og vi ej fødes til at dø!

JULEKRONIK Den voksnes tabte umiddelbarhed i forhold til julens evangelium er julesorgen, vi beder om må blive slukket, så juleglæden kan indfinde sig igen

GLÆDEN ER JULENS salmetone. Og så alligevel: Entydig dur er den tonart ikke. Der er mol-klange iblandet den. Det vidner flere af vore julesalmer om. Kimer, I klokker! Ja, kimer før dag i det dunkle!, Julen er kommet med solhverv for hjerterne bange (DDS 100), Den dunkle vrå blev lysets hjem (DDS 101), Hver sorgfuld sjæl, bliv karsk og glad (DDS 103), Godt kan vi nu ved nattetid kende som børn vor Fader blid (DDS 108), I, som tunge stier træde, stands og hør: Her er dør til den sande glæde (DDS 114). Og hele salmen Julebudet til dem, der bygge her i mørket og dødens skygge (DDS 129), for blot at nævne nogle.

Der er især én salme, som evner at sætte ord på denne dur-mol-klang i julestemtheden, og det er Brorsons I denne søde juletid tør man sig ret fornøje (DDS 109). Glædes- og sejrstonen er klart den dominerende i de fleste strofer, men så kommer 6. strofe: Og blandes end min frydesang / med gråd og dybe sukke, / så skal dog korsets hårde tvang / mig aldrig munden lukke; / når hjertet sidder mest beklemt, / da bliver frydens harpe stemt, / at den kan bedre klinge; / og knuste hjerter føler bedst, / hvad denne store frydefest / for glæde har at bringe.

Og Grundtvig har gjort den danske menighed den uforlignelige tjeneste at knæsætte ordet julesorgen i sidste strofe af Velkommen igen, Guds engle små (DDS 99): O, måtte vi kun den glæde se, / før vore øjne lukkes! / Da skal, som en barnemoders ve, / vor smerte sødt bortvugges. / Vor Fader i Himlen! Lad det ske, / lad julesorgen slukkes!

Juleglæden er ikke en selvfølge. Man kan ikke besværge den, ikke kunstigt tvinge den frem, selvom mange prøver det. Juleglæden må komme til én. Den skænkes én. Men julesorgen kan stå i vejen. Hvad mange af vore salmer prøver på, er at vende julesorgen fra at være en hindring til at blive en vej til juleglæden.

HVAD BESTÅR DA julesorgen i? Hvad mente Grundtvig med den? Det er der givet flere bud på, og jeg har også et. Men det vil jeg lade ligge lige nu. For julesorgen skal ikke fastlægges, ikke defineres. Det bør være et rummeligt ord, åbent for flere slags sorg, som igen hænger sammen med de forventninger, som vi knytter til julen, og som klart har kristne rødder.

Englene sang julenat om fred på jord, og de sang om fødslen af en frelser, en heler af menneskers liv. For selvom det har lange udsigter med fred på jord, så håber vi i det mindste på heling og harmoni i de nære relationer, det vil sige i familien og vennekredsen om ikke altid ellers, så dog i forbindelse med julen, der af mange fornemmes som rummende dette fredsbudskab.

Og erindringen om barndommens jul spiller også med i disse forventninger, for den står for mange i et forklarelsens skær, der næppe altid svarer til virkeligheden. Men det har man glemt. Med sådanne forventninger til julen som en glædelig begivenhed, et stykke himmerige på jord, skal der ikke meget til, før det går galt. For vi sidder nu engang også i mørket og dødens skygge. Og så melder julesorgen sig.

Det kan være sorgen over savnet af mennesker, der stod én nær, og som nu er afgået ved døden. Det kan være den lige så smertefulde sorg over brudte relationer til mennesker, der er i live og har stået én nær, men som man af en eller anden grund har set sig nødsaget til at tage afsked med.

Det kan være sorgen over eget liv, der ikke er lykkedes i forhold til egne forventninger eller i forhold til et andet menneske. Og så kan det ske, at man ikke engang kan bestemme sin egen julesorg nærmere. Den er der bare næsten som en eksistentiel sorg over at have mistet en umiddelbarhed i forhold til julen, som man havde som barn, men har mistet som voksen.

DET ER NOK denne sidstnævnte julesorg, som Grundtvig især har tænkt på i sin salme Velkommen igen, Guds engle små. Salmen begynder med at hilse englene velkommen i det lave, ved midnatstid i jordens skyggedale, og i den fattige hytte, men så fokuserer den på børnene og børnenes evne til at modtage englenes budskab om Betlehem, selvom de drømmer forblommet.

De drømmer alligevel sandt. Og når de vågner juledags morgen og ikke mere tæller timer, så synger de på en måde om julen, at vi hører julesang på ny, der rimer sig med hjertet. Så har vi lært af børnene, så vi kan synge med og opleve, hvordan Himlen åbner sig for os på salmens tonestige, og Guds rige ikke kun kommer til børnene, men også til os. Eller gør det?

Det er julesorgen, at den juleglæde ikke altid indfinder sig hos os voksne. Så derfor er sidste strofe af Grundtvigs julesalme en bøn om, at vi, før vi dør, må se den glæde, så julesorgen bliver slukket. Grundtvig holdt meget af beretningen om Jesus, der velsignede de små børn (Mark. 10,13-16), det såkaldte barneevangelium, hvor Jesus siger: Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det. Den voksnes tabte umiddelbarhed i forhold til julens evangelium er julesorgen, vi beder om må blive slukket, så juleglæden kan indfinde sig igen.

Et eller andet sted har denne eksistentielle julesorg at gøre med den voksnes erfaring af livets forkrænkelighed, fragmenterethed og brudthed. Der er lykkelige øjeblikke, hvor vi oplever livet som helt og harmonisk, øjeblikke, der lykkeligvis gentager sig, men sjældent opleves som en kontinuitet. Denne erfaring af forkrænkelighed kan friste til resignation. For er døden ikke det eneste sikre i livet?

Nej! siger julens glædesbudskab. Sagt så dristigt, som tænkes kan, i den salme, som denne kroniks overskrift er taget fra, salmen Lad det klinge sødt i sky (DDS 115), hvor det i omkvædet hedder: Født er Herren af en mø, / og vi ej fødes til at dø. / Gud med os, Immanuel, / Immanuel!

DET RENE VANVID? Set med fornuftens øjne, ja, men ikke set med troens øjne, for de ser i retning af Betlehem. Og julens evangelium er en krigserklæring til resignationen. Da Jesus engang blev udfordret af nogle, der ikke troede på nogen opstandelse, var pointen i hans svar: Gud er ikke Gud for døde, men for levende (Matt. 22,21-32).

Det stadfæstede Gud, da han oprejste Jesus fra de døde påskemorgen. Påskemorgenrøden lyser op i Betlehems nattemørke, og for dem, der ser det, er det en forvisning om, at vores bestemmelse ikke er døden, men det evige liv. Vi fødes ikke til at dø. Og ud fra den forvisning må vi erklære resignationen krig.

Det er, hvad vore julesalmer vil hjælpe os til med den sejrstone, der præger dem. Lyt bare som eksempel til 3. strofe af Brorsons nævnte salme (DDS 109): Vor tak vi vil frembære da, / endskønt den kun er ringe, / hosianna og halleluja / skal alle vegne klinge; / Guds ark er kommen i vor lejr! / Thi synger vi om fryd og sejr, / mens hjertet sig kan røre, / vi synger om den søde fred, / at Helvede skal skælve ved / vor julesang at høre.

Men lige så stærk som sejrstonen er også trøstens tone i julesalmerne, netop fordi de giver plads til julesorgen. Ellers måtte man jo fortrænge den, og det giver ikke en glædelig jul. Tværtimod. Hvordan skulle man ellers kunne synge med på: Sorg er til glæde vendt, / klagen endt! /Vor glæde skal hver tunge / udsjunge! (DDS 118,3)?

Og juleglæden skulle gerne blive den, som aldrig kan bortfare! (DDS 90,3), så at sige en påskejuleglæde, der styrker os i forvisningen om, at vi ej fødes for at dø, men er genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Glædelig jul!

Theodor Jørgensen er professor emeritus i dogmatik fra Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet