Om robotter – og den menneskelige faktor

Vi forsøger at fremstille robotter, som ligner mennesker. Men egentlig er ”den menneskelige faktor”, det levende og modsætningsfyldte, netop det, teknikere bestræber sig på at eliminere, når de konstruerer pålidelige systemer og maskiner

Claus Bertung
Claus Bertung.

I EN ARTIKEL i Kristeligt Dagblad, bragt den 16. januar, præsenteres vi for Jia Jia, en ”yderst menneskelignende robot” fremstillet i Kina.

I det ydre ligner ”hun” imidlertid kun de af os, som er så heldige at have to arme og to ben, idet robotten netop er udstyret med noget, der ligner to arme og to ben. Den kan gå, og den kan ”tale” og er programmeret til at smile som en veldresseret kinesisk konkubine.

DA ROBOTTEN KAN GÅ, ligner den i mindre grad for eksempel fysikeren Stephen Hawking, som jo er lænket til en rullestol og kun kan tale ved hjælp af en maskine. Hawking har så det i hovedet, som han ikke har i benene. Men hverken det, han har i hovedet, talemaskinen eller det, han ikke har i benene, har det fjerneste at gøre med, i hvor høj grad han er menneske. Naturligvis.

I gamle dage, hvor man brugte slaver, forsvarede man sig med, at disse væsener var laverestående udgaver af mennesket, ja, måske ligefrem en slags dyr. I et moderne samfund opdeles mennesker ikke mere efter, i hvor høj grad de er mennesker – i hvert fald ikke i teorien.

Med maskiner forholder det sig øjensynligt anderledes, for de – robotterne – kan godt ligne mennesker, synes mange at mene. Igen og igen digter tidens tankeløse hob næsten ”automatisk” videre på det pjat, at maskinerne bliver mere og mere menneskelige, desto mere maskiner kan ting, mennesker kan, for eksempel spille skak, køre bil, komponere musik eller måske ligefrem tænke selvstændigt og kritisk. Forudsætter vi et øjeblik, at udviklingen virkelig går i retning af mere menneskelignende maskiner, vil selvsamme udvikling vel gøre maskinerne mindre maskinlignende. Men giver det mening at gradbøje begrebet ”maskine”?

DET ER SIN SAG AT FÅ STYR PÅ, hvad det præcist er, som karakteriserer mennesket, for mennesket er på sin vis ustyrligt – i hvert fald det frie og selvstændigt tænkende individ. En maskine derimod er pr. definition et rationelt, deterministisk system. Hvad der naturligvis er maskinens styrke, set fra et teknisk synspunkt. Begynder et styresystem til en Boeing 747 at ”leve sit eget liv”, er det ikke, fordi systemet nu pludselig er frit, selvstændigt og menneskelignende, men fordi det ikke længere fungerer optimalt.

Vil vi sammenligne robotten med mennesket – og det vil vi jo, når vi vil fremstille ”menneskelignende” robotter – er det afgørende at få styr på de forskellige idealforestillinger, vi kan gøre os om mennesket. Politik er i bund og grund en kamp mellem forskellige menneskeopfattelser, og det er sjældent små detaljer, vi taler om, for der er væsentlig forskel på fortrinsvis at forstå mennesket som et lille, uanseeligt tandhjul i det store samfundsmaskineri, eller at forstå det som skabt med et potentiale, den enkelte – i frihed og under ansvar – kan forsøge at realisere, og som et godt samfund derfor giver plads til.

En vis kontrol med samfundets borgere er naturligvis nødvendig, fordi vi sætter pris på ret og rimelighed. Imidlertid er det ikke tilfældigt, at kineserne har travlt med at dupere os andre med ”menneskelignende” robotter, for det er relativt nemt at få en robot til at ligne det menneskeideal, det kinesiske regime dyrker, det vil sige det veldresserede og uselvstændige menneske. Hermed dog intet sagt om den enkelte kineser.

Det er menneskeligt at forsøge at fremstille robotter, som ”ligner” eller ligefrem ”overgår” os, da ingeniører, computernørder og videnskabsfolk er mennesker, som er båret af menneskelige – irrationelle – lidenskaber.

I ganske samme grad er det menneskeligt at trække på smilebåndet over, hvor fjollet det er at se forholdet mellem maskine og menneske reduceret til en sportsbegivenhed. Fornuftige mennesker regner ikke om kap med deres lommeregner og løber ikke om kap med bilerne.

I et øjebliks kådhed kan vi godt foregive, at vi spiller skak mod computeren Big Blue, det vil sige leve os ind i det sæt spilleregler, maskinen er udviklet til at mestre. Når den så ”vinder”, kan vi føle, at den ”overgår” os. Computeren er imidlertid uden vinder-intentioner, så ”sejren” udtrykker derfor ikke et sandt konkurrenceforhold.

Maskiner er ikke vores kombattanter. De er værktøjer, som vi benytter, fordi vi, modsat maskiner, er intentionelle projektmagere. ”Værktøj” kan ikke gradbøjes: En proptrækker er i ganske samme grad et stykke værktøj som en højteknologisk robot programmeret til ”machine learning” og udstyret med ”kunstig intelligens”.

Forskellen mellem værktøj og værktøjsbruger kan kun tilsyneladende ophæves, for eksempel gennem sjusket sprogbrug. Eller hvis mennesker med forsæt vælger at se andre som skabt til primært at tjene dem.

DEN AMERIKANSKE FORFATTER Henry David Thoreau skrev engang, at ”vi er blevet vores værktøjers værktøjer”. Det var ikke ment som en hyldest til menneskets tilpasningsvillighed. Han siger det med bekymret beklagelse, fordi han forudsætter, at mennesket ikke er skabt til at være hverken sin egen, andres eller maskinernes slave.

”Robot” stammer fra tjekkisk og betyder netop ”slave”. Men her bruges ”slave” selvfølgelig billedligt, idet kun mennesket, skabt til frihed, kan slavebindes. Ser vi robotten som slave, tillægger vi den noget menneskeligt, den ikke har. Robotten keder sig ikke ved samlebåndet, føler sig ikke udnyttet og har ikke glæde af komplimenter. Kritisk tænkning er uden for robottens rækkevidde, da den ikke kan ”befinde sig” i kritiske situationer.

En kritisk situation er værdiladet og forbeholdt mennesket, fordi det er et sårbart væsen, som skal overleve. Det skal robotten ikke. En robot kan ikke risikere livet, og derfor sender vi ”Rullemarie” på banen, når bomber skal demonteres.

Det er tankevækkende at forestille sig, at robotten Jia Jia, der jo bliver fremvist på diverse messer, programsættes til at forlade en messe i noget, der ligner utide, ytrende noget, der til forveksling ligner en spids bemærkning om, at nu er den godt træt af at stå model til denne tingsliggørende parade.

En sådan ”utidig” programmering af Jia Jias adfærd gør ikke robotten et hak mere menneskelig, men den afslører, at der er liv bag programmørens kranieskal, og at han faktisk – selvstændigt – har tænkt over, hvor sammensat og modsætningsfyldt et væsen mennesket er: På den ene side kan vi indordne os og følge en kommandovej, hvis det passer os, eller magt tvinger os. På den anden side nærer vi, som de frie individer, vi hver især potentielt er, en instinktiv uvilje mod at blive reduceret til viljeløse objekter – robotter.

I medierne hører vi igen og igen den påstand fremsat, at vi da ikke kan vide, hvad forskere og ingeniører vil være i stand til at udvikle og producere i nær eller fjern fremtid. Med tanke på menneskelignende robotter er påstanden imidlertid absurd, da det ikke er et spørgsmål om tid, før maskinerne ligner eller overgår os, for de er ikke levende, modsætningsfyldte væsener.

Det væsentlige, det, vi ofte omtaler som ”den menneskelige faktor”, er netop det, vi teknikere bestræber os på at eliminere, når vi konstruerer pålidelige systemer og maskiner.

Denne bestræbelse ophæver naturligvis ikke ”den menneskelige faktor”, men forudsætter den: Kun mennesket kan bestræbe sig på at fremstille pålidelige maskiner, og kun i en menneskelig sammenhæng giver det mening at tale om pålidelige maskiner – maskinerne er ligeglade.