“Vi lever i økonomismens tidsalder,” skrev professor Nils Gunder Hansen i Kristeligt Dagblad den 19. februar. Vi lever med andre ord i en periode, hvor politikere foretager drastiske nedskæringer, der forsvares med, at de er økonomisk nødvendige. Det er nødvendighedens politik.
Fem dage senere kritiserede Weekend-avisens Frede Vestergaard i Kristeligt Dagblad artiklen for at være usaglig. Økonomisme er ikke andet end ”et skældsord uden indhold”, erklærede han.
Men Vestergaard har tydeligvis ikke forstået Nils Gunder Hansens artikel. Han skriver for eksempel:
”’Den nødvendige politik’ er, at der er balance mellem skatter og afgifter og de offentlige udgifter. Ikke nødvendigvis hvert år, men over et konjunkturforløb. Politikerne kan skændes om, hvori ’den nødvendige politik’ skal bestå (...). Men ’den nødvendige politik’ er nødvendig, uanset om regeringen er rød eller blå. Det forvrænger den offentlige samtale at betvivle det.”
Sandt nok, men har Nils Gunder betvivlet det? Svaret er nej: Hans pointe var ikke, at det er ligegyldigt, om der er underskud på statsfinanserne, men at politikere barrikaderer sig bag en retorik om økonomisk nødvendighed, når de træffer deres beslutninger, og at de først og fremmest anskuer politiske spørgsmål som økonomiske spørgsmål.
Men hvad betyder så ”økonomisme”? Nils Gunder Hansen giver ikke nogen formel definition, formentlig fordi hans mål har været at skitsere et fænomen, som folk intuitivt vil kunne genkende.
Men eftersom Vestergaards intuition ikke slår til, kan der være grund til at fremsætte et udkast til en definition. Økonomismen er et tankesæt, der antager:
1) at offentlige institutioner må betragtes ud fra en rent økonomisk synsvinkel. Et eksempel er det såkaldte kvalitetsudvalg for de videregående uddannelser, der bestod af tre økonomer, tre erhvervsfolk og en politolog – uden repræsentanter fra naturvidenskab og humaniora.
2) at nedskæringer betyder effektivisering. I en årrække har politikere udsat offentlige institutioner for nedskæringer, der konsekvent italesættes som effektiviseringer, skønt de sidste mange års voldsomme reduktion i antallet af ansatte hos Skat for eksempel ikke har effektiviseret skatteopkrævningen. Og skønt talløse gymnasielærere og universitetsansatte giver udtryk for uddannelsessystemets stærkt faldende kvalitet, som i øvrigt også kan få negative økonomiske konsekvenser.
3) at mennesker primært motiveres af økonomiske incatementer. Synspunktet udtrykkes, hver gang folk forsvarer topskattelettelser, halvering af dagpengeperioden, et kontanthjælpsloft og så videre.
4) at ansvarlig økonomisk politik er sparepolitik. En konsekvens af den overbevisning er underskrivelsen af EU’s stabilitets- og vækstpagt, der forbyder medlemslandene at have et budgetunderskud på mere end tre procent af BNP. Det vil sige, at pagten forlanger, at landene skal spare sig igennem økonomiske kriser, og forbyder dem at føre en keynesiansk politik, der i krisetider stimulerer efterspørgslen ved hjælp af offentlige investeringer.
Hvis folk (Vestergaard undtaget) kan genkende økonomismen, bør det ikke være nogen overraskelse.
Problemet er ikke økonomien som samfundsvidenskab eller dens anvendelse i finanspolitikken. Problemet er økonomismen, der – med Nils Gunder Hansens ord – optræder med en aura af fakta og saglighed og udtrykkes i snusfornuftige bemærkninger som: ”Vi kan ikke bruge pengene to gange.” At Vestergaard går i rette med disse observationer er på sin vis komisk: I sit forsøg på at tilbagevise Nils Gunder Hansens pointe, ender han nemlig med at illustrere den.
Ganske vist skriver Vestergaard i begyndelsen af sin artikel, at der ikke er én nødvendig politik (hvorfor han sætter ”nødvendig politik” i anførselstegn), men forskellige muligheder: ”Politikerne kan skændes om, hvori ’den nødvendige politik’ skal bestå. Hvor meget man skal sætte skatterne op og hvilke skatter? Og hvor meget man skal spare på udgifterne – og hvilke udgifter – for at skabe balance?”.
Men som artiklen skrider frem, bliver det evident, at mulighederne reelt er få: ”Velfærden og velstanden udhules langsomt, medmindre vi (er) villige til at arbejde mere, nedbringe antallet af personer på overførselsindkomst og udsætte pensioneringen til senere i livet end tilfældet er nu.” Der er ikke noget alternativ.
Vestergaard fremlægger sin konklusion efter at have forskanset sig bag en mur af tal: Han fortæller, at arbejdsstyrken er på 2,8 millioner mennesker, at den er stagneret og vil falde i fremtiden, at der er 750.000 mennesker på overførselsindkomst, og at vi fremover vil få langt flere pensionister. ”Hvad er problemet?”, spørger han: ”At Danmarks økonomi i disse og i de kommende år er som en families, hvor den ene er gået på nedsat tid på grund af alder. Familiens indkomst bliver mindre. Derfor må den spare på udgifterne.”
Få steder viser økonomismen sig tydeligere end her. Her viser det sig nemlig, at Vestergaards aura af fakta og saglighed kun er en aura. National- og husholdningsøkonomi er ikke det samme. Det er (hvis nogen skulle være i tvivl om det) derfor, økonomistuderende både undervises i mikro- og makroøkonomi. Principperne for det ene kan ikke blindt overføres på det andet.
I en familie kommer pengene fra et sted (for eksempel fra forældrenes job) og forsvinder andre steder hen (de går til forbrug, til at betale skat og lignende). I et lands økonomi bevæger pengene sig imidlertid mere cirkulært. Vestergaard nævner, at der siden 1950 er kommet cirka ”fem gange flere hospitalslæger (...) til en befolkning, der kun er en fjerdedel større end dengang”.
Når alle disse lønninger skal udbetales, forsvinder pengene naturligvis fra statskassen – men de forsvinder ikke ud i den blå luft. Lægerne tilbagebetaler mere end halvdelen i skat. Derefter handler de ind, og af de penge, de bruger, går cirka 25 procent til moms. Nogle af de penge går til at aflønne de ansatte i butikken, der også skal betale skat og så videre.
Når staten betaler til offentligt ansatte og til folk på offentlig forsørgelse, forsvinder pengene altså ikke. De cirkulerer i samfundet og stimulerer eller bidrager til efterspørgslen.
Penge krydser selvfølgelig også grænser, og lande kan skylde hinanden penge. Men minder den gæld, som lande har, om den gæld, som familier stifter? Som den nobelprismodtagende økonom Paul Krugman har påpeget, anvendes analogien ofte, og som han skrev i en artikel i The New York Times den 9. februar 2015, er det forståeligt: ”Det lyder rigtigt, når du ikke tænker over det.”
Det skal bemærkes, at økonomismen ikke er noget specifikt dansk fænomen. Overalt i EU finder man sparepolitikken, og hvis man som Vestergaard betragter lande, som om de var familier, giver det mening: Hvem tager skade, hvis alle familier i et vænge beslutter sig for at spare? Ingen – medmindre vænget er EU som helhed.
Som Krugman skriver: ”... min udgift er din indkomst, og din udgift er min indkomst, så hvis alle skærer i udgifterne på samme tid, falder indkomsten i hele verden.” Eller i hele EU, da EU-landene fortrinsvis handler med hinanden.
Ifølge Krugman er den europæiske sparepolitik til fare for EU-projektet og især for euroen: ”Og hvis euroen fejler, her er så, hvad der burde skrives på dens gravsten: ’Død af en dårlig analogi’.”
Leander Møller Gøttcke er cand.mag. i litteraturvidenskab og arbejder som undervisningsassistent ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet