De folkekirkelige organisationers rolle i fremtidens folkekirke har ikke fyldt ret meget i den aktuelle debat om folkekirkens struktur. Organisationerne selv har svært ved at få taget hul på debatten. De færreste folkekirkelige organisationer har tradition for at markere sig med bestemte holdninger til stat-kirke, sognestruktur eller folkekirkens økonomi.
Da Folkekirkelige Organisationers Fællesudvalg (FKOF) i efteråret 2003 sendte et spørgeskema ud til sine knap 50 medlemsorganisationer om emnet, kom der kun få svar. Og af dem, der svarede, var det igen kun få organisationer, der i det hele taget beskæftigede sig med spørgsmålet på bestyrelsesniveau.
Også på FKOF's seneste årsmøde, hvor emnet blev taget op, var der røster, der udtrykte nervøsitet for at blive taget til indtægt kirkepolitisk. Forståeligt nok, for de fleste af organisationerne er jo samlet om en konkret opgave inden for diakoni, mission, børn- og unge osv. Stærke kirkepolitiske udmeldinger kunne skabe splittelse og skade det primære formål.
Alligevel er der næppe nogen vej uden om, at organisationerne begynder at drøfte, hvilke konsekvenser forskellige scenarier kan have for deres arbejde og rolle i fremtiden. Uanset om man selv ønsker at være aktør i debatten, er man nødt til at forberede sig, hvis ikke man vil risikere at miste mulighederne for selv at være med til at definere sin rolle.
I et par generationer har organisationernes interesse primært været at blive accepteret som en integreret del i den folkekirkelige helhed over for en officiel kirke, der markerede den totale adskillelse mellem officielt og frivilligt. Det har kostet hårdt slid og mange kampe at nå et stykke ad den vej.
Anerkendelsen af sognemedhjælperne som folkekirkelig stillingskategori er et symbol på denne udvikling. Menighedsrådenes rådighedsbeløb og dettes anvendelsesområde har udviklet sig gennem årene, og senest har loven om rammebevilling til menighedsrådenes driftsbudgetter skabt større muligheder for at prioritere det frivillige arbejde højere, i hvert fald lokalt.
Der er imidlertid andre tendenser, der kan påvirke det frivillige arbejde og de folkekirkelige organisationers situation i negativ retning. Trods frivillighedscharter og andre store officielle ord om det frivillige arbejdes betydning, ser vi i disse år flere og flere tegn på en mangel på forståelse for og anerkendelse af det frivillige arbejde generelt, og for de kirkelige organisationers arbejde.
Sagen om portostøtten er et godt eksempel. Det økonomiske tab er slemt nok for alle de berørte, men for de kirkelige og religiøse organisationer var det chokerende i første omgang at blive negativlistet i forhold til at søge kompensation. Negativlistningen blev kun frafaldet efter en målbevidst indsats fra ISOBRO og FKOF, og den afslørede en opfattelse blandt politikere og embedsmænd af, at de kirkelige og religiøse organisationer er andenrangs - uden for det gode selskab af folkeoplysende og almennyttige organisationer, som de hidtil har været betragtet som en naturlig del af.
Helt absurd blev det så, at fordelingsudvalget vedrørende kompensationspuljen fortsatte ved at afvise flere frivillige folkekirkelige organisationer uden nogen form for stats- eller folkekirketilskud med den morsomme begrundelse, at der er tale om statsinstititutioner eller noget, der kan sidestilles hermed.
I det hele taget sker der for tiden en udvikling i hele religionsdebatten. Vi er jo både en del af en europæisk sammenhæng med andre traditioner end vore egne, f.eks. for at kirkernes diakonale arbejde udgør en langt større del af den samlede socialforsorg end i Danmark. Til gengæld er det ofte organiseret direkte som en del af kirkeinstitutionens virke og ikke i frie organisationer som i Danmark. Vi er også en del af en global sammenhæng, hvor religiøse fundamentalister sætter en dagsorden, der skaber frygt for samfund byggende på religiøs lovgivning.
De frivillige folkekirkelige organisationer har indtil nu ikke haft et større ydre pres for at definere, hvad de mener med deres religiøse status og deres forankring i folkekirken. Er de diakonale organisationers og institutioners virksomhed religiøs virksomhed eller ikke? Risikerer vi at ende i et religionsbegreb, der er så snævert, at det minder om det sovjetiske? Eller risikerer vi omvendt at ende i en situation, hvor religion og argumenter omkring religionsfrihed bliver brugt til at friholde religiøse organisationers sociale og undervisningsmæssige arbejde fra almindelige regler og standarder? Der er ikke nogen enkel løsning; men det er organisationernes ansvar at udvikle deres tænkning omkring disse spørgsmål, hvis de vil undgå, at det bliver helt fremmede præmisser, der kommer til at styre myndigheders og politikeres syn på dem.
De folkekirkelige organisationer har noget at byde på i fremtidens folkekirke, uanset hvordan dens forhold til staten måtte være. Et af problemerne i den nuværende struktur - som forøges med den nuværende kirkeministers udspil - er, at der ikke er nogen ressourcer af betydning på stifts- og landsniveau til at arbejde med de store fælles udfordringer, som alle erkender er der: folkekirken og religionsmødet, undervisningsopgaver, en fælles folkekirkelig hjemmeside.
Man kan forestille sig flere scenarier for en udvikling. Et kunne være en kirkestruktur med kirkeråd og stiftsråd med et ambitionsniveau om, at alle opgaver skal og kan løses af officielle instanser. Det er lidt den svenske model, jeg tænker på, som jo f.eks. har gjort både mission, diakoni og nødhjælp til officielle instanser og oprettet mange forskellige konsulentstillinger og udvalg.
Positivt ville det indebære, at de fælles arbejdsområder ville blive en del af den officielle kirkelige opgaveprioritering. Men bagsiderne er flere: risiko for, at det frivillige engagement visner bort og arbejdet alene kommer til at hvile på lønnede medarbejdere. Sårbarhed for enkeltområderne, når der prioriteres økonomisk og ressourcemæssigt "fra oven". Mangel på det kreative anarki og den mulighed for kritisk korrigering i forhold til "det officielle", som findes i de folkekirkelige organisationer.
Det modsatte scenarie er - i forlængelse af kirkeministerens decentraliseringsudspil og endnu mere radikalt i Bjerg/Steffensens ønske om at nedlægge folkekirken og erstatte den med valgmenigheder - er den helt minimalistiske, hvor der ikke er nogen overbygning over enkeltmenighederne.
Et tredje mere konstruktivt scenarie ville imidlertid også være muligt. Hvis vi får udviklet stifter og provstier til reelle arbejdsfællesskaber og får en egentlig demokratisk funderet styring af den fælles økonomi. Men det forudsætter, at man ikke tænker økonomistyring og ledelse institutionelt og hierarkisk, men mere mål- og opgaveorienteret.
I en sådan model tror jeg, at der er muligheder for at etablere et samspil mellem organisationerne og stifter/provstier, der kan være til gavn for begge parter. Naturligvis vil der stadig være lige så meget samspil mellem organisationerne og de lokale menigheder som nu, men på stifts-, provsti- og landsplan vil muligheden være, at man fra de officielle organer ikke først og fremmest tænker i opbygning af strukturer, men i løsning af vigtige opgaver.
Det kræver selvfølgelig økonomi, men det vil blive langt billigere og langt mere fleksibelt for stifterne end at opbygge egne funktioner. Stifterne kunne have en konsulenttjeneste på liv og vækst, som et langt stykke af vejen består i medarbejdere fra organisationerne, og man kan trække på dem til udviklingsarbejde af forskellig art.
Organisationerne vil på den måde måske skulle vænne sig til at sætte en større del af deres ressourcer i kirkeinstitutionens tjeneste, men til gengæld kommer deres arbejdsområder mere direkte og slagkraftigt på kirkens dagsorden. Det kan være sundt at se det overordnede perspektiv som løsning af den opgave, der ligger i organisationens formål mere end at opretholde selve organisationen for enhver pris.
Kaj Bollmann er generalsekretær i Kirkefondet og formand for Folkekirkelige Organisationers Fællesudvalg