Prøv avisen

Pædagogik er ikke opdragelse

Det er ikke bevist at autoritær pædagogik skulle virke bedre end at gøre ingenting. Det mener Bo Hejlskov Elvén Foto: colourbox.

Der er ikke brug for hårdere pædagogiske metoder, bare fordi adfærden er voldsom. Der er brug for mere effektive metoder. Og endnu har ingen kunnet fremlægge videnskabelig dokumentation for, at en autoritær pædagogik virker bedre end at gøre ingenting, mener dagens kronikører med udgangspunkt i debatten om behandlingshjemmet Schuberts Minde

I den seneste tid har der været en vigtig debat om pædagogisk metode i behandlingen af børn med adfærdsvanskeligheder i Danmark. Debatten affødtes af DRs udsendelesesrække Kæft, trit og flere knus om hverdagen på behandlingshjemmet Schuberts Minde i Ringkøbing.

LÆS OGSÅ: DRs vagthund kritiserer dokumentar om udsatte børn

En del af denne artikels forfattere indledte debatten med at undre sig over, at man turde vise en så kraftfuld, konfronterende pædagogik på tv. En pædagogik, som vi i Danmark tidligere kun har set filmet med skjult kamera i udsendelser, som har medført et ramaskrig fra almenheden og fyringer af personale.

Vor artikel blev mødt med skråsikre udtalelser af repræsentanter for kommunens tilsyn og Schuberts Minde, hvor man udtalte, at man bare gjorde det, der var nødvendigt. Og at det ikke var ulovligt.

Vores kronik blev dog også mødt med støtte, både fra jurister og Socialpædagogernes Landsforbunds etiske udvalg omkring ulovligheden i metoderne, og fra unge, som tidligere har været anbragt på Schuberts Minde, fra mængder af fagpersoner i pædagogisk arbejde og ikke mindst fra DRs side.

Vi er ikke interesserede i at fortsætte en specifik debat om Schuberts Minde, men derimod i at debattere de konsekvensorienterede pædagogiske metoder, som blev brugt i tv-serien Kæft, trit og flere knus. Metoder som vi samlet benævner en autoritær og konfronterende pædagogik, og metoder, som var almindelige i mange pædagogiske tilbud for 40 år siden, men heldigvis ikke er det længere.

Fortalere for en autoritær pædagogik har blandt andet fejet vor kritik af banen ved at beskrive deres metoder som opdragende. Som udgangspunkt vil vi gerne slå fast, at pædagogisk arbejde ikke er opdragelse. Social- og specialpædagogisk arbejde starter dér, hvor opdragelsen ikke fungerer. Børn i omfattende pædagogiske indsatser, som en døgninstitution er, placeres ikke, fordi deres forældre ikke har opdraget dem ordentligt.

I DE SENESTE 15 ÅR har man rundtom i verden forsket intensivt i årsagerne til problemadfærd, og vi ved i dag, at problemadfærd opstår på grund af et samspil af arvelige vanskeligheder og omgivende miljø (hvor opdragelse er en ganske lille del).

At påstå at det, som skal til, er mere autoritær opdragelse, er derfor ude af trit med moderne videnskab. Desuden har forskning vist, at autoritær opdragelse medfører større risiko for senere kriminalitet end andre metoder.

At kalde en så kraftfuld, konfronterende pædagogik, som man bruger på de få steder i Danmark, som minder om Schuberts Minde, for opdragelse er desuden forfejlet. Hvis et forældrepar havde fastholdt de metoder, som vi har set i Kæft, trit og flere knus, var børnene blevet tvangsfjernet.

Et andet argument for en autoritær pædagogik har været, at pædagogikken virker. Dog skriver repræsentanter for Schuberts Minde i en kronik i Kristeligt Dagblad at succesraten ikke er høj i pædagogisk arbejde med unge med problemadfærd.

Der er i de seneste 10 år forsket enormt meget i pædagogiske metoder, hvor man har været interesseret i at finde metoder med en højere succesrate. De metoder, som har vist sig mest effektive i et bredt livsperspektiv, er metoderne samarbejdsbaseret problemløsning og struktureret pædagogik kombineret med det, man normalt kalder low arousal-pædagogik.

Disse metoder har et fundamentalt anderledes udgangspunkt end en konfronterende pædagogik. Man går ud fra, at alle mennesker gør deres bedste, men at visse behøver mere støtte end andre for at have held med sig. Forskning og evalueringer af sådanne metoder fra hele verden, inklusive Danmark og Sverige, har vist, at man kan fordoble succesraten ved at ændre pædagogikken fra en autoritær pædagogik til disse metoder. Og at det er nok.

Yderligere et argument for en autoritær pædagogik har været, at der er tale om voldsomme adfærdsvanskeligheder, og at der derfor er brug for kraftfulde metoder. Det er en almenmenneskelig opfattelse, som måske opleves som rigtig blandt mennesker uden pædagogisk skoling eller erfaring. Det har dog meget lidt med virkeligheden at gøre.

Denne artikels forfattere arbejder i meget forskellige sammenhænge, og mange af os med mennesker med betydeligt større vanskeligheder og betydeligt voldsommere adfærd, end hvad man gør på behandlingshjem. Og nej, der er ikke brug for hårdere metoder, bare fordi adfærden er voldsom. Der er brug for mere effektive metoder. Og endnu har ingen kunnet fremlægge videnskabelig dokumentation for, at en autoritær pædagogik virker bedre end at gøre ingenting.

Vi har den grundlæggende holdning, at begrænsninger i almindelig selvbestemmelse ikke er nødvendige, heller ikke i behandlingen af mennesker med adfærdsvanskeligheder. Det bygger vi på mangeårig erfaring fra socialt og pædagogisk arbejde og på den tilgængelige videnskabelige forskning.

VI MENER, at ved en god pædagogisk tilgang gør børnene og de unge, som personalet siger. Hvis de ikke gør det, er den pædagogiske metode ikke god nok. Så må man som personale finde ud af, hvordan man skal arbejde for at have held med sin kravssætning. Med pædagogisk metode mener vi her konkret den måde, man stiller krav på. Et godt stillet krav fungerer, et forkert stillet krav indebærer, at barnet eller den unge siger nej.

Dette indebærer også, at magtanvendelser og fysiske fastholdelser er unødvendige. Forskning har gang på gang vist, at mindst 70 procent af alle magtanvendelser foregår i konfronterende situationer, hvor personalet stiller krav. Ved at stille krav på en måde, som indebærer, at barnet eller den unge siger ja, undgår man magtanvendelser.

Vi går i vort arbejde ud fra, at én magtanvendelse altid er én for meget, og at forekomsten af magtanvendelser er omvendt proportionel med kvaliteten i arbejdet: jo flere magtanvendelser, desto dårligere pædagogisk arbejde. Personale som siger, at en magtanvendelse er nødvendig, giver således minuskarakter til sin egen indsats.

Det flugter med magtanvendelsesbekendtgørelsen: En magtanvendelse må aldrig stå i stedet for en pædagogisk indsats, og magtanvendelser bør medføre en vurdering af, hvordan man kan undgå en lignende situation senere.

I debatten om Kæft, trit og flere knus har både repræsentanter for Schuberts Minde og kommunens tilsyn udtalt, at der ikke har været tegn på ulovlige metoder eller magtanvendelser i de seneste års tilsyn. Det er desværre ikke sandt. En repræsentant fra kommunens tilsyn har tidligere til både Kristeligt Dagblad og Dagbladet Ringkøbing-Skjern udtalt, at man hvert år i de seneste år har set ulovlige magtanvendelser og metoder i tilsynene. Hvorfor man fra kommunens side vælger at ændre sine tidligere udtalelser er for os uforståeligt.Som professionelle (både tjenestemænd, psykologer og pædagoger) har vi et meget stort ansvar for de børn og unges liv, vi har hånd om. Det samme gælder alle andre i vore positioner og til og med os alle sammen som samfund. Derfor mener vi, at vi har pligt til at bruge de metoder, som har vist sig have den bedste effekt ifølge videnskabelig forskning om pædagogisk metode. Denne forskning viser, at autoritær pædagogik til og med kan have skadelig indflydelse på de børn og unge, som udsættes for den.

Derfor er vi i det meste af Danmark gået væk fra den slags metoder. At der er nogle få institutioner, som ikke er fulgt med i den udvikling, men stadig befinder sig i 1970erne metodemæssigt, er ikke noget at være stolte over. Derfor vil vi som fagpersoner i feltet slå hælene i og påpege, at pædagogisk arbejde i Danmark har bedre succesrate og kvalitet, end vi havde for 40 år siden. Og at de sidste øer af nok så overbevist faglig inkompetence bør lukkes.