HVORFOR ER ORGLET den primære musikalske ledsagelse i folkekirken? Er det ikke et håbløst forældet instrument, der trænger til at blive skiftet ud med noget langt mere tidssvarende og behageligt for ørerne?
Jeg synes, man jævnligt hører sådanne forbehold over for orglet som kirkens instrument som det just nævnte. Det er ligesom den gamle onkel, som man måske nok tåler, fordi han bare altid har hørt til familien, men som man egentlig helst ville være fri for, fordi stemningen til familiesammenkomsterne ville blive meget bedre, hvis han besluttede sig for at udeblive.
Det følgende er en stille hyldest til den gamle onkel, der ofte tales dårligt om i krogene: orglet. Og derfor er det også et forsvar for, at det skal forblive i vores kirker. Fordi orglet kan noget helt særligt, som der er flere grunde til at bevare.
Orglet er ikke som de fleste andre instrumenter. Hvor mange andre instrumenter frembringer lyd ved et anslag eller en anden form for modstandsgivende handling, fungerer orglet snarere omvendt. For hvor de fleste andre instrumenter – såsom klaver, guitar og blæseinstrumenter – ikke rummer nogen ”kraft”, før et menneske gør noget med dem, så er orglet fyldt med mulighed, allerede inden organisten trykker på tangenterne. For lyden i et orgel frembringes af et lufttryk, der kun venter på at blive sat fri gennem orgelpiberne.
Organisten har dermed som musikant i højere grad en passiv end en aktiv funktion i forhold til orglets frembringelse af lyd. Han eller hun skal blot åbne for noget allerede tilstedeværende. Samtidig kan den lyd, han eller hun åbner for, blive ved med at give lyd i en uendelighed, hvis blot man holder strømmen åben.
Det er en særlig oplevelse at blive mødt af orglets lyd og den måde, orglet kommer til orde på i kirkens rum. Jeg har selv et par gange oplevet, hvordan et præludium eller et postludium fungerer, når det spilles på et klaver. Og det er bare ikke det samme som et orgel. Det fylder ikke rummet ud på samme måde. Dette er ikke en kritik af brugen af klaver i kirken. Men jeg har oplevet en forskel i instrumenternes potentiale, og jeg ønsker her at gøre opmærksom på nogle af orglets klare styrker.
Netop i kraft af orglets luftbårne og vedholdende frembringelse af lyd har det en helt anden og bedre evne til stemningsmæssigt at udfylde et rum. Fordi det ikke er et instrument, der er anslagspræget, sådan som klaveret er, har det evnen til (rent fysisk) fuldkommen at omslutte menigheden, der er til stede i kirken, og bruse hele vejen rundt omkring dem.
På samme måde som vand fylder enhver krog ud, når det oversvømmer en dal, sådan omslutter orglets lyd fuldstændigt det rum, det frembringes i, fra gulv til loft, fra øregang til øregang. Og det er med til at gøre orglet til en fantastisk stemningsskaber og noget, der i en anden forstand end mange andre instrumenter kan løfte et rum, i kraft af sin lyd.
Det, man kan mærke som det ganske særlige ved orglet, er, at det er et instrument med et åndedrag. Hvis jeg skal sige det lidt håndfast, så er orglet et åndsinstrument, hvor de fleste andre instrumenter er kampinstrumenter, fordi de frembringer lyd ved samme grundlæggende mekanisme som trommen, der kalder ud til kamp eller anslår marchens takt: ved anslaget.
De andre instrumenter, der er tættest i familie med orglet, er blæseinstrumenter såsom basun eller trompet, eller strygere såsom violin og cello. Det er da også min klare fornemmelse, at netop strygere og blæsere er de mest velegnede til at ledsage den kirkelige musik, der har sit udspring i det brusende orgel.
Orglets lyd er ren luft. Det kommer som et vindpust. Derfor kan vi sige, at orglet er ånde-ligt. Og derfor er det i familie med den selvsamme menighedssang, som det er bestemt til at skulle støtte og styrke. Og det mener jeg, at man kan mærke.
Ja, i selve ordet ”orgel” aner vi instrumentets ånde-lighed. Orgel kommer af det latinske organa, det samme ord, der bruges om menneskets vitale indre dele, organerne, der slet og ret betyder ”instrumenter” eller ”redskaber”.
Ikke bare er orglet altså i kraft af sit navn en slags urinstrument; det har også en nær forbindelse til den menneskelige organisme. Orlget har forbindelse til det organiske, det levende og åndfulde – i familie med det selvsamme menneske, som Gud blæste sin egen livsånde ind i.
Derfor er der masser af teologi i orglet som instrument: Det instrument, der skal skabe den lydlige ramme for gudstjenester og kirkelige handlinger skal selvfølgelig gerne være Helligåndens redskab. Og det er orglet i kraft af sin blotte mekanik og sin fremtræden, den måde, hvorpå det viser sig for os. Med andre ord er orglet i sin essens med til at forkynde kristendom i kirken.
For netop i kraft af sin opbygning er orglet et udtryk for en allerede tilstedeværende ånd, der blot venter på at blive sat fri og skænke luft og lyd til den menighed, der lægger øre til evangeliet. Og smukkere kan det næsten ikke være, at det instrument, der skal ledsage menighedssangen, i selve sit væsen giver indtryk af en blæsende og brusende ånd, der drøner ned over menigheden. Det er, som var vi vidner til vores helt eget pinseunder, hver eneste gang vi er forsamlet i kirken.
Det er den oplevelse, orglet giver. At det er et ganske særligt instrument, der skaber en helt bestemt virkelighed i kraft af sin opbygning og sin væren i verden. Det er et instrument, som fylder alt ud, som går i samklang med det menneskelige åndedrag, og som lader mennesket forblive i en nådefuld passivitet snarere end en kampklar aktivitet.
Kort sagt: Orglet er et åndeligt instrument.