Påskekronik: Folkekirken må gøre op med forsoningslæren

Ifølge forsoningslæren sendte Gud sin søn Jesus i døden, så han gennem sin død og opstandelse kunne sone alle menneskers synder. Men hvilken far ville gøre det? Og det hænger heller ikke sammen med, at Gud elsker os betingelsesløst. Så kort sagt er forsoningslæren noget, Paulus fandt på, mener dagens kronikør

Påskekronik: Folkekirken må gøre op med forsoningslæren

Påsken er som bekendt den vigtigste kristne højtid. Den rangerer højere end julen, selvom det for den almindelige, købelystne hedning er omvendt. Og i påsken fejrer vi, at Jesus tog verdens synder på sig og gik i døden for at bringe forsoning mellem Gud og mennesket. Denne tanke står som en grundpille i kristendommen. Den almindelige mening blandt teologer synes at være, at uden den, var der slet ikke noget, der hed kristendom.

Når vi trækker påskebryggen op og sender de stegte sild rundt, skal vi altså lige huske på, at vi kun kan håbe på evighedslivets lyksaligheder, fordi Jesus for menneskenes skyld lod sig føde på jorden og henrette på korset. Vi skal tænke med taknemlighed på hans lidelse og død. Det var godt, han gjorde det!

For en almindeligt troende og teologisk lægmand som mig virker det dybt underligt.

Hvorfor er vi i kristendommen mere optaget af Jesu død end af hans liv? Det er vi så heller ikke, forsikres jeg om, for det er ikke det, at Jesus døde, vi fejrer, men at han døde for vores skyld, og at han ved sin opstandelse overvandt døden og beredte vejen ind til det rigtige liv, det evige liv frelsen. Men det lugter langt væk af bortforklaring. Der er noget instinktivt uforståeligt, nærmest makabert ved tanken om, at Gud har sat sådan en plan i værk. Så har han det? Holder den her idé?

Rent indledningsvis må man konstatere, at forsoningslæren savner sikker og entydig forankring evangelierne. Der er meget få steder, hvor Jesus direkte kan citeres for, at han er kommet for at være løsesum for mennesket. At han kom for at lære mennesket om kærligheden, er en meget mere oplagt udlægning af de fortællinger og vidnesbyrd, vi har om ham. Hvis han i virkeligheden kom for at tage vores synder på sig og lide og dø på korset, er det helt uforståeligt, at han ikke gør mere ud af det. For at sige det ligeud: Forsoningslæren er noget, Paulus har fundet på!

LÆS OGSÅ: Rejsen til Jerusalem set med jødiske øjne

Desuden opfylder Jesu død ikke rent teknisk kravene til en ofring. Det skulle i så fald være som brændoffer (forsoningsoffer) under den gamle ordning, altså jødedommen, og bortset fra at jøderne for længst var holdt op med at ofre mennesker, havde de ret præcise regler for den slags regler, som ikke er overholdt i Jesu dødsmåde. Og så gælder hans offer vel ikke som forsoning? Ingen af disse indvendinger fanger imidlertid det egentlige problem ved forsoningslæren. Og det egentlige problem er det, den siger om Guds karakter.

Ifølge den objektive forsoningslære var Jesus Guds offerlam, som med sin død mildnede Guds vrede og helede det brud, der havde været imellem mennesket og Gud siden syndefaldet. Og kloge hoveder har kviet sig ved den siden Anselm.

Én af dem er Otto Møller, som i sit forkætrede værk Gjenløsningen fra 1884 blankt afviser idéen. Problemet med denne tanke er, siger han, at den indføjer en splittelse i Guds væsen. Den forudsætter, at der raser en indre strid i Gud mellem hans vrede og barmhjertighed, men sådan er Gud ikke! Han er entydigt barmhjertig. Gud har således ikke noget med døden at gøre. Døden er et resultat af den ondes virke i verden og altså ikke en straf, Gud har nedkaldt over os i vrede over vores synd. Synden og døden er et mellemværende mellem os og Djævelen, som har forført os, og det er denne gæld eller binding, Jesus løskøber os fra. Gud er med andre ord ikke en fornærmet én, der står med ryggen til os og skal gøres god igen.

Heller ikke Møller kan imidlertid slippe forsoningsdøden helt. Hans tanker bevæger sig i retning af den subjektive forsoningslære (Abelard): Det er ikke Gud, der er forsoningens genstand, men mennesket. Jesus gik gennem lidelse og død for at demonstrere kærlighedens styrke og dermed vække den i os. Han gav sit liv for at bringe os noget, vi ikke selv var i stand til at mønstre, nemlig forståelsen for kærligheden væsen. Jesus er mere et forbillede end et offer.

Men uanset hvordan man varierer forsoningslæren, gør den Jesu død til en pointe i sig selv. Det var hans død, der gav hans liv dets egentlige betydning! Og dermed er splittelsen i Guds væsen intakt. Men hvordan skulle en Gud, der er kærlighedens kilde, kunne få sig selv til at sende et af sine børn i døden for de andre børns skyld? Hvilken far gør sådan noget?

Hvem af os ville acceptere at ofre et af vore børn for familiens skyld, også selvom de meldte sig frivilligt? Det ville kun psykopater, og at Gud skulle kunne finde på det, er til at få den gode påskefrokost galt i halsen over. Og hvilken Gud lader ét barn tage tæskene for andres fejltrin? Hvordan kan Gud tillade det? Hvilket eksempel sætter det?

Hvis et menneske opdrog sine børn på den måde, ville man tvangsfjerne dem på stedet, pakke ham ind i en brudsikker busseronne og sætte ham i forvaring. Men når det er Gud, gør det ikke noget eller hvad?

Men sådan tænkes der i de små teologiske hjem. Jeg har set en præst forsvare Jesu soningsdød ud fra en slags nytterationale: ét liv i bytte for alverden det er da en fin handel! Men det rationale er ikke bare uforeneligt med en kærlig Gud, det grundskyder også fuldstændig Jesu budskab om individets uerstattelighed og uendelige værdi og gør, sagt provokerende, forsoningslæren ukristelig.

Forsoningslæren ophøjer altså offerdrabet til en hellig handling og gør dermed kristendommen til en dødskult: Enten er Gud en vredesmagt, der kræver menneskeliv for at formilde sig og forsone sig med sine børn. Eller også er mennesket skabt uden muligheden for af os selv at elske Gud, og den eneste måde, vi kan få den på, er ved at se vores Gud sende sin søn i døden for os. Skulle det inspirere os til at elske mere? Det forekommer helt uantageligt. Guder, der sanktionerer menneskeofringer, har vi for længst afskrevet som det rene barbari!

LÆS OGSÅ: Da forsoning kom på dagsordenen

Forsoningslæren siger, at der engang indtraf et brud mellem ham og os, og at der var brug at genoprette den tabte forbindelse. Men hvorfor skulle forbindelsen være afbrudt? Eller aldrig have været der? Det er utænkeligt i en verden ordnet af en kærlig Gud. Gud er kærlighed, og han bliver ved med at elske os, også selvom vi skulle blive forført af mørket. I Guds kærlighed til os er der en forbindelse, som aldrig kan brydes, alene fordi Gud ikke ville bryde den. Den eneste verden, forsoningslæren kan give mening i, er en verden, hvor Gud ikke elsker os betingelsesløst. Men at elske betingelsesløst er selve definitionen på at elske, og hvis han ikke kan dét, er han ikke den Gud, vi tror han er.

Forsoningslærens eneste attraktion er, at den giver et svar på spørgsmålet: Hvorfor døde Jesus? Attraktion består i, at den kan holde den ubehagelige tanke fra livet, at Jesus døde i utide. At det ikke var planen, at han skulle dø, men at menneskene tog livet af ham, ung og med mulighederne for sig, og at Gud intet havde med det at gøre. Men man kan jo ikke gå ind for en teori, bare fordi man ikke kan bære tanken om alternativet!

Nu har historien maget det sådan, at forsoningslæren er en central tanke i den kristne tro og derfor også i folkekirken. Men folkekirken er også min kirke, og den vil jeg tillade mig at forsvare. Og hvis folkekirken skal overleve, at folket på et tidspunkt opdager, hvad det reelt er, præsten står og siger, når han proklamerer trosbekendelsen, må den gøre op med forsoningslæren.

Mit forslag er, at vi skriver den ud af kirkens grundlag, så Jesu kærlighedsbudskab kan præsentere sig med al den kraft, det rummer. Jeg er klar over, at det er alpeagtigt op ad bakke for dén idé, men nogle gange er man nødt til at bestige bjerget i stedet for at krybe udenom.