På jagt efter forløsning

Som så mange andre børn af holocaustofre har jeg måttet kæmpe med skyldfølelse, som mine forældre stærkt bidrog til ved konstant at hentyde til Holocaust, når jeg for eksempel ikke ville spise op, skriver dagens kronikør og spørger, hvordan

Der er blevet talt og skrevet meget om holocaustofre og nazibødler, men der er ikke ret mange, som har forsøgt at skildre de psykiske problemer, børn af holocaustofre eller nazibødler må slås med, selv længe efter at deres forældre er gået bort. Da jeg selv er barn af holocaustofre, er det kun naturligt, at dette tema har min store interesse, ikke mindst fordi mange af de psykiske problemer, jeg har haft og til en vis grad stadigvæk har, tager afsæt i mine forældres oplevelser under krigen. Men hvordan er det at have en far, som var holocaustoffer eller nazibøddel for den sags skyld? Hvordan påvirker det en psykisk at være belastet af forældrenes traumatiske fortid, som jo slet ikke er så fjern? Disse spørgsmål kom jeg til at stille mig selv for et stykke tid siden, da jeg under mit seneste ophold i Israel ganske tilfældigt mødte Klaus, en tysker, hvis far var nazist, og som under krigen var involveret i jødeudryddelser. Jeg kunne ikke lade være med at reflektere over dette møde, ikke mindst fordi vi - hvor utroligt det end lyder - havde ret meget tilfælles. Vi havde brug for hinandens forståelse, medfølelse og indlevelse i hinandens psykiske univers, som var præget af mange ambivalente følelser. Han følte sig skyldig. Det gjorde jeg også. Min skyldfølelse var ganske vist af en helt anden karakter end hans, men hans smerte var lige så stor som min, havde jeg indtryk af. »Det er, som om der hviler en forbandelse over mig«, blev han ved med at gentage. Hans smerte var ikke til at tage fejl af. Han havde brug for at tale om den, og det var vigtigt for ham, understregede han, at det netop var folk af jødisk afstamning, som lyttede til hans bekendelser. »Min far undskyldte sig med, at han var så ung dengang«, fortalte Klaus. »Det er en dårlig undskyldning efter min mening... han var gammel nok til at vide, hvad der foregik. Han fik ordre på at dræbe jøder, og så gjorde han det...« Hans ophold i Israel artede sig som en lang bodsrejse. Han gik til fods fra Haifa til Jerusalem i ulidelig varme og var bogstaveligt talt ved at dø af tørst og udmattelse undervejs, men han vinkede afværgende til de mange bilister, som undervejs tilbød ham et lift. Han havde sat sig for at gå hele vejen til fods. Jeg spurgte ham, om det ikke var forbundet med en masse unødvendig lidelse. »Jo«, svarede han, »men det kan slet ikke sammenlignes med de lidelser, jøderne gik igennem under krigen...« I en periode kom han sammen med en jødisk kvinde og ville gerne giftes med hende. Hun slog op med ham, da det gik op for hende, at han ikke rigtigt elskede hende, men at han snarere ville giftes med hende for dermed at få en slags hævn over faderen, som ganske vist var død, men som ikke desto mindre stadigvæk spøgte i baggrunden. Han var også parat til at lade sig omskære og blive rigtig jøde. Men efter alle disse desperate forsøg var det langsomt ved at gå op for ham, at den smerte, han bar på, ikke var til at komme af med. Det var han så småt ved at indstille sig på - lidt sent måske - eftersom han ikke var ung længere. Han var i midten af 50'erne og havde to forliste ægteskaber bag sig. »Hver gang jeg røg ud i en krise, dukkede dette traumatiske tema igen op i min bevidsthed. Jeg troede, at jeg havde lagt det bag mig, gjorde mit bedste for at glemme det, men det kom op til overfladen, især når jeg havde personlige problemer...« Hans åbenhed gjorde et stærkt indtryk på mig. »Mange tyskere har lignende problemer«, fortalte han. »Nogen er bare bedre til at fortrænge dem end andre...«. Det har han sikkert ret i. Når man følger med i de tyske medier, kan man gang på gang konstatere, at Holocaust stadigvæk spøger i tyskernes bevidsthed. Også de yngre tyskere, som er født efter krigen, lider af et enormt skyldkompleks. Hver gang en ny bog eller en ny film om Holocaust dukker op, vækker det heftige diskussioner og bringer følelserne i kog. »Har vi ikke snakket nok om det? Hvorfor grave i de gamle sår? Hvad skal det gøre godt for?« er der mange, der spørger. Men alle disse spørgsmål viser blot, at så stor en smerte kan man ikke lægge låg på. Jeg er overbevist om, at der findes et stærkt bånd mellem de yngre generationer af tyskere og jøder, som er født efter krigen. Begge parter lider af fortrængninger, som relaterer til Holocaust. Når vi endelig prøver at åbne op for vores smerte, resulterer det tit i krampagtige følelsesudbrud, som både skræmmer ens omgivelser og en selv. Det skyldes først og fremmest, at vi lever i en tid, hvor overfladiskhed og underholdning er i fokus, mens smerte og sorg er tabuemner. Vi lærer at abstrahere fra de stærke følelser ved at lade os distrahere af de mange underholdningstilbud, som florerer i det moderne samfund. Der er ganske vist mange, som går til psykolog eller benytter sig af andre terapiformer, men de fleste vil som regel have redskaber til at komme af med deres smerte i stedet for at se den i øjnene. Vi, der lever i det moderne velfærdssamfund, vil helst tro, at frelse venter lige rundt om hjørnet i form af en ny bil, hus og båd. Der er ingen tid til selvfordybelse og selvransagelse. Da jeg i sin tid rejste til Israel, var det, fordi jeg var i en identitetskrise, som set i bakspejlet havde rod i Holocaust. Til min store skuffelse følte jeg mig fremmed i Israel. Israelernes arrogance og rå facade skræmte mig, indtil det gik op for mig, at den dækkede over en stor sårbarhed og smerte. Sårene efter Holocaust er langtfra helet. Det er især børn af holocaustofre, som har svært ved at forholde sig til forældrenes traumatiske fortid, mener flere israelske psykologer. Mange tager afstand fra Holocaust ved at sige: »Vi forstår ikke, hvorfor jøderne lod sig slagte som en flok kvæg. Hvorfor gjorde de ikke modstand? Lad os ikke flæbe over fortiden! Lad os komme videre«. Der er meget, der tyder på, at mange jøder er ude af stand til at bearbejde Holocaust i forhold til deres eget liv, ikke mindst i Israel. Det er f.eks. ikke ualmindeligt at blive kaldt nazist i Israel, hvis ens opførsel vækker aggressioner og vrede. »Kun en nazist kunne behandle mennesker, sådan som du gør det!« »Du kunne virkelig få en karriere som fangevogter i en koncentrationslejr!«, er der mange, der kan udbryde i et pludseligt vredesanfald. Disse associationer taler vel for sig selv. Da jeg sidste sommer opholdt mig i Polen, mødte jeg flere israelere, som faktisk var taget dertil med den hensigt at se Auschwitz, men i sidste øjeblik svigtede modet dem, og de tog tilbage til Israel uden at have besøgt stedet. Derfor blev jeg positivt overrasket, da jeg endelig mødte en israeler, som ikke var bange for at blive konfronteret med den smertelige fortid. En ung israelsk pige, hvis bedsteforældre var omkommet i Auschwitz, fortalte: »Det var svært at se Auschwitz, men jeg måtte se det... og jeg vil tage dertil igen. Det er som en helingsproces for mig.« De danske jøder er om muligt endnu værre end israelere til at fortrænge følelserne, der relaterer til Holocaust. Det skyldes ikke mindst janteloven, som forlanger, at man som person skal holde lav profil og helst skal smelte sammen med masserne, så man både er anonym som individ og som gruppe. Jødisk identitet betragtes nærmest som et tabuemne blandt de danske jøder. Det er imidlertid mit indtryk, at mange danske jøder har store identitetsproblemer, som skyldes undertrykte og forkrampede følelser. »Vi skal ikke snakke om det...« »Der er ingen grund til at grave i det igen..« Det er bare et par eksempler på typiske reaktionsmønstre, som man møder hos de danske jøder, når man ønsker at diskutere jødisk identitet, og især når man vil tale om de følelser, som knytter sig til Holocaust. Som så mange andre børn af holocaustofre har jeg måttet kæmpe med skyldfølelse, som mine forældre stærkt bidrog til ved konstant at hentyde til Holocaust. »Gid jeg var død sammen med dem...« »Hvorfor fik jeg lov til at overleve?«, kunne de finde på at udbryde. Når jeg som barn nægtede at spise middagsmaden op, kunne min mor komme med følgende bemærkning: »Hvor er du dog forkælet... børnene i koncentrationslejrene døde af sult, og du vil ikke spise god og sund mad. Du burde skamme dig!« Igennem hele min barndom spøgte Holocaust i baggrunden i form af løsrevne sætninger og indforståede hentydninger. Det kunne ikke undgå at sætte dybe spor i min bevidsthed. Som voksen har jeg i lange perioder været selvudslettende i alle mine relationer til andre mennesker. Det var, som om jeg ønskede at blive undertrykt og gjort til et offer. Når jeg i dag kigger i bakspejlet, forstår jeg, at jeg havde behov for at gennemleve nogle mønstre, som knytter sig til offermentaliteten. Jeg manglede selvtillid og selvrespekt, som er en forudsætning for at indgå ligeværdige relationer med andre mennesker. Da jeg efterhånden blev ældre og mere afklaret omkring dette traumatiske tema, besluttede jeg mig til at rejse til Polen for at se Majdanek, den koncentrationslejr, hvor en stor del af min familie er blevet udslettet. Det var både en rystende, men også en smuk og forløsende oplevelse. Følelsen af, at jeg havde brug for at være her sammen med dem, og at de ville have, at jeg skulle komme og se, hvad der var blevet af dem, var så stærk og overvældende, at jeg sagtens kunne forstå de mennesker, som betragtede konfrontationen med fortiden som en helende proces. Jeg havde det på samme måde. Smerten var ikke forsvundet, men ved at skrælle flere og flere lag af den, blev jeg mere og mere fortrolig med den og betragtede den ikke længere som en fjende, men snarere som en god, gammel ven. »Elsk din smerte og plej den, som om den var dit lille barn, der trængte til kærlig pleje«, har en amerikansk psykolog engang sagt. »Den er en vigtig del af dig...« Det kan jeg kun give ham ret i. n forfatter