Vi er tilbøjelige til at lade blikket tage til fange af det mørke, af død og uhygge, destruktion og undergang. Underligt nok har det en fascinationskraft, som vi har svært ved at løsrive os fra. Makabre gysere er ofte publikumsmagneter. Der er en mørk side i os, som tilfredsstilles ved synet af det frygtelige, mesterligt udtrykt af Tom Kristensen i romanen Hærværk: Men min angst må forløses i længsel og i syner af rædsel og nød. Jeg har længtes mod skibskatastrofer og mod hærværk og pludselig død.
Tænk blot på den daglige nyhedsstrøm: Vi rystes af billederne af bombninger af beboelseskvarterer i Syrien, men bliver alligevel ved at se dem. Det samme gælder voldsomme billeder fra naturkatastrofer. Der er ingen ende på, hvor mange gange vi har set flyene brage ind i tvillingetårnene i New York.
Det er selvfølgelig vigtigt, at vi ikke glemmer dem, der er ramt. Alligevel er jeg sikker på, at denne fascination af død og mørke og ødelæggelse tærer uendeligt på vores livsmod. Hver gang vi lige må se elendigheden én gang til, lader vi ormen gnave en lille smule mere af den glæde og det overskud, der skal bære os igennem livet. Risikoen er, at vi til sidst ikke kan rive os løs at vi forstener. Grunden til, at mørket og døden fascinerer, er, at der mærkværdigvis også er noget næsten trygt derved. Vi lever dagligt med, at tiden forsvinder for os, og selvom det så sker katastrofeagtigt og dramatisk, er det dog samtidig en bekræftelse for os på, at sådan er verden nu engang intet nyt under solen.
Vi trænger til at opøve evnen, kraften til at vende os bort, vende os mod fremtiden. Lige præcis her kommer påsken ind ikke bare med en stærk opfordring til at vende os mod livet, men med det, der skal til for at give os kræfter til at gøre det.
I fortællingen om påskemorgen siger englen til kvinderne: Dér er stedet, hvor Jesus lå. Men gå herfra. Drej omkring. I skal vende jer bort fra det, der var. Jesu grav er noget, man vender sig bort fra. Fordi graven er det eneste sted, hvor han ikke er.
Der er adskillige af den slags helt fysiske omvendelser i de korte beretninger om påskedagene. Maria Magdalene, der står og ser ind i den tomme grav, vender sig og dér står Jesus. Kvinderne vender tilbage fra graven. To disciple, der er på vej hjem, vender om og skynder sig hen til de andre disciple. Disciplene vender ryggen til Jerusalem og drager til Galilæa for at møde Jesus.
I første del af Bibelen findes der en beretning om en omdrejning, som går den forkerte vej. Da Sodoma er gået til grunde, og Lot og hans hustru og børn er på vej væk, vender hans hustru sig om mod den døende by, og da forstener hun og bliver til en saltstøtte.
Da kvinderne gik ud til graven, var de fyldt af en fornemmelse af, at historien var slut for Jesus og også for deres eget vedkommende. De havde så at sige blikket rettet mod den nedgående sol. Fortiden strakte sig bagud, så langt øjet rakte. Skyggerne over deres liv blev længere og længere, indtil det selv skulle opsluges af mørket, sådan som Jesu liv blev det. Men så bliver de altså vendt om, helt bogstaveligt, fysisk, bort fra graven, bort fra det, der var, frem imod det, der skal komme. Der følger beretninger om, at de også mødte Jesus mærkede hans nærvær. De opdagede, at historien fortsatte. Blodet rullede atter i deres næsten forstenede lemmer.
Når vi år efter år vender os til fortællingen om Jesu lidelse og død, er det så dog ikke et udtryk for, at i kirken er vi virkelig for alvor bagudvendte? Det er hele tiden den samme gamle historie, der optager os.
Men det er, fordi den hele tiden kaster nyt af sig den erfaring kan man næsten ikke undgå at få, hvis man lever med Bibelens fortællinger. De bekræfter os ikke i, at alting er, som det altid har været nej, de giver hele tiden noget nyt. Når vi kan vende os mod fremtiden, samtidig med at vi er standset op ved disse fortællinger, så kommer det af, at vi kan skrive videre på historien. Vi kan blandt andet helt selvfølgeligt skrive os selv ind i den. Den går videre i vores liv. Og vores liv går videre, hvis vi suger omvendingskraft fra den historie.
Vi vender os til Jesu rystende historie igen og igen. Men det gør vi, fordi den historie netop vil hjælpe os til at vende os fra mørket, meningsløsheden, den nedgående sol, skyggerne over livet. Når vi skærtorsdag og langfredag dvæler ved passionen, er det i virkeligheden kun muligt for os at gøre det ved bønnens, ved musikkens hjælp. Alting handler om, at vi gør os klar til at vende os om.
Når nogen har mistet et elsket menneske, er der sommetider nogen, der har travlt med at få dem rykket tilbage til normaliteten. Livet skal gå videre, lyder en temmelig ubarmhjertig sætning til de sørgende. For de har behov for også at kunne dvæle i sorgen en stund. Vi skal lytte til dem. For det kan faktisk være en måde at hjælpe dem til ikke at forstene. Det gør de tværtimod, hvis det hele bliver pakket ind i et mørkt hul i deres sind, og der bliver rullet en sten for det, der er sket.
Vi skal hjælpe hinanden til at få glæden tilbage. Og den kan vende tilbage blandt andet i kraft af påsken, som fortæller, at selv for den hårdest ramte kan glæden være der, fordi der kan skrives videre på den enkeltes historie. I kraft af Guds venden op og ned på historien ender livets varme med at sejre over dødens kulde.
Grundtvig taler i en påskesalme om, at påskemorgen gør skabningen skønt forynget. Hvis vi vender os mod den opstandne i stedet for at vende os mod destruktion og mørke, er det den store foryngelseskur, ungdommens kilde, simpelthen. Pludselig er der lagt en evighed af år til din historie.
Skuespilleren Flemming Jensen var engang oppe i Grønland kommet for sent til en aftale og undskyldte sig med, at tiden gik alt for hurtigt. Men en grønlandsk fanger sagde til ham: Tiden går ikke, den kommer. I kristendommen kommer tiden os i møde vi får al den tid forærende, som vi kunne drømme om og mere til. Vi bliver vendt mod solopgangen, ikke mod solnedgangen. Skyggerne over vores liv skal ikke blive længere og længere, de skal blive kortere.
Hvorfor var det nu lige, at kvinderne blev bange, da de vendte sig bort fra graven? På sæt og vis kan vi måske godt forstå dem. Når historien ikke var forbi, når den gik videre også i deres egne liv, hvor var de så i grunden henne? Det er på en måde mere trygt, om end endeløst koldt og trist, at vende sig bagud og stivne. Mere sikkert at være færdig med livet, med historien, end at stå foran den.
I folkekirkens gudstjeneste bliver vendingen fra mørket og døden og det onde synlig et sted i liturgien. Mange præster vender ansigtet mod vest under forsagelsen i trosbekendelsen og vender sig så mod øst, mod solopgangen, når vi begynder på troens ord om Gud Fader. I denne ene bevægelse, denne pirouette, er påskens budskab, ja, hele kristendommens mening udtrykt.
Vendt mod vest vil sige: Lyset går ned over døden og det onde, destruktionen og elendigheden det er dem, der skal opsluges af mørket. Men over den, som vender mod den opstandne, skal dagene og lyset komme.
Jeg er sikker på, at denne fascination af død og mørke og ødelæggelse tærer uendeligt på vores livsmod. Hver gang vi lige må se elendigheden én gang til, lader vi ormen gnave en lille smule mere af den glæde og det overskud, der skal bære os igennem livet.
Vi skal hjælpe hinanden til at få glæden tilbage. Og den kan vende tilbage blandt andet i kraft af påsken, som fortæller, at selv for den hårdest ramte kan glæden være der, fordi der kan skrives videre på den enkeltes historie.