Prøv avisen
Kronik

Opstandelsen er altafgørende

Foto: Privatfoto

Vi må aldrig smyge os uden om, at i samtlige tidligt kristne tekster er der fuldstændig klarhed om opstandelsens konkrete form og betydning, både Jesu opstandelse på tredjedagen efter hans død og de Kristus-troendes egen, fremtidige opstandelse

OPSTANDELSEN ER ALTAFGØRENDE. Det budskab kan ikke komme bag på nogen her ved påsketide. Og det gælder både Jesu opstandelse på tredjedagen og de dødes opstandelse i en uvis fremtid.

Sådan må det være i lyset af de tidligste kristne tekster, for eksempel Paulus i Første Korintherbrev kapitel 15. At Jesus stod op fra de døde, er stensikkert for Paulus (15, 12-19). Og at de Kristus-troende engang i fremtiden skal stå op med en ”pneumatisk”, det vil sige ”åndelig”, krop, er lige så sikkert (15, 35-57). Deri består deres frelse.

Men hvad skal vi selv stille op med sådan en tanke? Det har man diskuteret i dansk teologi fra P.G. Lindhardt (1952) over Thorkild Grosbølls ”En sten i skoen” (2003) og videre frem. Og er det i øvrigt ikke også en helt anden idé, man møder i et andet tidligt kristent skrift, Johannesevangeliet? Her har forskerne siden midten af det 20. århundrede fundet en såkaldt realiseret eskatologi. Frelsen er ikke ”eskatologisk” i fremtidig forstand, men kan være ”realiseret” allerede i nutiden. Hertil kræves der blot tro på Jesus Kristus, Guds Søn og så videre. Så er man allerede ”opstanden” og frelst.

Tanken om en realiseret eskatologi blev formuleret af den engelske ekseget C.H. Dodd. Og hans tyske kollega Rudolf Bultmann var så enig, at han ligefrem omtolkede ”eskatologi” (læren om ”endetiden”) til i virkeligheden kun at dække nutiden. Ethvert øjeblik i nutiden, hvor et menneske besluttede sig for at tro, var et ”eskatologisk” nu!

Har de to lærde og deres utallige efterfølgere så ret? Går Johannesevangeliet virkelig sine helt egne veje på dette punkt? Jeg er selv nået frem til at svare nej. Johannesevangeliet er fuldstændig på bølgelængde med resten af Det Nye Testamente. Ja, endnu mere: Jesu egen opstandelse på tredjedagen er hos Johannes det helt afgørende omdrejningspunkt for menneskenes frelse. Først ved at tro på den, (og det kan først ske efter opstandelsen), får menneskene mulighed for selv at nå frem til en tilsvarende opstandelse til evigt liv – ud i fremtiden.

Jeg har fremlagt min læsning i to nye bøger (2017): ”Johannesevangeliets klarhed. En læsning for præster og andre nysgerrige” (Eksistensen) og ”John and Philosophy. A New Reading of the Fourth Gospel” (Oxford University Press). Jeg skitserer først nogle hovedpunkter i argumentationen. Til sidst må vi spørge, hvad vi så selv skal mene. Den realiserede eskatologi var jo netop noget, vi kunne bruge. Men hvad så nu? Det er et rigtig godt spørgsmål. Men vi må ikke benægte fakta: Johannes var helt enig med Paulus og de andre.

”SANDELIG, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve.” (Joh. 5, 24-25, mine fremhævninger). Kan noget være mere realiseret end dette? Desværre ja, for i evangeliefortællingens egen tid (kald den ”tid 1”) er der ikke er nogen som helst, der hører og tror på Jesus på den måde, han forudsætter, og dermed heller ingen, der allerede har det evige liv. De skulle gøre det, men gør det ikke.

For at forstå dette må man vide, at der er en afgørende forskel mellem Jesus og dem, han taler til i evangeliet (i tid 1). Jesus har ”ånden”, pneumaen, som han har modtaget direkte fra Gud i en veritabel ”åndsdåb” helt fra starten (1, 29-34). I sit jordeliv er Jesus en bærer af denne pneuma, som virker i hans stemme og dermed kalder dem, han møder, til tro på ham. Men denne tro er kun foreløbig, for den rummer endnu ikke troen på Jesu opstandelse. At han er for eksempel ”Kristus” eller ”den, der skal komme”, er der mange, der kan forstå, men selv ikke disciplene forstår det afgørende, før det er sket: ”Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden (nemlig i åndsdåben, red.); jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen (nemlig i opstandelsen, red.)” (16, 28; mine fremhævninger).

Hverken Martha (11, 27), Peter (6, 69) eller nogen anden forstår, hvem Jesus dybest set er, sådan som det netop vises i hans opstandelse. Først den vantro Thomas gør det til allersidst (20, 28), men det er jo også efter opstandelsen, og efter at disciplene selv (20, 22) har modtaget den pneuma, som indtil da kun var til stede på jorden i Jesus (7, 37-39).

Kort sagt: I tid 1 er pneumaen kun til stede i Jesus – men det er så også tilstrækkeligt til, at Jesus kan sige, at ”den, der hører mit ord og så videre, har evigt liv”. Hvad det betyder, er dette: De skulle have hørt, hvad han havde. Så ville de have evigt liv.

Så vidt om tid 1. I ”tid 2”, det vil sige menighedens tid efter Jesu død og opstandelse, får de Kristus-troende så mulighed for at modtage pneumaen, ”Helligånden”, som Jesus stiller disciplene i udsigt i sin afskedstale (kapitel 13-17). Det sker i dåben (kapitel 3) eller i nadveren (kapitel 6). Så kan de endelig få den fulde tro på Jesus som Guds ”enbårne” søn, der både er kommet fra Gud (ved at få pneumaen) og i opstandelsen vendt tilbage til Gud (ved pneumaens kraft). Men har de så også allerede evigt liv? Er de allerede frelst? Er ”eskatologien” allerede ”realiseret”?

Nej, for Johannesevangeliet opererer også umisforståeligt med en fremtidig dommens dag (”tid 3”). I afskedstalen siger Jesus (14, 2-3; mine fremhævninger): ”I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort (nemlig i opstandelsen, red.) for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.”

Dette handler om Jesu sandt ”eskatologiske”, det vil sige fremtidige, genkomst. Læs for eksempel derom hos Paulus i 1. Thes. 4, 13-18. Her skildres de Kristus-troendes bogstavelige opstandelse til himmels, hvor ”vi altid (skal) være sammen med Herren”. (4, 17).

Pointen er denne: Hvis man holder sig forskellene mellem de tre tider, 1-3, klare hele vejen igennem, vil man se, at Johannesevangeliets eskatologi er nøjagtig den samme som den, man finder hos Paulus. Det er rigtigt, at Jesus sagde, at hvis man hører ham og så videre, så har man evigt liv. Det var der blot ingen, der gjorde i tid 1. Den tro kan man derimod godt have i tid 2. Og dér kan man også godt sige, at de fuldt Kristus-troende, som har fået pneumaen, dermed også ”har evigt liv”. Men det er stadig kun noget foreløbigt – nøjagtigt ligesom Paulus også kan tale om, at man får pneumaen som en ”pant” på noget fremtidigt (for eksempel 2. Kor. 1, 22).

NUVEL, hvis Johannesevangeliet er helt enigt med Paulus vedrørende opstandelsen – både Jesu opstandelse og de Kristus-troendes fremtidige opstandelse – hvad skal vi så selv sige? For ingen af delene kan vi dog tro på i den forstand.

Rudolf Bultmann tog i sin tid tyrene ved hornene i sit afmytologiseringsprojekt. Men hvis vi ikke kan følge ham i hans særlige, eksistentialistiske udlægning, hvad så? Svar: Her er vi på Herrens mark. Her må vi selv forsøge at finde alternative fortolkninger (hvad jo også Bultmann forsøgte), som både fastholder opstandelsestankens radikalitet og også gør den til mere end et kors for tanken.

Men – og det er min hovedpointe: Vi må aldrig smyge os uden om, at i samtlige tidligt kristne tekster, inklusive Johannesevangeliet, er der fuldstændig klarhed om opstandelsens konkrete form og betydning, både Jesu opstandelse på tredjedagen efter hans død og de Kristus-troendes egen, fremtidige opstandelse. Glædelig påske.