Prøv avisen
Kronik

Opråb: Nedskæring rammer de allermest udsatte børn

Det er stærkt bekymrende, at den socialpædiatriske funktion på børneafdelingen i Skejby nedlægges. Det vil ramme de mest udsatte børn med komplicerede lidelser som følge af omsorgssvigt og overgreb, skriver læge på vegne af Dansk Pædiatrisk Selskab

DANSK PÆDIATRISK SELSKAB (DPS) besluttede i 2006 at gøre socialpædiatrien til et fagområde i pædiatrien med selvstændig fagområdeekspertuddannelse. Dette skete i erkendelse af, at det kræver særlig faglig kompetence at håndtere de alvorlige og komplicerede tilfælde af overgreb og omsorgssvigt hos børn samt følgerne heraf.

Beslutningen var begrundet i den øgede forskningsbaserede viden, der dokumenterer, at overgreb og omsorgssvigt giver øget fysisk og psykisk sygelighed både på kort og længere sigt. De tre universitetshospitaler i Herlev, Aarhus og Odense har gennem flere år haft overlæger med godkendt socialpædiatrisk ekspertuddannelse ansat til varetagelse af denne funktion. I USA, Storbritannien og Finland har de pædiatriske videnskabelige selskaber truffet samme beslutning, og Nordisk Pædiatrisk Selskab besluttede i 2011, at socialpædiatrien skulle være satsområde.

Tidligere blev kun seksuelle overgreb anset for at kræve ekspertviden. Vi ved imidlertid i dag, at alle former for overgreb og omsorgssvigt ofte optræder samlet, og det er mængden af overgreb frem for typen, der er afgørende for senfølgerne. Sundhedsstyrelsen er ansøgt om, at den højt specialiserede funktion skal omfatte alle former for alvorlige og komplicerede tilfælde af overgreb og omsorgssvigt.

Vi ved, at børn udsat for overgreb og omsorgssvigt stadig er stærkt under-diagnosticerede. De seneste tal fra Socialforskningsinstituttet viser, at 10-20 procent af alle danske børn udsættes for fysisk vold, psykisk vold eller seksuelle overgreb. Imidlertid er det kun en meget lille del af disse børn, der diagnosticeres i sundhedsvæsenet. Dette kan skyldes manglende faglig viden og kompetencer, men også berøringsangst blandt de professionelle, således også børnelæger.

ALLE PÆDIATERE HAR en grundviden i socialpædiatri. Behandlingen af hovedparten af lettere former for omsorgssvigt og overgreb kan varetages på et generelt niveau, præcis som det gælder andre fagområder inden for pædiatrien. Men det kræver særlig kompetence at varetage de mere alvorlige, sjældne og komplicerede former. Det gælder børn med mange knoglebrud, udbredte hudblødninger og påført hovedtraume, ”Abusive Head Trauma”, hvor der kan være blødninger i hjerne, øjne og andre organer.

En anden særlig og meget kompliceret socialpædiatrisk udfordring er medicinsk børnemishandling (Medical Child Abuse), tidligere kaldet Münchhausen by proxy. Ved denne tilstand påføres barnet sygdom og/eller symptomer opdigtes, hvilket fører til langvarig sygdom med unødvendige undersøgelser og behandlinger. Forældrene klager og søger bestandigt nye professionelle, der spilles ud mod hinanden. Det kræver stor kompetence at håndtere både barn, familie, professionelle og de tværsektorielle samarbejdspartnere. Mange af de sværere sager ender som politisager, og børnene bliver da set af retsmedicinere, men det er pædiaterne, der ser børnene først og kan vurdere behovet for undersøgelser og behandling.

I dag henviser almen praksis og andre børneafdelinger stadig flere børn med komplicerede funktionelle lidelser, som kan være en følge af overgreb og omsorgssvigt i barndommen, til de børneafdelinger, der har socialpædiatrisk kompetence. Børnene/de unge har ofte langvarigt invaliderende skolefravær på grund af symptomer, som ikke skyldes en egentlig fysisk sygdom, men har symptomer i form af for eksempel smerter, anfald, spiseforstyrrelser, lammelser etcetera.

Med landsdækkende regionale oprettelser af børnehuse er der sket et løft i forhold til den kommunale håndtering af overgrebssager, men børnehusene skal have adgang til blandt andet socialpædiatrisk ekspertise, hvis de skal kunne udføre deres arbejde på den bedst mulige måde. Tværfagligheden og det tværsektorielle samarbejde er således en af grundstenene i barnets reform.

Vurderingen af patienten i samspil med familien som en dynamisk enhed og indflydelsen på udvikling af somatiske og psykosociale symptomer er næsten enestående for pædiatrien. Den socialpædiatriske udredning og behandling af funktionelle lidelser, der kan opstå selvstændigt eller som følge til kronisk somatisk sygdom, kan spare mange sygedage for både børn og voksne i en familie.

VI FINDER DET på denne baggrund problematisk, at en af landets førende universitetsafdelinger har valgt at nedprioritere dette fagområde, hvilket er i kontrast til den forskningsbaserede viden, vi har om overgreb og omsorgssvigts betydning for børns sundhed og udvikling. Ved nedlæggelsen af overlægestillingen kan det ikke forventes, at den socialpædiatriske funktion kan opretholdes.

Ligeledes har socialpædiatrien ingen pendant i voksenmedicinen, og man kan derfor ikke, som for eksempel i kardiologien, trække på ekspertise derfra. Den socialpædiatriske funktion er et vigtigt kerneområde i pædiatrien, som sikrer, at alle børn, som er eller har været udsat for overgreb, får en optimal udredning og behandling.

At spare på behandlingen af børn udsat for overgreb, vold, omsorgssvigt og/eller med funktionelle lidelser er en meget kortsigtet besparelse for både region og kommuner. De syge og udsatte børn forsvinder ikke, men vil blive ved med at komme både i almen praksis og på børneafdelingen. Der vil blot ikke være en højt specialiseret funktion til at hjælpe dem, og de vil ikke få den hjælp, de har behov for, og derfor fortsætte med at være i systemet. En ikke ubetydelig del af disse børn vil få et liv med stor sygelighed og svag tilknytning til uddannelse og arbejdsmarked.

Nedlæggelsen af den højt specialiserede funktion i socialpædiatri i Region Midt vil betyde en bekymrende ulighed i retten til sundhed, da man kan frygte, at nogle af de socialt svagest stillede børn i vores samfund ikke opnår samme adgang til undersøgelse og behandling som andre patientgrupper. Børn, der er syge som følge af overgreb og omsorgssvigt, har endvidere ingen patientforeninger til at varetage deres interesser.

Derudover kan denne nedskæring medføre forringelse i efteruddannelsen af læger i undersøgelse og behandling af den berørte patientgruppe, men også i oplæring af yngre læger i observation af børns generelle psykologiske reaktionsmønstre og påvirkning af familiedynamik i forbindelse med sygdom. Dette vil være en betænkelig forringelse af den pædiatriske speciallægeuddannelse i Region Midt og Nord.

Vi ønsker som fagligt selskab at henlede opmærksomheden på vores store bekymring for, at man med nedlæggelsen af socialpædiatri på Aarhus Universitetshospital berøver en svag børnegruppe deres lige ret til sundhed.

Karin Lassen er overlæge med specialeansvar for socialpædiatri ved H. C. Andersen Børnehospital , Odense Universitetshospital, og formand for det socialpædiatriske Udvalg under Dansk Pædiatrisk Selskab.