Prøv avisen
Kronik

Angst er drivkraften i præstationssamfundets hamsterhjul

"Indtil kulturen kommer på ret køl, indtil præstationssamfundet og deraf trætheden er lagt i graven, må vi som mennesker selv tage kampen op. Lad os tage den kulturelle angst ved hornene og finde de ståsteder i livet, hvor der vil være gode chancer for at leve tilværelsen mindre angstfuldt," skriver studerende som en opfordring til alle. Modelfoto. Foto: Nima/ritzau

Der synes at være en generel opfattelse af, at angst er en individuel psykisk lidelse. Men angst kan også fortolkes som et kulturelt fænomen, der i høj grad kan kædes sammen med det at leve i et præstationssamfund, mener dagens kronikør

Svend Brinkmann hitter i øjeblikket. Han udtaler, at vi skal genfinde meningen med livet, og han mener, at vi bør stå fast – stå fast på nogle helt særlige ståsteder, hvor vi kan genfinde denne mening. Vi skal stå fast på ståstederne, fordi de har værdi i sig selv – og ikke anvende ståstederne som instrumentelle midler til opnåelsen af fjerne mål.

Brinkmanns etiske og moralske budskaber er rodfæstet i gamle dyder og idéer, der går helt tilbage til Aristoteles og Platon; men som ikke desto mindre har fået en helt central plads – og det med rette, mener jeg – i debatten om det senmoderne præstationssamfund. Et samfund præget af et konstant fokus på high performance, som igen skaber et samfund præget af træthed. Træthed i form af stress, angst og depression. Denne fortolkning stammer fra den sydkoreanske filosof, Byung-Chul Han, som har kaldt vores samfund for ”træthedssamfundet”.

Lad mig her knytte en kommentar til Brinkmanns tanker, som forhåbentligt udfolder hans idéer og vigtigheden af disse. Jeg tror, det er vigtigt, at vi på genuin og alvorlig vis tager dem til os som bevidst refleksion integreret i vores daglige liv.

Angst skal fortolkes kulturelt

Tilbage i efteråret havde jeg flere inspirerende samtaler med studenterpræsterne på Frederiksberg om eksistentielle emner. Vores samtaler gik om mangt og meget, men jeg blev optaget af særligt én persons tanker: Rollo May (1909-1994). May var en amerikansk eksistenspsykolog, som i 1950 skrev bogen ”The Meaning of Anxiety”. En bog, der stadig er relevant. May fortolker begrebet angst ud fra fem forskellige videnskabelige standpunkter – heriblandt psykologisk og kulturelt. Det er den kulturelle angst, der interesserer mig.

Der kan siges meget om begrebet angst, men der synes at være en generel opfattelse af, at angst har sit udspring i psyken: at angst kan opfattes som en individuel psykisk lidelse. Jeg mener imidlertid – ud fra min læsning af May – at angst er et begreb, der i høj grad også kan benyttes til at forstå og begribe de uhensigtsmæssige effekter, som forårsages af det levede liv i præstationssamfundet. Mays tanker kan medvirke til at sætte ord på, hvor kilden til angsten alternativt er forankret, hvis den ikke alene har sin rod i individets psykologiske natur.

Angst kan således også fortolkes kulturelt. Kulturelt forstået på den måde, at angsten er indlejret som en del af et samfunds måde at agere og reagere på i livet. Med andre ord: Angsten kan ses som menneskets svar på udefrakommende påvirkninger indbygget i vores samfund. Disse påvirkninger er med andre ord roden til menneskets daglige adfærd. Lad mig prøve at klargøre, hvad der kan ligge i disse påvirkninger eller stimuli.

Jeg behøver sikkert ikke at nævne andet end præstationssamfundet, og så er I helt med på, hvad jeg mener. Vi stræber efter individuel succes. Fordi andre gør det. Vi stræber efter toppræstationer og konstant selvudvikling. Fordi andre gør det. Det skaber en konkurrence på præstationer. En cirkulær, selvforstærkende effekt. Systemer, eksempelvis karaktersystemer, konstrueres og får en instrumentel egenskab skabt gennem fortællinger om, at hvis du ikke klarer dig godt på karakterskalaen, får du svært ved at få et relevant job efter din universitetsuddannelse (eller hvilken som helst anden uddannelse). Som mennesker bliver vi let til instrumenter. Vi skal optimere os selv, vores selv-maskine, om man vil, med henblik på at øge vores markedsværdi mest muligt. Det er sådan, vi opnår succes. Et af de første tutorkurser, som blev afholdt i begyndelsen af min uddannelse på CBS, hed sågar noget i stil med ”Vejen til 12”.

Vi rammes bestandigt af disse udefrakommende stimuli. Stimuli, som fremprovokerer svar, der viser sig i de mange måder, hvorpå vi hver især som mennesker reagerer og agerer i verden. Stimuli, der tilskynder til individuel konkurrence og presser os til selvoptimering inden for samtlige af livets sfærer.

Jeg genkender den skælvende fornemmelse i kroppen. Uroen. Gråden. Bekymringerne. Og tanker som ”jeg mod de andre”. Alt sammen er svar på det pres, vi udsættes for gennem disse stimuli. Det er disse reaktioner, som jeg vil benævne angst. En angst, der ganske vist forplanter sig i vores psyke, jævnfør den psykologiske fortolkning af angst, men som er fremprovokeret af den kultur, som hersker i vores samfund.

Der er tale om en grundlæggende frygt for, at vi som individer ikke klarer os i konkurrencen med andre individer. Det er måske en angst for at dø i kampen mod præstationssamfundets overmand? En angst, vi tilsyneladende anser for legitim, idet vi i et stort omfang ikke formår at stoppe op og kritisk reflektere over alternative måder at leve livet på. Livet bindes op på en succes- og lykkeskala rodfæstet i en konkurrenceterminologi.

Det er virkeligheden. Jeg er studerende, og jeg mærker angsten jævnligt, fordi vores måde at leve livet på i vores kultur minder mig om konkurrencen konstant. Det sker eksempelvis gennem medierne. Og som studerende synes vi hovedløst at løbe videre i hamsterhjulet. Det er ikke sjovt.

"At arbejde er at være"

Nogen vil måske mene, at min fremstilling er absurd eller karikeret, men det er, hvad jeg har oplevet som studerende – og næsten færdiguddannet. Det ville være fint, hvis det sluttede her, men den kulturelle angst gælder ikke kun for studerende. Kampen om succes og præstation hersker også på arbejdsmarkedet. Kampen om det i arbejdsgiverens øjne tiltalende cv, tænker jeg, gengiver et lignende adfærdsmønster. Og i øvrigt – har du ikke et arbejde, så er du i bund og grund intet. ”At arbejde er at være” synes at være en grundlæggende sætning i vores kultur. Dit arbejde er din identitet. Konkurrencen gennemsyrer således individets tilværelse.

Man kan naturligvis være uenig med mig. Og jeg anerkender naturligvis, at ikke al adfærd i vores kultur er rodfæstet i angst fremkaldt af stimuli i livet omkring os. Men jeg tror alligevel, at det kunne være værd at stille sig selv spørgsmålet: Hvor meget fylder instrumentel præstation og forventningen om succes i min hverdag? Svaret vil måske overraske.

Brinkmanns og Mays ord og idéer har i hvert fald noget i sig; de har en anden, og alternativ, sandhed i sig, som er vigtig at reflektere over i vores hverdag. Det er dét, jeg slår et slag for, at disse refleksioner over, hvordan vi handler i verden, kan hjælpe os med at håndtere den angst, som fremkaldes gennem vores kultur. En kultur er så dybt forankret i et fællesskab, at den ikke bare lige er til at ændre på. Det tager tid. En ændring kræver velvilje og bevidst stillingtagen inden for grænserne af fællesskabet. Jeg mener derfor, at det er vigtigt, at det enkelte menneske viser sin sårbarhed ved at åbne sig og diskutere de måder, vi lever på – måder, som jeg synes vi har taget for givet i vores samfund.

Indtil kulturen kommer på ret køl, indtil præstationssamfundet og deraf trætheden er lagt i graven, må vi som mennesker selv tage kampen op. Lad os tage den kulturelle angst ved hornene og finde de ståsteder i livet, hvor der vil være gode chancer for at leve tilværelsen mindre angstfuldt.

Jeg underkender ikke menneskets grundlæggende trang til at skabe (og dermed præstere) noget. Jeg underkender derimod den instrumentelle præstation, som udløser angst for, om man nu klarer sig i konkurrencen med andre mennesker. Jeg anerkender skabelsestrangen som en værdsat trang i og for sig selv. Det er dér, vi skal hen.

Danny Schmidt er stud.merc.(psyk.),Copenhagen Business School, CBS