I FORBINDELSE MED debatten om en ny sundhedsreform har der været fokus på behovet for at øge tilgangen til sygeplejefaget, ikke mindst fordi en analyse fra Dansk Sygeplejeråd har vist, at der i 2025 på landsplan vil mangle cirka 6000 sygeplejersker.
Tendensen i disse år er, at sygeplejerskerne forlader stillinger i det skrantende sundhedsvæsen og søger ind i mere arbejdsmiljøvenlige områder eller fortsætter med en kandidatuddannelse eller tilsvarende for at opnå bedre arbejdsvilkår og en løn, der svarer til indsatsen, eller de vælger jobbet helt fra på grund af den fysiske og/eller psykiske arbejdsbelastning og nedslidning. Aktuelt er der mange ubesatte stillinger, alt imens der fyres sygeplejersker rundt-om i landet for at få de kommunale og regionale budgetter til at hænge sammen. I en analyse fra juni 2018 fremgår det, at 55 procent af ledende sygeplejersker oplever, at der er problemer med at rekruttere og fastholde sygeplejersker på grund af dårlige normeringer.
En af sygeplejerskens store udfordringer er den opsplitning af plejeaktiviteter, der lammer udførelsen af den direkte omsorg og pleje. Der opleves en stadig dybere kløft mellem den personcentrerede og den opgavecentrerede sygepleje, hvilket betyder, at det, som sygeplejersker ikke vil give køb på – relationen og tilliden mellem patient og sygeplejerske – er på spil og giver en følelse af afmægtighed og flugt fra vilkårene.
Både statsministeren og sundhedsministeren har udmeldt, at der skal uddannes flere social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker, hvilket lyder rigtigt og rimeligt, befolkningens demografi og sammensætning taget i betragtning.
Mine overvejelser går derfor på, om jeg efter næsten 50 års erfaring med sygepleje med god samvittighed kan vejlede unge mennesker – herunder egne børnebørn – til at gå ind i sygeplejefaget under de vilkår, der eksisterer i dag. Ud fra drøftelser og diskussioner med sygeplejersker i det kliniske felt og med kolleger i den akademiske del af sygeplejen samt mit kendskab til de vilkårsmæssige forhold er jeg kommet frem til, at svaret må blive nej!
Jeg ønsker ikke at opleve flere unge, idealistiske sygeplejersker blive syge af de barske og urimelige forhold, der eksisterer i det danske sundhedssystem. Der skal foretages væsentlige korrektioner af arbejds- og lønforhold, før jeg igen kan forsvare at være fortaler for den uddannelse, jeg med stolthed har været en del af. Jeg vil forsøge at redegøre for de mest markante faktorer og kræfter, der er med til at nedbryde faget udefra.
For det første drejer det sig om manglende agtelse af et fag, der har menneskets grundlæggende behov i sundhed og sygdom som indsatsområde. I det seneste års uddannelsespolitiske diskurs, herunder udmeldinger fra uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V), er der lagt vægt på at få uddannelsesøgende unge ind i de naturvidenskabelige og teknisk orienterede fag, da det har betydning for fremtidens konkurrence og økonomiske vækst.
De sundhedsfaglige fag har ikke på samme måde haft bevågenhed og slet ikke sygeplejens betydning for borgernes sundhedsfremme, forebyggelse, rehabilitering, behandling og lindring under sygdomsprocesser. Årsagen er formentligt, at fokus her er mennesket fra vugge til grav, hvilket er omkostningstungt og derfor heller ikke har tilsvarende status som jobs inden for teknologi, it, robotudvikling med videre. Tidens trend synes desuden at være rettet mod fag som jura, statskundskab, mediekundskab, journalistik og finans, da det er fag, der giver prestige, god løn, anseelse og økonomisk indsigt med mulighed for ansættelse såvel i de private som i de offentlige sektorer.
Der synes tilmed at være et behov for at skabe et stadigt stigende antal administrativt orienterede stillinger inden for de statslige, regionale og kommunale sundheds- og socialadministrative områder for at kunne kontrollere det omkostningstunge sundhedsvæsens læger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, hvis faglige skøn i forhold til patienternes liv og helbred derved underkendes. Man lukker øjnene for, at de kliniske kerneydelser, som omfatter de indholdsmæssige værdier og metoder, skrumper ind med fare for patientsikkerheden, alt imens meningsløse dokumentationssystemer og kontrolsystemer udvikles og tager magten.
For det andet har der i årevis været en modvilje til at rette op på sygeplejefagets arbejds- og lønvilkår. Af et tidsskrift for sygeplejersker fremgår det ifølge en undersøgelse i 2018, at hver syvende nyuddannede sygeplejerske har været sygemeldt som følge af psykisk hårdt arbejdsmiljø.
Der berettes om stigende vold mod sygeplejersker, og at travlheden visse steder er så stor, at spisepauser og toiletbesøg må undværes. Ledelsen i Dansk Sygeplejeråd udtrykker da også sin bekymring over den rovdrift, man driver på medarbejderne, for eksempel at hver tredje presses til vagter på fridage. Arbejdsmiljøet er så belastet, at den enkelte ikke bliver anerkendt og mister lysten til faget. Fra 2017 er der en beregning, der viser, at sygeplejersker var ude i overarbejde, merarbejde og ekstraarbejde, der svarer til 550 fuldtidsstillinger.
Det lyder som en joke, at man i sundhedsvæsenet får nedbrudt sit helbred. Samtidig er der en vis selvfølgelighed fra samfundsside i forhold til, at basissygeplejersker, trods det store ansvar, der bliver dem pålagt, forbliver i lavtlønsområdet som det kvindefag, det nu engang har oprindelse i. Sygeplejersker har i mange år været trætte af at opleve, hvordan de ved overenskomstforhandlinger gang på gang bliver bedt om løntilbageholdenhed og solidaritet, fordi faget stadig opfattes som en slags kvindekald, hvor lønnen forventes at modtages i himlen.
Når det derimod drejer sig om teknisk-naturvidenskabelige og økonomisk orienterede fag med samme uddannelseslængde, er lønnen langt højere, fordi det at have ansvar for maskiner, teknik og penge honoreres højere end det at have ansvar for syge og sårbare. Det kan derfor ikke undre, at unge, fremsynede sygeplejersker mister troen på egen ekspertise og faglige stolthed og forlader faget.
For det tredje mangler der erkendelse af de uddannelsesmæssige udfordringer. Der er stadig god søgning til sygeplejerskeuddannelsen, da det i befolkningens bevidsthed er et fag omgærdet med respekt, og der er ingen tvivl om, at sygeplejerskeuddannelsen fortsat giver den udøvende kliniker et solidt sundhedsfagligt fundament og rige muligheder. De studerende uddannes under en humanistisk fagetisk ramme og går ind i et af de fag, som befolkningen nærer størst tillid til. Dette hænger sammen med, at omsorg og pleje fortsat er sygeplejens uomtvistelige værdier til trods for, at fagets kerneydelser langsomt, men sikkert drænes af den politiske og administrative rationalitetstænkning, hvor økonomien har forrang for etikken.
Desværre opleves også frafald på uddannelsen – ikke mindst begrundet i de studerendes møde med virkeligheden. Samtidig ses der en strøm af forringelser på professionshøjskolerne i forhold til at skabe rimelige rammer for bacheloruddannelsens indhold. Besparelser har betydet, at der er skåret ind til benet, hvad angår undervisning og vejledning og mødet med de studerende. For at omsorg og sygepleje ikke skal blive et hensygnende fag, bør politikerne her tænke både strategisk, realistisk og humanistisk for at få sygeplejerskenormering og løn rettet op, så de unge gennemfører studiet under vilkår, der får dem til at blive i faget og udvikle det. Kun derved kan de mest syge og sårbare patienter modtage en sygepleje, der tager afsæt i patientens sygepleje og omsorgsbehov og ikke i en administrativ kontroltænkning.