VED MINISTEROVERDRAGELSER hertillands er det blevet kutyme, at der skal tales enten direkte eller indirekte om ydmyghed. At være folkets tjener er et stort privilegium, og det er tidsbegrænset, var der en afgående minister, der grådkvalt fastslog. Jeg går ydmygt til opgaven, konstaterer en anden storsmilende.
Hellere være beskeden blandt ydmyge end dele bytte med hovmodige, står der i Ordsprogenes Bog. Jesus vasker sine disciples fødder ved den sidste nadver, en ydmyg gestus, paven siden har gjort ham efter. Jesus taler også om at være ydmyg af hjertet. Så ydmyghed er i særdeleshed en kristen dyd.
I Charles Dickens’ berømte roman om David Copperfield møder vi karaktererne Micawber og Uriah Heep. Førstnævnte, gift og far til en stor børneflok, gør sig skyldig i det, man på hans tid ville kalde at leve over evne. I dag ville han være kandidat til Luksusfælden.
Til sidst havner han i kløerne på Uriah Heep, der taler om at være David Copperfields ydmyge tjener, om sin ydmyge bolig og ditto fru moder, alt imens han i smug har udnyttet en ældre og drikfældig advokats godhed og overtaget forretningen. Af de to har den karaktersvage Micawber forsonende træk, mens Heep ikke har det. Han er en falsk ydmyg. Og det er noget af det værste, man kan være.
Ligesom Den Gode Bog advarer mod falske profeter, så vogt dig for den falsk ydmyge: Han (eller hun) er mindst ligeså farlig.
Ydmyghed er en af dyderne i digtet ”Psychomachia”, der betyder sjælens kappestrid. Det gode i mennesket, dyderne, er i kamp mod det onde, synderne. Forfatteren Prudentius var romer. Med offentligt embede. Han var trofast imod kejseren. Men han var også kristen, og det er de kristne dyder, han skriver om. Her rider hovmodet højt til hest. I stedet for en sadel har hun, for det er en hun, kastet et løveskind over dens ryg, for at kunne sidde og se hovmodigt ned på sine soldater. Hun er i krig med ydmygheden, en dronning, der har håbet som sin allierede. Ydmygheden gør ikke meget væsen af sig, hvilket får det mere glamourøse hovmod til at håne hende.
SCENARIET MINDER LIDT OM kampen mellem Donald Trump og Hillary Clinton.
”I humbly and gratefully accept your nomination for the presidency of the United States.” Sådan indledte Trump sin tale, da han accepterede nomineringen til at blive republikanernes præsidentkandidat på konventet i juli i år. At være ydmyg er i denne kontekst en frase, en jargon, som stort set alle amerikanere, der er nomineret eller valgt til offentligt embede, betjener sig af. Senere i talen bekræfter Trump da også frasens tomhed ved at erklære: ”Nobody knows the system better than me, which is why I alone can fix it.” Han lover – ene mand – at være de svages stemme, hvis han vinder præsidentvalget.
Hillary Clinton griber bolden, da det er hendes tur til at takke for sin nominering på demokraternes konvent. Hun taler om sin vision for et Amerika, hvor love trumps hate . Næppe et tilfældigt ordspil, hvad meget lidt er i en amerikansk valgkamp.
Og så accepterer hun nomineringen – med ydmyghed. Og beslutsomhed. Hun er bekymret over, at små mænd motiveret af frygt og hovmod kan starte en krig. Igen en ikke synderlig subtil advarsel mod synd og Trump. Her bruges vi og ikke jeg. I Hillary Clintons lejr er vi strong together . Hos Trump er det ham, ikke fællesskabet, der kan klare ærterne. Ydmygt går Hillary Clinton til opgaven. At genrejse Amerika kræver fælles front og fodslag, ligesom it takes a village at opdrage et barn, som belejligt også er titlen på hendes bog om emnet. Clintons tale handler om fællesskaber, om familier, koalitioner og et samlet Amerika. Talen bliver modvægt til Donald Trumps enegængeri og hovmod. Og som sådan en pendant til Prudentius’ epos.
Donald Trumps styrke har været hans ubegrænsede tillid til egne evner for at gøre Amerika stort igen. Han har sagt ting, som hidtil har været uhørt. Ting, der har fået ikke mindst The New Yorker til at skabe en fortælling om en Kong Midas, der bor i sit høje tårn, øverst oppe i Trump Tower, hvor alt angiveligt er belagt med guld.
Men også Hillary Clinton har et anstrøg af Kong Midas over sig. Hun har angiveligt ifølge e-mails, som Wiki-Leaks truer med at frigive, tjent et trecifret millionbeløb på at holde taler for Wall Street, herunder Goldman Sachs. Alle ved, hvordan det gik Midas. På grund af grådighed ønskede han, at alt hvad han rørte ved, blev til guld. Det tog guderne bogstaveligt – hans føde blev til guld i hans mund, så han nær var blevet kvalt. Da Trump kritiserede John McCain og især den døde Gold Star- soldat Humayun Khan, gik han imidlertid for vidt. Også da han nægtede at støtte den nuværende speaker i Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, begyndte han at tabe terræn. At han senere gik ud og talte rosende om både John McCains krigstjeneste og Paul Ryan hjalp ikke meget. At spise humble pie som amerikanerne kalder det, når der skal sluges kameler, er ikke Trumps stærke side. Det sås tydeligt, at han talte fra manuskript. Så ordene kom ikke så nemt til ham, som de ellers gør.
SIDEN HAR HAN VÆRET på charmeoffensiv i Mexico for at gyde olie på oprørte vande. Men hans tale i kølvandet på besøget var en tilbagevenden til tidligere tiders hårde retorik, som han før har haft stor succes med.
Clinton har siden sået tvivl om sin ydmyghed ved at kalde halvdelen af Trump-tilhængerne for en kurv med ynkelige. I deres første direkte debat fremhævede Clinton desuden egne meritter og kom med gentagne hentydninger til modstanderens kontrafaktiske tilgang til tingene ved at opfordre til faktatjek igen og igen. På et tidspunkt anklagede hun direkte Trump for at leve i sin egen virkelighed.
Trumps taktik var at afbryde og være kæphøj. Hans fradragsprocent er nul, fordi han er smart. Desuden er hans dømmekraft og ditto temperament bedre end modkandidatens. Ifølge ham selv. Senest har han dog undskyldt for gamle optagelser af sexistiske ytringer – og det er lidt af en sensation. Medierne har hidtil gjort meget ud at, at Trump aldrig siger undskyld. Skuespiller og republikaner John Wayne må da også have vendt sig i sin grav: ”Never apologize and never explain – it’s a sign of weakness,” som han udtrykte det i en af sine westerns.
Om undskyldningen, som Trump gentog i den anden præsidentdebat, har den ønskede effekt, og Trump ligesom Bill Clinton i sin tid bliver et comeback kid , er svært at vurdere. Selvom amerikanerne elsker en angrende (ydmyg) synder. Fremtrædende republikanere som Arnold Schwarzenegger og John McCain har sat sig på den (seksual)moralske høje hest og trukket deres støtte tilbage. Sidstnævnte, der selv offentligt har kaldt sin hustru både skøge og et meget grimt ord, der begynder med c og slutter på t, skriver på sin hjemmeside, at det er på grund af Trumps demeaning comments about women.
Også Hillary Clinton lufter forargelsen i den anden debat. Hun er ikke tilbageholdende med at opremse modkandidatens uforskammetheder og i samme åndedrag sine egne meritter. Selv da kandidaterne bliver bedt om at sige bare én pæn ting om modstanderen. Det kan hun ikke. Kun om hans børn. Trump kan godt.
Hos Prudentius vinder ydmygheden ellers over hovmodet. Men er det sådan i virkelighedens verden? I den amerikanske præsidentkamp? Og hvem er egentlig den ydmyge her? Det bliver sværere og sværere at svare på.