Vi skal tale mere konkret om opstandelsen, lyder det Gud ske lov fra flere og flere præster og teologer. Og fra lægfolk ikke mindst. Efterhånden er det jo blevet sådan, at det er fra samvittighedsfulde lægfolk i folkekirken, man hører den klareste evangeliske tale. Mere end det er fra præsterne. Tankevækkende nok!
Johannes Møllehave fortalte i forbindelse med udgivelsen af den udmærkede bog Det ender godt, at det blandt hans generation af teologer har været på mode at sovse opstandelsen ind i lutter symbolik, billedtale og litteratur. Så kan det godt være, nogle flere af de veluddannede nikkede indforstået til hinanden. Men den øvrige menighed og det vil sige de fleste lod det fuldkommen kold.
Men mesteren og ekvilibristen i billedtale og litteraturbrug over dem alle, Johannes Møllehave, mente altså, at tiden nu var inde til at tale mere konkret om opstandelsen. Og man har vel lov til at forestille sig, at Møllehaves livtag med alvorlig sygdom og angst i mellemtiden havde medvirket til denne befriende afklaring.
Det er i øvrigt ikke sjældent, at personlig sygdom eller anden modgang skærper menneskers sans for, hvad der er vigtigst og mest betydningsfuldt i livet. Og dermed også, hvad der er evangeliets kernesag: Jesu Kristi legemlige, kødelige, konkrete opstandelse fra de døde.
Det kan man i det mindste tage og føle på. I stedet for luftige litteraturspøgelser eller lutter symboliksnak, der intet som helst evangelisk forløser, fordi de skal dække over en rådvild tvivl og manglende mod til at tro det utrolige, der trodser almindelig menneskelig fornuft. Det er menneskelig afmagt, der kommer til udtryk i al denne symbolske og litterære dansen om den varme grød. Den uddyber den og cementerer den udstiller den. Og som i kviksand synker den bare mere og mere ned i sin egen afmagt.
LÆS OGSÅ: At følge Jesu fodspor i sneen
Påskemorgen er fejring af Guds almagt i den korsfæstede og opstandne Kristus. Det er en fejring af Guds barmhjertige tilgivelse, nåde og det evige liv. Skjult til stede i Jesu Kristi lidelse, død og opstandelse for den tøvende og henholdende menneskefornuft, der straks må besværge sig selv og alle nagelfaste lovmæssigheder, for ikke at miste fodfæstet i den verden, som det selv har skabt.
Med Kristi korsfæstelse langfredag gik den selvlavede menneskeverden under. Alle menneskelige veje til Gud kom til sin absolutte grænse. Ellers ville Kristi korsfæstelse være unødvendig. Intet menneske med sin sansers fulde brug var kommet på den besynderlige idé, at Guds søn skulle lide, korsfæstes og dø. Underligt klædt i kød og blod. En dyb, dyb forargelse, der tilintetgør ethvert menneskeligt forsøg på at forstå. Her udtømmes al menneskelig fantasifuldhed i forsøget på at begribe og forstå den treenige Gud.
Som korset bygger bro mellem himmel og jord, mellem Gud og menneske på samme måde bygger troen bro mellem langfredag og påskemorgen. Fortvivl ikke, tro kun!
Kvinderne var på vej til graven for at salve det livløse lig med urter og skifte ligklædet ud med et nyt. De ventede at se et lig, selvom Jesus havde sagt, han ville opstå fra de døde. Hvad de fleste, herunder også disciplene, sandsynligvis blot antog var billedtale. En symbolsk måde at forklare for fornuften, hvad den uomgængelige død ville betyde for dette usædvanlige menneske, Jesus fra Nazaret.
Ja, ja, han opstod i troen hos kvinderne og hos disciplene, siger de kloge teologiprofessorer fra Aarhus Universitet og omegn. Disciplene har stjålet liget, sagde ypperstepræstens tjener.
Det er digt, og vi digter videre. Også når vi som Kristi kirke på jorden begraver vore kære, kaster jord på dem og siger nogle uforståelige, utrolige ord om, at af jord skal du igen opstå!.
Det er et rodskud af den menneskelige indbildningskraft. Ikke af Isajs stub. Det er finkultur oven på dødens brutale virkelighed. Det er nødvendig fortryllelse af den ellers illusionsløse og derfor modløse menneskelige ånd, der i desperat famlen tøver med at gribe om både sit eget og andres forgængelige legeme, men klamrer sig febrilsk til søde, luftige ord. Menneskeord, smukke ord afmægtige ord, intetsigende ord.
Jo mere vi mennesker af mangfoldige grunde ikke kan få os selv til at opgive vores eget og vores egen fornuft, men tværtimod i gudskænket tro tage imod den korsfæstede og opstandne Kristus desto mere placerer vi vores egen menneskelige digtekunst, poesi, litteratur, fantasi, indbildningskraft og kreativitet i centrum og gør det til vores evangelium.
Så er det vores egen fantasi, vi hylder. Så er det mennesket, vi fejrer. Os selv. Og det kunne ligne os. For det er akkurat en af syndens fremmeste kendetegn: hele tiden og uafbrudt at skyde os selv ind og gøre os brede og selvmægtige.
Så man kan ikke forestille sig noget mere konkret, end at Gud selv, i kærlighed og barmhjertighed til os, sine elskede børn, blev både korsfæstet på sin krop og sjæl og opstod fra døden i sin krop og sjæl. En legemlig, kødelig, mærkbar, sanselig, synlig, virkelig opstandelse. Ikke et vidtløftigt gespenst, der alene smigrende indtog en kælen og forfængelig menneskelig ånd.
Men en krop og et par åbne arme, der, som vores egne elskede, kommer os i møde og slår armene omkring vores krop og varmer vores sjæl. For den opstandne Kristus først hos disciplene dengang, senere for os i dåbens tre våde kys af Guds egen mund, i nadverens legeme og blod som et pant på vores egen legemlige opstandelse og endelig som tre håndfuld jord, af hvilke Gud igen vil blæse sin livsånde ind i os og lade os opstå til det evige liv. Helt konkret.
Hos både den korsfæstede og nu opstandne Kristus er Gud helt til stede som et levende ord, der skaber, hvad det nævner. Ligesom på skabelsens første dage, hvor Gud talte, og verden blev til. Guds ånd iklædt kød og blod, så den ikke blot svæver over vandene, men gør sig til støv og ånd på én gang for indefra at sprænge verdens og menneskelivets begrænsninger: synden, døden og fortabelsen.
Kristi legemlige opstandelse fra den legemlige såvel som åndelige død er Guds nyskabende ord, der bryder sig vej ind i de kolde og forhærdede hjerter. Hjertet sætter sig til modværge med sin nøjeregnende fornuft, møjsommeligt erhvervet og tilegnet ved stejle erfaringer og nedstøbt i hård beton. På engelsk: concret altså konkret!
Men når så Kristus som en opgående sol stander stille på livets kyst (Jakob Knudsen) og fejer al kulde og alle dødsskygger bort, så overgiver hjertet sig i tro, håb og kærlighed og bliver som nyskabt. Ikke ved desperate menneskeord eller livlig menneskelig fantasi. Men ved Guds levende og konkrete ord i Jesus fra Nazaret, den opstandne Herre og Frelser.
Og så bryder til gengæld hjertet ud i fryderåb og lovsang. Som genklange af himmelsk glæde og fryd. Så digter menneskeånden på livet løs i bogstavelig forstand. Så fortrylles det menneskelige øje, så det både ser og oplever alting på ny og digter, poetiserer, musicerer, synger, arbejder, elsker, tilgiver ja: lever og dør i troen på den korsfæstede og opstandne Kristus.
Således kan vi nu også i dag synge og fryde os. Og glædes helt ind i sjæl, sind og krop. Fordi Gud har besøgt sit folk. Vi fejrer Guds barmhjertighed og nåde. Ikke mennesket eller os selv! Det er Guds bedrift og Guds kærlighed, vi lovsynger. Til Guds ære! Og os til evig tro, håb og kærlighed.
Rigtig glædelig påske!
Henrik Bang-Møller er sognepræst i Skagen