I 1978 udgav Gyldendal Thorkild Bjørnvigs essaysamling Også for naturens skyld. I en lang række fremragende tekster reflekterer Bjørnvig over vores plads i naturen og argumenterer for en større respekt for vores levende medskabninger på Jorden. Siden har miljøbevægelsen og de grønne foreninger udviklet sig kraftigt, og miljøpolitik, bæredygtig udvikling og grøn omstilling står stærkere i national og international politik end nogensinde.
Når det kommer til stykket, er vi kloge og handler, så vi ikke bliver kvalt i vores eget skidt. Den rige og storforbrugende del af verden blev ikke udslettet af syreregn, bilos og gift. Vækst og forurening blev afkoblet. Siden midten af 1980erne er den vestlige verden blev både rigere og renere.
LÆS OGSÅ: Urørt skov sikrer ikke biologisk mangfoldighed
Men det er ikke lykkedes os at bremse tabet af naturens mangfoldighed.
Argumenterne om, at hver eneste art er uundværlig for økosystemerne, og at vi skal passe på naturen for naturens egens skyld, duer ikke. De bedste argumenter for at passe på den vilde natur findes i menneskets natur og kamp for frihed.
I sin nye bog Dr. Zukaroffs testamente fremhæver hjerneforsker Peter Lund Madsen, hvordan vi har en enestående evne til at kontrollere vores plads i naturen og bane vej for en stadig større frihed.
Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) kredsede også om begreberne frihed og natur og skrev blandt andet: Det er et storslået og smukt syn at se mennesket bevæge sig ud af intet ved sine egne kræfter. Med fornuftens lys sprede det mørke, som naturen har indhyllet det i; løfte det over sig selv; med ånden hæve sig til himmelske højder.
I den virkelige verden er natur alt også Rousseaus mørke eller den gru og tilsyneladende meningsløshed, som for eksempel Lars von Trier kredser om i filmen Antikrist.
I kølvandet på 1970erens miljødebat skete der en markant ændring af det almindelige natursyn: Natur blev et plusord. Hvis det er noget med natur, er det godt.
Under kampen for naturen er Bjørnvigs udtryk også for naturens skyld blevet ændret til frasen for naturens skyld. Nyfortolkningen har været med til at skabe flere konflikter end positive resultater for naturen og vores levende medskabninger på Jorden. Kampen har udviklet sig til en ukonstruktiv skyttegravskrig mellem naturforkæmpere og erhvervsforkæmpere. Man skal ikke surfe længe på nettets debatsider for at erfare, hvor hårdt fronterne er trukket op.
I den seneste tid har miljøminister Ida Auken (SF) og formanden for regeringens Natur- og Landbrugskommission, Jørn Jespersen, været ude med klare meldinger til de stridende parter om at stoppe vanetænkningen og begynde at tale sammen.
Det er nødvendigt og interessant, at meldingen kommer fra den politiske venstrefløj. Det varsler måske et paradigmeskift i miljødebatten, så mennesket og kulturen kommer mere i fokus, uden at det bliver på naturens bekostning.
Uden menneskets evne til at kontrollere sin plads i naturen var de fleste af os her ikke. Selvom en del naturforkæmpere gerne vil ligestille mennesket med andre arter (en sympatisk idé), er vi ikke som andre skabninger. Vi kan mere end nogen anden art ændre naturen til vores egen fordel, og vi er bevidste om vores egen eksistens og død. Så vi lægger planer og handler derefter. Det gør end ikke den kvikkeste chimpanse.
På grund af denne evne er vi måske 50 gange flere, end vi ville være, hvis vi levede som andre dyr.
Vores kontrol over naturen bliver tit betragtet med frygt, fordi vi dermed også kan ødelægge klodens natur. Mange naturforkæmpere har derfor set sig gale på de kristne myter, ifølge hvilke mennesket skal herske over alt levende på Jorden.
Alligevel kan menneskets evne til at kontrollere sin plads i naturen blive naturens redning. Det kræver, at vi forstår, hvorfor den vilde natur og mangfoldighed af arter er vigtig.
Vi bør lægge argumenter om, at alle arter er lige vigtige, eller at hver enkel art er afgørende for økosystemerne, i graven. Langt hovedparten af Jordens levende skabninger har ingen særlig betydning for økosystemernes funktion, og de fleste arter er ikke til nytte for os i fysisk forstand eller endda direkte skadelige.
Det værdifulde ved vore medskabninger er ikke begrænset til den direkte fysiske eller kommercielle nytte, vi har af dem, men det simple faktum, at arterne findes. Skabt af The Big Bang eller (om man vil) en gud.
Når den vilde natur svinder ind, og arterne begynder at forsvinde fra Jordens overflade på grund af vores adfærd, rammer det os måske ikke fysisk. Men det rammer vores fornemmelse af frihed, og så er vi tilbage ved den menneskelige hjernes natur: Kampen for naturens mangfoldighed er en kamp for menneskets frihed.
At kæmpe denne frihedskamp for naturens skyld, giver kun mening, hvis mennesket betragter sig selv som en del af naturen. Kampen bliver i så fald også for menneskets skyld, og sådan bør det være.
Drømmen om at vende tilbage til naturen er god som drøm eller leg. Men i virkelighedens verden er vi så mange mennesker på Jorden, at løbet er kørt for længst. Menneskeheden er fuldstændig afhængig af at bruge dele af Jorden til intensiv fødevareproduktion. Det kan ikke undgå at gå mere eller mindre ud over den vilde natur. Derfor er den store udfordring at finde en livsstil i fornuftig balance med den vilde natur og alle medskabningerne på vores planet.
Løsenet har siden midten af 1980erne heddet bæredygtig udvikling. Fokus har indtil nu især været på jordnære problemer som forurening og ressourcesikkerhed. Men på det seneste har FN rettet fokus mod biodiversitetskrisen det fænomen, at Jordens arter og vilde natur er ved at forsvinde. Og på et møde i Nagoya i Japan i slutningen af 2010 fastsatte verdens lande under FN et mål om at standse naturens tilbagegang senest i år 2020.
Danmark har altså pligt til at handle. I 2013 fremsætter regeringen derfor Naturplan Danmark som forslag til en langsigtet plan for arealanvendelsen i vores land, så der bliver taget behørigt hensyn til naturen.
Naturplan Danmark bliver regeringens bud på at nå FNs mål for 2020, men jeg går ud fra, at regeringens forslag byder op til en bred debat om, hvordan Danmark skal se ud i fremtiden. Hvor meget af Danmark skal være vild natur? Hvor meget skal være skov? Hvor meget skal være enge, heder og overdrev? Og hvor meget kan vi tillade os at benytte til intensivt landbrug, bygninger og anlæg?
Kampen for den vilde natur og naturens mangfoldighed bliver tit anset for at være i konflikt med erhvervsinteresser. Men sådan behøver det ikke at være. På det seneste har naturbeskyttelsen udviklet sig i en ny retning, hvor der tilsyneladende er velfærd, arbejdspladser og sund samfundsøkonomi i investeringerne.
Miljødebatten har i årevis været præget af forbitrede kampe mellem erhverv, der ser naturforkæmperne som modstandere af erhvervsudvikling, og naturforkæmpere, som kæmper for naturen for naturens egen skyld og ser industrien som roden til alt ondt. Den slags kampe, som ikke mindst har præget debatten om landbruget, er ørkesløse og hæmmende for en sund udvikling i samfundet.
Hvis vi erkender kampen for den vilde naturs mangfoldighed som en del af en frihedskamp til glæde for mennesker, giver det hele meget bedre mening.
Det er vist på tide, vi begynder at sige: Også for menneskets skyld.
Michael Stoltze er biolog, ph.d. og forfatter