Orwells opgør med utopien

»Når jeg sætter mig ned for at skrive en bog, siger jeg ikke til mig selv: ÔJeg vil frembringe et kunstværk.' Jeg skriver den, fordi der er en eller anden løgn, jeg vil afsløre, en eller anden kendsgerning jeg vil gøre opmærksom på, og det, der først og fremmest ligger mig på sinde, er at vinde gehør.« Ordene er George Orwells, og de stammer fra hans essay »Why I Write« fra 1946. Omtrent samtidig med at han gjorde sig disse overvejelser over, hvorfor han skrev, begyndte han arbejdet på den bog, der skulle blive hans mest berømte og mest indflydelsesrige: »1984«. Og med »1984« havde Orwell da også et klart politisk ærinde, en løgn han ville afsløre. I fremtidsromanens form beskrev han tidens totalitære tendenser, som de manifesterede sig i både fascismen og kommunismen, ført ud i deres yderste konsekvens. Han vendte vrangen ud på ideologierne og viste, hvordan utopien kan blive til mareridt, hvordan drømmen om det fuldkomne samfund kan slå over i terrorstaten, hvor Big Brother is watching you, hvor folk kan overvåges helt ind i sjælen, og individet er reduceret til genstand for statens manipulation. tv-overvågning, registrering, adfærdsregulering, magtmisbrug, den sociale polarisering og så videre. Man læser næsten bogen med en uhyggelig følelse af, at den er mere realistisk end fantastisk. Kan man huske 1960'erne og -70'erne, hvor ideologiseringen og politiseringen herhjemme var på sit højeste, vil absurditeterne og manipulationen i Orwells bog forekomme genkendelige. Og kan man bare huske lidt mere end 10 år tilbage, hvor Orwells bøger hørte til den forbudte undergrundslitteratur i Østeuropa, er det slående, hvor præcist han kunne beskrive virkeligheden bag jerntæppet uden nogensinde selv at have været der. »Selv de, der kun kender Orwell af omtale, er forbløffede over, at en forfatter, der aldrig har boet i Rusland, skulle have så klar indsigt i livet der«, konstaterede den polske eksilforfatter Czeslav Milosz. »1984« kategoriseres ofte som en science fiction-roman, men bogen er ikke af den slags, der svælger i futuristiske teknologiske frembringelser. Den var ment som en advarsel mere end en profeti. Orwell ville først og fremmest afdække de politiske faresignaler i samtiden, ikke komme med eksotiske forudsigelser om fremtiden. Han henlagde handlingen til England anno 1984 for, som han sagde, at vise, at en totalitær stat lige så vel kunne opstå her som ethvert andet sted. Airstrip One kaldte han dette land, der beskrives som et trøstesløst samfund, præget af forfald, konstante strømafbrydelser, mangel på alt fra barberblade til kaffe, og hvor befolkningen holdes i et jerngreb af Partiet og dets allestedsnærværende (men fiktive) leder Big Brother. Romanens helt eller antihelt (som plages af mavesår og åreknuder) er Winston Smith, der forsøger et ensomt oprør mod overmagten. Det heroiske i dette oprør består i, at han vælger at være individ i en stat, der ikke tolererer nogen form for individualitet, han vælger at være tro mod sig selv fremfor Big Brother. Men det er et oprør, der på forhånd er dømt til at fejle. Winston Smith gør sig skyldig i en såkaldt tankeforbrydelse og erkender straks, at han før eller siden vil blive tilintetgjort af staten. Herfra arbejder romanen sig frem mod Winstons undergang, der går over tortur og genopdragelse til hans totale accept af Big Brother og hans eget endeligt. Der er ikke mange forsonende træk ved »1984«, men dog enkelte sprækker af humanisme - som Winstons kærlighed til Julia, ærligheden og anstændigheden, som stadig uventet kan åbenbare sig blandt samfundets proletarer, og Winstons drømme og erindringsglimt fra en barndom i en anden verden. Ellers henlever folk i en erindringsløs, visionsløs tilstand, henvist til Partiets seneste paroler og historien, som konstant skrives om. Et emne, der optager Orwell særligt i bogen, er sproget. Det er en pointe hos ham, at ensretningen af masserne sker via en forsimpling og korrumpering af sproget. Partiet i den totalitære stat har indført det såkaldte Nysprog (Newspeak), et mekanisk abracadabra, der er ude af stand til at udtrykke tilværelsens mere subtile nuancer, men til gengæld velegnet til propagandaformål. Ideen bag Nysprog er, at når den sproglige formåen reduceres, indskrænkes også evnen til at tænke frit og dermed blive i stand til at gøre oprør. Korrumperingen af sproget går så vidt, at krig ændrer betydning til fred, frihed bliver til slaveri, og Ministeriet for Kærlighed er stedet, hvor Winston tortureres. (Hvis man ønsker paralleller til denne sprogforfalskning fra den virkelige verden, kan man for eksempel tænke på de diktaturstater, der ynder at benævne sig »folkedemokratier«.) Sprog og moral var for Orwell nært forbundne størrelser. Sproget skulle være klart som en vinduesrude, sagde han, ikke forplumre, forvrænge eller forskønne den virkelighed, det beskriver. »Politisk sprog«, skrev han i sit essay »Politics and the English Language« fra 1946, »er skabt til at få løgne til at lyde sandfærdige og mord som respektabelt og til at give indtryk af soliditet til den rene luft.« »Det er en fremragende bog, men jeg beder til, at jeg må forskånes for i fremtiden at læse én, der ligner den.« Da Orwell i 1933 udsendte sin første bog, gjorde han det under pseudonym. Fra en liste, han havde udarbejdet, med fire-fem forslag, valgte han navnet Orwell - efter en flod - og skabte sig dermed en forfatteridentitet, som skulle blive en af det 20. århundredes mest markante. »Det var en dyd at vinde: det gik ud på at være større, stærkere, flottere, rigere, mere populær, mere elegant, mere skrupelløs end andre - dominere over dem, tyrannisere dem, få dem til at lide, få dem til at se latterlige ud, på enhver måde at få overtaget over dem.« Efter at have afsluttet sin skolegang med eksamen fra Eton rejste han til Burma, hvor han blev ansat i imperiets politistyrker. Men da han efterhånden kom til at føle afsky for den britiske kolonimagt, for »det ene menneskes herredømme over det andet under enhver form«, tog han sin afsked og flyttede tilbage til England. vagabonderne, tiggerne, daglejerne og tallerkenvaskerne. Bogen var båret af en social indignation og en solidaritet med stoffet, som skulle komme til at præge hele hans forfatterskab. først »The Road to Wigan Pier« (1937) om minearbejdernes forhold i Nordengland og dernæst »Hyldest til Catalonien« (1938) om den spanske borgerkrig, som han selv havde deltaget i. Men sit egentlige gennembrud fik han først med romanerne »Kammerat Napoleon« (1945) - hans berømte satire over den russiske revolution - og »1984«. I begge disse bøger forsøgte han at gøre politisk litteratur til kunst, at kombinere politisk engagement med æstetisk bevidsthed. Og med begge bøger lykkedes det ham endelig at nå ud til et større publikum - skønt der havde været problemer nok med at få dem udgivet. Orwells liv var præget af paradokser. Han var public school-eleven, der vendte ryggen til overklassen. Han kaldte sig socialist, men var samtidig socialismens skarpeste kritiker. Han var politisk forfatter, men nærede med egne ord »en sand rædsel for politik«. Alle disse selvmodsigelser til trods fremviste hans liv en sjælden grad af integritet og sammenhæng mellem handling og meninger, som i dag næsten må virke gammeldags. common decency - almindelig menneskelig anstændighed. n