Prøv avisen

Og så blev Danmark atter frit. Erindringsglimt fra befrielsesdagene

I dag er det 67 års-dagen for Danmarks befrielse 4.- 5. maj. 2. Verdenskrig. Befrielsen. Her ses engelske soldater på triumftog igennem byen. Maj 1945.

I dag er det 67 år siden, at Danmark officielt blev befriet fra den tyske besættelse. Kronikken i dag er en reportage fra dagene omkring Danmarks befrielse den 4. og 5. maj 1945 og glimt af besættelsestidens eftervirkninger frem til i dag med befrielsesgudstjenester og lys i vinduerne

Foråret 1945. De allierede engelske, amerikanske og sovjetiske tropper rykker ind mod Berlin, og onsdag den 2. maj meddeler avisforsider, at Hitler i Tyskland og Mussolini i Italien er døde.

Om morgenen fredag den 4. maj kapitulerer en million tyske soldater i Østrig og Italien, og general Montgomerys engelske tropper er på vej op gennem Nordtyskland for at befri Danmark, hvor overfald og mord på åben gade er hverdagskost især efter at tyskerne sendte 2000 danske politifolk til koncentrationslejre i Tyskland.

Jeg er 10 år og bor med min familie i stationsbyen Otterup ved Odense og i løbet af fredag den 4. maj forstærkes rygterne om, at de 200.000 tyske soldater i Danmark har en plan om at tilintetgøre vores land, når englænderne kommer, så stemningen ved middagsbordet er spændt, og klokken 20.30 lytter vi til den danske radio fra BBC i London.

Pludselig afbrydes nyhedsoplæsningen, og speakeren siger: I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.

Alle sidder helt stille i stuen. Hvad gør de tyske tropper i Danmark nu? Min mor ringer til andre, men kan ikke komme igennem, og så løber hele familien ud på gaden med min far og vores store boxerhund foran.

Hus efter hus bliver oplyst flere steder med levende lys i vinduerne. Der viftes med flag, og i nogle haver går Dannebrog til tops i tusmørket, mens flere og flere kommer ud på gaden.

Vi er opstemte af befrielse og synger Frihedssangen og Kong Christian stod ved højen mast. Alle taler med alle om fremtiden med fred i et frit land og mand og mand imellem snakkes om hævn og opgør med tyskerne og deres danske håndlangere.

Om lørdagen den 5. maj kimer kirkeklokkerne en time, da befrielsen er officiel, og vi børn løber rundt i byen, hvor der er bevæbnede frihedskæmpere med rød-hvide-blå armbind og butiksvinduer med flag og kongefoto.

Klokken 12 takker kong Christian X vore allierede og de danske frihedskæmpere i en direkte radiotale, og om aftenen fortæller min farmor fra sin forretning i Odense City om voldsomme gadekampe mellem tyske soldater, hipofolk og danske frihedskæmpere med over hundrede dræbte og sårede.

SØNDAG MORGEN DEN 6. MAJ strømmer folk til takkegudstjenester. Dannebrog er hejst foran kirkerne, og efter gårsdagens gadekampe går folk i Odense gennem murstensbrokker og glasskår hen til den rød-hvid-smykkede, propfyldte domkirke, hvor præsten takker Gud for, at vi blev frelst fra den truende udslettelse og nu igen kan bruge vort folks gamle ret til frit at tænke, tro og tale.

Op ad formiddagen stopper mine forældres gode ven, vores læge Even Marstrand, sin åbne bil foran vores hus i Otterup, så det kan høres og nærmest råber: Englænderne kommer. Er der nogen, der vil med ud at tage imod dem på Middelfartvej?.

Det vil jeg. Ind på forsædet med min rød-hvid-blå Royal Air Force-hue. Hejste dannebrogsflag på gårdene på vejen mod Odense, og inde i byen er der flag overalt og tætte skarer af folk til fods med blomster til de engelske soldater.

Og så ud på vejen mod Middelfart. I højre side går trætte, slagne tyske soldater med store oppakninger og slidte ansigtsudtryk på vej mod Tyskland, og imod os kommer fortroppen af de engelske soldater i åbne militærbiler på vej ind mod Odense og vi råber og vinker i begejstring og kaster blomster op til dem.

Vi er nærmest i en rus af glæde og taknemmelighed for vore befriere, USA, England og de danske frihedskæmpere, og jeg tænker tilbage på fem års barndom i min fynske stationsby med tysk besættelse.

Vi store børn kendte byen og indbyggerne ganske godt. Vi deltog ivrigt i bysnak og rygter, og jeg oplevede, at modstanden mod tyskerne var meget omfattende og kunne mærkes i hverdagen, hvor der blev værnet om alt dansk med kong Christian X som nationalt samlingspunkt og symbol på vores håb om frihed og fred.

Og da tyske soldater blev indkvarteret på vores skole, Otterup Realskole, sang vi danske sange om kærlighed til fædreland og modersmål, så de kunne høre det.

Der blev også lagt fundament til min kristentro. Jeg var angst for, at tyskerne ville sende mine forældre til koncentrationslejren Neuengamme ved Hamborg, og hver aften satte min mor sig på min sengekant og snakkede og jeg havde mange spørgsmål. Vi bad aftenbøn og fadervor sammen, og hun gav mig håb og tryghed med kristentro.

I 1960erne og 1970erne var besættelsestiden stadig tæt på, og både som journalist på Helsingør Dagblad, Ritzaus Bureau og TV-Avisen talte jeg med mange, der havde været særdeles aktive i de fem mørke år.

I Helsingør interviewede jeg bogbinder Erling Kiær, som var en af dem, der sejlede flest af de 7000 danske jøder til Sverige, da de var på flugt fra tyskere, tortur og død i 1943 en redningsaktion, der blev udført af almindelige danskere fra alle samfundslag i robåde, motorbåde, fiskekuttere og lodsskibe med støtte fra stort set hele den danske befolkning.

ERLING KIÆR SEJLEDE ALTID over Øresund om natten med udstødningsrøret under vandoverfladen, men blev meldt til tyskerne af en dansk stikker, og så gik det galt.

Ja, jeg sejlede ind på nordkysten sammen med en 17-årig dansker, og dér lå de og ventede på os. Jeg prøvede at sætte fuld damp på maskinen og sejle ind imellem de tyske patruljebåde, men de var for mange, fortalte han.

Erling Kiær fik tæsk af Gestapo i en uge og kom derpå via Vestre Fængsel og Frøslevlejren til koncentrationslejren Neuengamme.

I 1980erne og 1990erne var jeg sognepræst i Korup på Fyn, i København og i Præstø og Skibinge på Sydsjælland og havde jævnligt 1940erne tæt inde på livet.

Jeg havde dybt fortrolige samtaler med mennesker, der havde været unge og aktive under den tyske besættelse. Mange talte sjældent eller aldrig med andre om den tid og behovet for at lette hjertet over for et andet menneske kunne derfor pludselig blive stort. Jeg lyttede og var der som præst med tavshedspligt.

Jeg talte også med modstandsfolks børn. En af dem, der blev født efter 1945, sagde: Ikke alene har krigen været vendt og drejet i alle dens grufulde aspekter for børn som mig men mange af os, der har haft en far eller mor i koncentrationslejr, har også måttet opleve alle de forfærdelige følgevirkninger, som har ramt vore forældre på sjæl og legeme.

Da jeg var sognepræst ved Præstø og Skibinge Kirker, holdt vi befrielsesgudstjenester med fyldte kirker om aftenen den 4. maj med levende lys og befrielsesbudskabet fra London. En tradition, der fastholdes i mange kirker, fortæller kirkebladene fra Svinø, Skibinge og Frederiksborg Valgmenighed i Ullerød Kirke på Sjælland til Voel, Dronninglund, Ravnkilde og Flade i Jylland.

Og når jeg den 4. maj i år har talt ved aftenens befrielsesgudstjeneste i Fårdrup Kirke på Sjælland, sætter vi levende lys i vinduerne hjemme hos os for frihed og fred og i dag, lørdag den 5. maj, går Dannebrog selvfølgelig til tops.