Grundlovsdag er demokratiets og samtalens festdag, hvor vi mindes om ret og pligt til at blande os i det samfund, vi er en del af.
Vi ved vel egentlig godt, at vi altid har ”noget af hinandens lykke i vores hånd”, og det betyder blandt andet, at vi skal lytte til hinanden og prøve at finde ord, der kan bygge bro. Vi må vove os frem, forsøge at udtrykke det, vi har på hjerte og tror på, forsøge ikke at fortabe os helt i vort eget, men give plads til andre. Kun på den måde kommer en god samtale i gang.
Det går måske fint nok med emner som arbejde, fritid, sundhed, mad, fritidsinteresser, underholdning og daglige problemer, men mindre godt, når det handler om personligt ansvar, mening, livssyn og tro.
Særligt svært kan det være at tale sammen om religion og kristendom. Kristeligt Dagblad har bragt nogle kendte danskeres udsagn om, hvad tro betyder for dem.
Det kan være interessant nok, men det ændrer nok ikke så meget ved, at samtale om livssyn, religion og kristendom går meget trægt både i de nære relationer og i det offentlige rum, og nogen erklærer sig for at være ”ikke-religiøse”.
Når det gælder religion, er det ikke uden grund at være forsigtig, for vi kender mange eksempler på konflikter, misbrug og ekstremisme, når magtkamp og religion går sammen til ideologi med vold og med krig til følge, og religion bruges som våben mod andre. Det tager vi naturligt nok afstand fra.
Men religion er meget mere end misbrug. Det er en kraft, som ikke lader sig ignorere. Hvis den kraft skal komme frem i lyset, må vi prøve at sætte fælles ord på.
Vi må begynde i vores eget liv, i det, der betyder mest for os: Glæder, vi vender tilbage til i tankerne, skuffelser, som vi har det svært med, sorger, der kan tynge, men også undren og overvældelse, som vi gribes af, om vi vil eller ej.
Vi må begynde med vores længsel efter mening, fællesskab og håb. Her begynder religion. Måske skal vi give os selv lidt tid til langsomhed og til undren, især over vores eget liv, at vi overhovedet findes.
At hver enkelt af os er så lykkelige og heldige, at netop vores æg blev befrugtet i mors liv, og vi kunne begynde en udvikling af krop og af sind. Naturen var straks klar til mindste detalje: med åndedræt, kredsløb, dna til udviklingen, og et naturgrundlag var parat for os og for verdens mylder af liv, som vi er en del af, og der var en social sammenhæng klar.
Det har krævet og kræver fortsat en kæmpeindsats fra mange videnskaber at opdage nogle af alle de forudsætninger, der bare findes for vores liv og udvikling. For slet ikke at tale om, hvad der er gået forud fra vores klode blev dannet af stjernestøv, fik atmosfære og livsvigtigt vand og blev til en levende planet i himmelrummets overvældende storhed.
Alt det, der bare er sket og stadig sker i det, vi kalder naturen, og som er grunden under vor væren.
Nogle kunstnere har held til at udtrykke livsunderet, for eksempel Inger Christensens digt på bare to ord, ”Abrikos- træerne findes”, en utrolig detalje i den store overflod af, hvad der bare findes. Jørgen Gustava Brandt bruger i digtsamlingen ”Giv dagen dit lys” udtrykket ”Føl livets gys!”.
Tøven og undren kan give os den vigtige indsigt, at det bedste og største i livet er det, vi får givet: sanserne, livet selv, naturen, som vi er en del af, tillid, åbenhed, venskab, kærlighed, som vi ikke kan undvære. Vi har brug for at fokusere på, at livet ikke er en banal selvfølge, men er en gave. Og det er jo religion.
Når vi bliver berørt af en situation, er det naturligt for mange af os at bruge religiøse ord og rette anklage eller tak til Gud. Men vi har svært ved at snakke sammen om religion og Gud. Der er så meget, der klinger med, som vi ikke ønsker at være en del af.
Filosoffer kan have held med at hjælpe med nye og fælles ord, der ikke på forhånd er belastede. ”Gud er magten til at være til i alt, hvad der er til.” Sådan har K.E. Løgstrup søgt at udtrykke det mysterium, at vi findes, og at verden findes og stadig er til.
Udtrykket ”Magten til at være til i alt, hvad der er til” rummer lidt af den overvældende storhed, der ligger i tanken om den uransagelige og skjulte baggrund eller Gud. Det udtrykker, at der er ”noget”, der er større end mennesker, og som skaber naturen og holder livsgrundlaget oppe. Den erfaring kan vi dele med mange andre kulturer til forskellige tider og steder. Det er religion i sin oprindelse, hvor mennesker er en del af en helhed.
Som mennesker har vi brug for at kunne tale sammen om de store ting i livet. I og omkring os oplever vi kræfter, der er destruktive i forhold til fællesskab og menneskeværd. Det drejer sig om mistillid, kynisme, magtsyge, had, korruption, krig og vold.
Da er spørgsmålet: Hvad giver mening? Hvad kan bære vores fællesskab? Hvad forpligter os, der har modtaget livet? Sagt med religionens ord: Hvad er Guds vilje? Vi kan ikke bare læse Gud i naturen.
Moses har været der. Ham har vi hørt om i mere end 1000 år i vores land. Myten om Moses fortæller om jordskælv og torden på Sinai-bjerget efter en lang ørkenvandrig og om fødslen af De Ti Bud, som den usynlige Guds vilje med mennesker: ”Du skal elske din Gud af hele dit hjerte, hele din sjæl og hele dit sind.” Det er det første bud. De andre følger efter: Du må ikke stjæle, lyve, være begærlig, dræbe, være misundelig, sammenfattet i buddet: ”Du skal elske din næste som dig selv.”
600 år efter, at sagnet om Moses blev skrevet ned, kom Jesus. Han overtog arven fra Moses og loven om, at meningen med livet er ”at elske Gud og sin næste”. At elske Gud betyder at tro alt godt om den usynlige Gud og om Guds forhold til mennesker – at Gud vil os det godt. Jesus bruger et billede, som alle kan forbinde noget med. Han kalder Gud for sin og vores gode far, som er i Himlen, i det skjulte, uden for det, vi har indsigt i, og hvis budskab er barmhjertighed.
Sprogbrug og billeder ændrer sig gennem tiderne. Vores verdensbillede forandres, gamle ord fra Bibelen må oversættes igen, hvis vi skal kunne forstå deres budskab.
Det er ikke svært at fatte pointen i historien om samaritaneren, der hjalp den fremmede, som var offer for røvere og voldsmænd, mens andre ord fra et gammelt verdensbillede som ”himmelfart”, ”dødsrige” og ”jomfrufødsel” kræver historisk viden og indlevelse at ”oversætte”, hvis deres budskab skal sige os noget i dag.
Lokalt har vi i Skovlunde oplevet, at vores nye kirkekunst, som er udført af kunstneren Erik Hagens, har provokeret nogle til at snakke sammen om kristendom.
Jesus bruger ikke kun ord. Han viser med hele sit liv, hvad det vil sige, at Gud er som en kærlig far eller mor, der elsker sine børn. Jesus lever den kærlighed helt ud og giver os dermed betingelsen for at kunne tro på ham og handle i hans ånd.
Men vi er ikke enebørn hos Gud. Det er vores problem. Ikke engang, når vi beder, er vi alene. ”Vor far” skal vi sige, ikke bare ”min far”. Det har Jesus lært os. Vi skal tænke de andre med.
En hovedregel er: Giv, så skal der gives jer. Tilgiv, så skal I selv få tilgivelse. Vi må blive bedre til at tale sammen om tro og til at oversætte de gamle budskaber, så vi når frem til kernen, som giver liv og håb. For inspiration: Læs for eksempel Jakob Wolfs bog ”Det ubevæbnede øje”.
Inger Kongsted Olsen er cand.pæd.