenceevnen. Selv ikke børnehaverne bliver fritaget.
Ove Kaj Pedersen hævder, at skolen skal skabe ”det opportunistiske menneske”! Folkeskolen skal udvikle den enkelte til ”soldat” i nationernes konkurrence. Skolen for livet erstattes af skolen for arbejdet. Bærende værdier og kultur bliver således reduceret til redskaber for konkurrenceevnen! Ove Kaj Pedersen ”glemmer” dog, at konkurrencestaten også vil nedskære ældreomsorgen, som næppe er en udpræget investering i produktivitet og konkurrenceevne.
Efter min mening er konkurrencestaten dybt uværdig. Den lovpriste globalisering gør os både fattigere og grådigere. Desværre er det aldrig blevet gjort klart for befolkningen, at vi er i gang med at erstatte velfærdsstaten med en konkurrencestat.
Politikerne lover os endda at fastholde velfærdsstaten. Men allerede omkring år 2000 begyndte Poul Nyrup Rasmussen (S), Tony Blair og Gerhard Schröder at gennemføre konkurrencestaten eller den tredje vej. Det lykkedes Schröder at sænke de tyske lønninger, hvilket er en af de uudtalte hensigter med konkurrencestatens udbudsøkonomi. Øget udbud af arbejdskraft skaber lønfald. Mens velfærdsstatens efterspørgselsøkonomi skabte lønstigning ved at øge efterspørgslen efter arbejdskraft.
Men konkurrencestaten tager ikke hensyn til nutidens største problem: den truende økologiske katastrofe. Hellere end at ofre kultur og grundlæggende værdier i et forgæves forsøg på at øge væksten bør vi gå ned i levestandard og indstille os på en mere bæredygtig udvikling. Kun de fattige lande bør have ret til økonomisk vækst. Desuden bør vi mangedoble u-landsbistanden. Det ville sammen med en beslutsom indsats for økologisk bæredygtighed reducere den eksplosive vækst af flygtninge, der må imødeses i de kommende år.
Om få år vil flygtningene ikke blot komme fra borgerkrigs- og terrorhærgede stater, men også fra de lande, der bliver hårdest ramt af økologiske katastrofer og af et eksplosivt voksende befolkningstal.
Vi har haft 50 år med amoralsk overflod. De seneste 25 år har globaliseringen afsløret overfloden som bedragerisk og uøkologisk. Vi må gøre op med overflodstænkningen. Det er nødvendigt at prioritere. Pligter må opprioriteres, og rettigheder nedprioriteres. Individets totale frihed må nedprioriteres til fordel for større solidaritet. Endelig må økologisk bæredygtighed prioriteres over økonomisk vækst.
Er vi stadig så bundne af den økonomiske trædemølle, at vi ikke kan se virkeligheden i øjnene?
Jean Fischer er kultursociolog