P.G. Lindhardt og Indre Mission

P.G. Lindhardt og Indre Mission kunne i årtier kritisere hinanden voldsomt. Alligevel var folkekirken og den fælles kirkelige tradition den trygge ramme, som hele debatten foregik inden for

Århus Universitet, Det Teologiske Fakultet, som det ser ud i dag.
Århus Universitet, Det Teologiske Fakultet, som det ser ud i dag. Foto: THOMAS ARNBO Nordfoto.

EN AF DET 20. ÅRHUNDREDES store danske teologer var P.G. Lindhardt. Han var i årene 1942-80 professor i kirkehistorie ved Det Teologiske Fakultet i Aarhus. Myreflittigt bidrog han med artikler til aviser og kirkelige blade på sin provokerende facon. Kirkeligt må han betegnes som talsmand for en bred folkekirkelighed i en nærmest grundtvigsk-tidehvervsk udgave.

LÆS OGSÅ: Kunstens stereotype billede af Indre Mission

Indre Mission var hans kirkelige baggrund, og den lagde han stadig mere afstand til. Han havde som ung udgivet på Indre Missions Forlag og skrev da ud fra en kirkelig-barthiansk teologi, men i løbet af 1940erne blev han talsmand for eksistensteologien.

I Indre Mission (IM) var han mildt sagt ikke populær i efterkrigsårene. Rejsepræst Johannes Pedersen, der var en af IMs ordførere, udnævnte Lindhardt til at være en af de mest skadelige personer for folkekirken. Lindhardt hudflettede også hyppigt Indre Mission, hvis forkyndelse han beskrev som flade klicheer og banale ord. Ikke desto mindre mærkedes det fortsat på en række punkter, at han var barn af IM.

Lindhardts upopularitet i IM begyndte med artikler, hvori han gav de danske vækkelsesbevægelser, både den grundtvigske og især Indre Mission, skylden for samfundets sekularisering.

Sekulariseringen var Indre Missions store fjende, idet hele foreningens anliggende var at gøre den kristne tro levende. Derfor virkede det provokerende at høre fra Lindhardt, at man faktisk selv havde skylden for sekulariseringen.

I virkeligheden havde allerede IMs egen Vilhelm Beck skrevet om denne sammenhæng mellem vækkelsesforkyndelse og sekularisering. Beck skrev allerede i 1881, at en vækkelsesforkyndelse fremkaldte omvendelse hos nogle og modvilje og ukirkelighed hos andre. En levende forkyndelse satte skel i sognene og medførte på den måde, at nogle uvægerligt kom på afstand af kirken. Så vidt Beck og altså senere Lindhardt, der kan han have ladet sig inspirere af gamle numre af Indre Missions Tidende.

LINDHARDT BLEV FORMAND for Aarhus Kristelige Studenterbevægelse, og i dennes blad lagde han i 1949 afstand til den kirkelige forsoningslære. Som eksistensteolog afviste han nu faste dogmatiske normer.

Dette skabte yderligere modsætningsforhold mellem Lindhardt og IM. Og dog var der måske alligevel forbindelseslinjer. I pietistiske vækkelseskredse har der ofte været en skepsis over for rettroenhed, da det vigtigste for dem var livet, ikke læren. Hvad nyttede det at have en ret lære, hvis hjertet ikke var med? sådan har man spurgt både på Brorsons tid og i missionshusene. I enkelte tilfælde har der i vækkelseskredse været en direkte modvilje mod al lære og dogmatik.

Dermed var afstanden alligevel ikke så stor mellem en bestemt vækkelsesforkyndelse og Lindhardts kritik af et punkt i kirkens lære. Den rette lære var ikke hans teologiske problem, men det var det faktisk heller ikke altid i Indre Mission, hvor han var vokset op.

Lindhardt markerede sig som en tilhænger af den brede folkekirkelighed, hvilket blandt andet indebar, at han afviste kirketugt ved barnedåben. Her var han i modsætning til andre kirkelige røster. I 1930erne havde der været røster fremme om at lave en kirkelig dåbsstrejke. Tankegangen var, at folkekirken i betragtning af den stadig svagere kristendomsundervisning i skolen ikke mere uden videre kunne døbe alle sognets børn. Aarhus-biskoppen Bruun-Rasmussen havde luftet tanken. Andre havde vist sig åbne for det, blandt andet den grundtvigske biskop emeritus Schiøler, men Lindhardt gik altså imod den.

Her var han på linje med Vilhelm Beck, der af teologiske grunde afviste muligheden for at afvise børn ved dåben, mens nogle grundtvigske altså havde været mere åbne for kirketugt. Lindhardt var også på linje med det gamle Indre Mission, da den amerikanske vækkelsesprædikant Billy Graham skulle prædike på Aarhus Stadion. Da var Lindhardt en af de 18 Aarhus-præster, der offentligt advarede mod arrangementet. Det lød næsten som Vilhelm Beck, der også var imod baptisme, tværkirkelighed og udanske kristendomsforståelser.

Lindhardts udtalelser i 1952 om det evige liv blev den mest medieomtalte af alle hans sager. Det var en udløber af en ældre debat fra slutningen af 1930erne om sjælens udødelighed. Det var et vigtigt anliggende i kirkeligt-barthianske kredse at angribe folketroen og dens spekulationer om det hinsides. Lindhardt holdt i efteråret 1952 en tale, hvori han afviste enhver tanke om, at nogen havde ret til evigt liv, og at det var muligt at vide noget om indholdet i evigheden.

INDRE MISSIONS FORMAND, Christian Bartholdy, var ikke enig med Lindhardt i det hele, men gav ham helt ret i, at der var behov for at tale mod religiøsitetens trøst. De var også helt enige om, at der skulle ruskes op i den overfladiske folkereligiøsitet.

Grundtvigianeren Holger Kjær kaldte da også Lindhardt for vækkelsesmand og skrev, at Lindhardt havde bevaret hemmeligheden fra de indremissionske vækkelsesprædikanter af den gamle type. I bladet Tidehverv kaldte man Lindhardts ord for en ny udgave af Indre Missions forkyndelse. I Studenterkredsens blad kaldtes Lindhardt en udpræget vækkelsesforkynder, og det var ikke for ingenting, at der løb indremissionsk blod i hans årer.

Bartholdy talte selv i radioen imod tanken om sjælens udødelighed, som han kaldte et stykke gammelt græsk hedenskab, som desværre var blevet populært gennem H.C. Andersens eventyr. Også Bartholdy var imod beskrivelser af tilstanden i evigheden. Fremtiden var Guds og hans alene, og mennesket havde ingen fremtid uden den, Gud ville unde vedkommende.

Bartholdy og Lindhardt mødtes aldrig personligt, og det var ikke pæne ting, de to kirkelige debattanter skrev mod hinanden. Men det betød altså ikke, at de altid var modpoler. Slægtskabet mellem dem viste sig også, da der i 1950erne fremstod en højkirkelig bevægelse.

Lindhardt var en hård modstander. Med sit ensidige fokus på forkyndelsen reagerede han mod det højkirkelige anliggende med dens interesse for liturgi, embede og gammel spiritualitet. Han hudflettede den nye bevægelse, der også var et forholdsvis let offer med noget så udansk som eksempler på Mariadyrkelse og interesse for indførelsen af en bispestav.

Bartholdy var enig i vægtlægningen på prædikenen. Det var sandheden i præstens forkyndelse, det gjaldt. Hvis ikke Gud blev tilbedt i ånd og sandhed, så var det ligegyldigt med de skønneste templer, de rigeste liturgier og de brogede messehagler. Han og Lindhardt så begge på den mulige modsætning mellem sand forkyndelse og liturgi ikke for muligheden for samspil. Begge kritiserede visse ydre katolske træk uden at overveje nærmere, at der kunne være værdifulde træk i andre kirkelige traditioners spiritualitet.

Lindhardt og IM kunne i årtier kritisere hinanden voldsomt. Alligevel var folkekirken og den fælles kirkelige tradition den trygge ramme, som hele debatten foregik inden for. Ingen af parterne drømte om at ændre grundlæggende på de folkekirkelige forhold endsige forlade folkekirken.

De stridende parter gik til nadver i den samme kirke og deltog i den samme teologiske og kristeligt-folkelige diskurs. Debatten var hård, men den blev inden for familien. Den familie, som den danske folkekirke og folkelighed endnu udgjorde i 1950erne, før ungdomsoprør, politisk teologi, nyreligiøsitet, nye menighedsdannelser og sogne med muslimsk flertal. Derfor ser man i dag bedre de mange fællestræk, der var mellem Lindhardt og Indre Mission.

Kurt E Larsen er ph.d. og lektor ved Menighedsfakultetet