Prøv avisen
Kronik

Om konkurrencestaten og det postfaktuelle samfund

Foto: Lars Aarø/Fokus

Journalister, kommentatorer og politikere jager postfaktuelle væsener med samme intensitet, som børn jager Pokémons. I virkeligheden er der bare tale om en moderne udgave af Platons skelnen mellem viden og mening, skriver dagens kronikør

Tre fænomener hjemsøger den hjemlige debat.

De hedder: konkurrencestaten, populismen og det postfaktuelle samfund. En ånd uden en krop er et spøgelse. Derfor er der noget spøgelsesagtigt ved de tre fænomener. De er kropsløse. Ingen har set dem, men man kan fornemme, de rumsterer.

Mange forsøger med forskellige midler at uddrive disse tre onde ånder. De tre ord bruges om noget eller nogen, som man ikke bryder sig om. De er den onde Anden. Brexit er for eksempel populisme og karakteriseret af det postfaktuelle, men Angela Merkels ”Wir schaffen das” er ikke populisme og faktatjekkes ikke.

Der er tre lidt ældre spøgelser, som også hjemsøger debatten: neoliberalismen, nationalismen og racismen. Det samme gør sig gældende med de tre, som med de tre første. De er ikke forbundet med noget stof, form eller krop. Der findes liberale, men ingen neoliberale partier. Neoliberalisme kan man bruge om globalisering, EU, modstand mod EU, Cepos, G8, OECD og socialdemokratierne, hvis man ikke bryder sig om disse ting.

Neoliberalisme findes blot ikke, men er en utopi, som ville være en god idé, men hvordan det lykkes at se neoliberalisme overalt, når vi er omgivet af toldmure, handelsrestriktioner og statsstøttede landbrug, er en gåde. Eller også betyder det, at folk netop ser syner.

Der er ingen, der vil være nationalister, men nationalismen breder sig, siges det, dog aner ingen, hvor den kommer fra. Måske fra skovene i Østeuropa et sted. Nationalismen er en af de største trusler mod EU, hedder det. EU er en megainstitution, der råder over milliarder, som styrer uddannelsespolitikken i medlemslandene, som har alskens propagandamidler til rådighed, og så frygter EU nationalismen. Nationalismen er en zombie, de er bange for i Bruxelles.

Racismen trives, selvom der ikke findes racer, men det gør ikke noget. Racismen er antiracismens opfindelse, og antiracister er nødt til at opfinde racismen for at have nogen at kæmpe imod. På det seneste er både Mette Frederiksen (S) og hendes parti blevet kaldt både nationalister og racister endda på Arbejdermuseet og ved højlys dag.

Men nu til de lidt nyere, onde ånder. De får skyld for snart sagt alle ulykker sådan ligesom hekse og trolde i gamle dage. Vi lider alle under konkurrencestatens pres, hører vi, men der er ingen, der går ind for denne stat, og det er ikke til at vide, om det er en stat, der skal komme, eller om den allerede er en realitet. Den ødelægger ungdommen, skolen og livet, siges det.

Professor Ove Kaj Pedersen beskrev den, og han beskyldes for at have lokket Helle Thorning-Schmidt (S) og Bjarne Corydon (S) til at adoptere den. Nu er de begge borte. Trods deres forsvinding spøger konkurrencestaten stadig. Måske er Venstres nye 2025-plan et forsøg på at indføre denne stat.

Underligt nok har ikke et eneste politisk parti noget ønske om at styrke eller indføre konkurrencestaten; alle vil derimod fremme og bevare velfærdsstaten. Det er en samfundsform, der til gengæld ikke må kritiseres. Det gjorde Karina Pedersen, og derfor blev hun kaldt postfaktuel.

Velfærdsstaten kan ikke erstattes, den er historiens højdepunkt og afslutning. Den er det tredje og sidste rige. Først kom territorialstaten, derefter nationalstaten og til sidst velfærdsstaten. Der kan ikke komme noget bagefter; kun mere af det samme. Hvad skal komme efter velfærdsstaten? Mere velfærdsstat. Og hvor har man realiseret den bedste velfærdsstat? I det høje nord.

Der er stor enighed om, at populismen breder sig over hele verden. Populisme er at påstå, at man repræsenterer hele folket. Men der er mange partier, der er for hele folket, eller som skilter med, at de er folkepartier.

Igen gælder det, at ingen politiske partier kalder sig selv populistiske. Faktisk var der et amerikansk parti i 1880’erne, der hed the Populist Party, men populismen var da et langt mere udbredt fænomen, der blev forbundet med progressivismen og Demokraterne. I dag forbindes Republikanerne med populisme.

Det gælder for både konkurrencestat og populisme, at de er hybride og udvisker forskellen mellem højre og venstre. Mange frygter populismen, men ingen kan identificere den. Den er endnu et kropsløst spøgelse, der trænger ind i demokratiske kroppe. Man siger endog, at selve demokratiet er populistisk, og derfor er der flere og flere, der er kommet til at frygte demokratiet og ønsker at begrænse det. Folket tager nemlig ofte fejl, og så henviser man til valget af Hitler.

Enhver kan nævne eksempler på folk, fænomener eller bevægelser, der er blevet kaldt populistiske. Den franske præsident Hollande udtalte for nylig, at ekstremisme og populisme truer EU. EU-modstand er populistisk.

Alternative für Deutschland kaldes i tyske medier konsekvent ”højrepopulister”. På forsiden af Die Zeit kunne man læse, at ”pludselig truer autoritære populister over hele verden de liberale samfund”, men avisen gjorde tillige opmærksom på, at grunden til populismens fremmarch er elitens arrogance. Bemærk udtrykket ”over hele verden”. Hvorfor siger ingen: postfaktuelt?

Dansk Folkeparti er populistisk. Det er et faktum. Og selv den populære psykolog Svend Brinkmann, der kæmper imod konkurrencestaten, er blevet kaldt populistisk. Han har svaret og kaldt kritikerne postfaktuelle. Man kan vel konkludere, at anklagen om populisme selv er populistisk. Populisme bruges, ligesom konkurrencestaten, til at skabe fjenden. Uden fjender intet fællesskab.

Og så endelig det postfaktuelle samfund, som vi ifølge mange er på vej ind i, eller også er det realiseret. Journalister, kommentatorer og politikere jager postfaktuelle væsener med samme intensitet, som børn jager Pokémons, og i samme øjeblik de har spottet noget postfaktuelt, forsvinder det igen. Virkeligheden er blevet virtuel.

Udtrykket ”det postfaktuelle” blev opfundet af den sydafrikansk-amerikanske blogger Farhad Manjoo, der i 2008 udgav ”True Enough: Learning to Live in a Post-Fact Society”. Bogen handler mest om amerikanske debatter, der ikke umiddelbart kan overføres til danske, men ordet er slået an og er taget ud af den amerikanske kontekst.

Manjoos udgangspunkt er nuværende udenrigsminister John Kerrys præsidentkampagne i 2004, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved, om Kerry havde kæmpet i Vietnamkrigen.

Manjoo har gode pointer, der kan overføres. Han bruger ordet ”truthiness”, der kommer fra en amerikansk komiker. Det er svært at oversætte, men det betyder noget i retning af: Noget er sandt for mig.

De nye elektroniske medier gør, at enhver kan skabe sin egen sandhed, og den store fælles sandhed forsvinder. Sandheden er demokratiseret. Det må vi lære at leve med, siger han. Vi kan selv vælge, hvilken sandhed vi vil tro. Hvad man end vælger, så afgør man sig for en partikulær sandhed.

At vælge er at have tillid til nogle mennesker og mistillid til andre. Det er både et nyt og et gammelt fænomen. Det ligner en moderne udgave af Platons skelnen mellem viden (episteme ) og mening (doxa ).

Det er dybest set kampen mellem logik og retorik, der udkæmpes.

Hans Hauge er universitetslektor og forfatter