Prøv avisen

Om at kende sit biologiske ophav

ALMEN ETIK: Koranens påbud om at bevare slægtsbåndene er lige så relevant i vore dage som da det blev åbenbaret for knap 1400 år siden

For en muslim er Koranen en nøje gengivelse af Guds ord åbenbaret til profeten Muhammad. Derfor betragtes Koranens arabiske tekst og mening (batin) som absolut og uforanderlig.

Koranen er et budskab til menneskeheden, og der er mennesker, der til enhver tid af dens tekst udleder relevante retningslinjer for deres hverdag. Koranens betydning (zahir) er derfor variabel og dynamisk - og meningsfyldt til alle tider og under alle omstændigheder.

Derfor bør Koranens tekst (og profetens sædvane, for den sags skyld) hele tiden forstås i lyset af den aktuelle kontekst, hvis den fortsat skal kunne betragtes som universel.

I de første århundreder levede muslimerne fortrinsvis i patriarkalske samfund, hvilket ganske tydeligt afspejles i de klassiske juristers fortolkninger og anbefalinger.

Mange muslimer (lægge såvel som lærde) har i generationer opfattet de store linjer i de klassiske juristers anbefalinger som endegyldige og ufejlbarlige - og de filosoffer og teologer, der forsøgte at trænge ind til kernen i budskabet uden om de klassiske jurister, blev forfulgt og forkætret af deres samtidige. Også Vestens orientalister og islam-kritikere har uden videre udbasuneret disse klassiske juristers patriarkalske tankegang som værende islam i en nøddeskal og bl.a. proklameret, at »i islam ejer manden sin hustru og sine børn«.

Desværre er det den tragiske virkelighed for mange kvinder, at mænd opfører sig, som om de vitterlig »ejer« deres hustru og børn og har hånds- og halsret over dem - selvom det er en fuldstændig uacceptabel misfortolkning af Koranens påbud til mænd om at drage omsorg for og beskytte kvinder og børn imod overgreb.

Koranen er åbenbaret ind i et stammesamfund, og mange vil måske heri se årsagen til, at Koranen lægger så megen vægt på blodsbåndet.

Som muslim vil man nærmere sige, at eftersom Gud står uden for tid og rum, har Gud allerede, da Koranen blev åbenbaret, været klar over de videnskabelige og teknologiske fremskridt, mennesket ville gøre siden hen - og set beskyttelsen af blodsbåndet som værende af afgørende betydning langt ud i fremtiden.

n af grundtankerne i Koranen er, at »blodsbeslægtede står hinanden nærmest ifølge Guds Lov« (8:75) - og at Gud har »etableret slægtsbånd ved blod og ægteskab« (25:54). Derfor bør slægtsbåndene - eller i hvert fald kendskab til dem - så vidt muligt bevares.

Koranen indeholder eksempelvis et generelt påbud om at begrænse seksuallivet til ægteskabet, således at der ikke hersker tvivl om et barns afstamning. Af samme årsag indeholder Koranen også en bestemmelse om, at en fraskilt kvinde eller enke skal vente hhv. tre måneder og fire måneder og 10 dage med at indgå nyt ægteskab - og kvinden opfordres til »ikke at skjule, hvad Gud har skabt i hendes skød« (2:228), så der ikke er tvivl om et barns slægtskab.

Dengang har det været vigtigt at vide, hvem der havde pligt til at forsørge barnet, og hvem barnet ville være arveberettiget efter. I vore dage er viden om det biologiske ophav også værdifuld, idet den kan være med til at forebygge og helbrede arvelige sygdomme og redde menneskeliv.

Koranen forbyder også egentlig adoption, men tillader plejeforhold af ubegrænset længde - under betingelse af, at barnet beholder sin biologiske slægts navn (33:4-5).

Plejebørn bevarer arveretten i forhold til deres biologiske slægt, så hverken adoptiv- eller plejebørn nævnes i de arveretslige bestemmelser. Plejeforældre har imidlertid - som alle andre - mulighed for at testamentere op til en tredjedel af deres formue til velgørenhed eller til personer, der ifølge loven ikke er arveberettiget efter dem, som f.eks. plejebørn. Ligesom de naturligvis kan betænke deres plejebørn i levende live.

Ved at forbyde egentlig adoption - som jo i mange tilfælde indebærer, at man overhovedet ikke må oplyse adoptivbarnet om dets biologiske slægt - forhindrer man endvidere, at biologiske søskende intetanende gifter sig med hinanden.

Monogami (ægteskab mellem én mand og én kvinde) er grundlaget for familien. Koranen tillader under ganske særlige omstændigheder polygyni (ægteskab mellem én mand og flere kvinder) - nemlig for at sikre enker og faderløse en beskyttet tilværelse i krigstider, hvor antallet af uforsørgede kvinder nemt kan komme til at overstige antallet af ugifte mænd.

Det siger sig selv, at polyandri (ægteskab mellem én kvinde og flere mænd) er forbudt, idet det ville være umuligt at vide, hvem der er far til evt. børn.

Vore dages lærde har af Koranens retningslinjer udledt, at det er tilladt at give naturen en hjælpende hånd, hvis det viser sig vanskeligt for et ægtepar at få børn. Kunstig befrugtning må dog kun ske ved såkaldt homolog insemination, dvs. at æg- og sædceller skal stamme fra ægtefællerne selv. Anonyme donorer ville gøre det umuligt at kende et barns biologiske ophav.

Disse enkle retningslinjer betyder også, at man undgår endeløse diskussioner for og imod donorers anonymitet og om en evt. aldersgrænse for kvinden - for naturen sætter selv grænsen. Man behøver ikke diskutere, om den biologiske forælder i en skilsmisse-situation har mere ret til barnet end den anden - og hvorvidt lesbiske eller enlige skal have ret til kunstig befrugtning.

Man undgår, at halv- og helsøskende intetanende gifter sig med hinanden eller med deres biologiske far eller mor, onkel eller tante - hvilket naturligvis er forbudt ifølge Koranen på grund af de konsekvenser, indavl måtte få for fremtidige generationer.

De lærde har endvidere udledt, at det er tilladt at nedfryse æg- og sædceller for en periode; men disse må kun benyttes af donorerne selv - og kun så længe de er gift med hinanden.

En mand behøver således ikke frygte, at han ufrivilligt bliver far ved at hans fraskilte hustru lader sig inseminere med hans sæd, som tidligere er blevet nedfrosset.

De lærde har naturligvis taget afstand fra brugen af rugemødre - ikke kun for at bevare blodsbåndet, men også for at undgå stridigheder, ifald rugemoren fortryder og ikke vil give barnet fra sig. Grundreglen er, at der ikke bør bringes en tredje part ind i ægteskabet - hverken i form af utroskab eller brug af æg- eller sæddonorer eller rugemødre.

Kun i tilfælde af voldtægt fraviger man princippet om retten til at bevare kendskabet til den biologiske slægt. Det siger sig selv, at en voldtægtsforbryder ingen rettigheder har i forhold til et evt. barn - medmindre han gifter sig med sit offer og derved påtager sig alle gængse forpligtelser over for hende og barnet.

Er ofret en gift kvinde, registreres et barn undfanget under voldtægt af en fremmed som ægtefødt, for her er det barnets tarv, der går forud for alt andet.

Koranen opfordrer til, at man bevarer slægtsbåndene - i vore dage ved vi, at viden om menneskets biologiske ophav kan være med til at redde menneskeliv. Og således er Koranens påbud lige så relevant i dag, som da det blev åbenbaret for knap 1400 år siden.

Aminah Tønnsen er forfatter