På hellig mark: At vandre som en pilgrim

I det 21. århundrede er pilgrimsvandringen igen blevet populær. Men hvorfor egentlig? Måske fordi man som pilgrim vandrer mod noget, som er større end en selv, skriver dagens kronikør

På hellig mark: At vandre som en pilgrim

DET MILDE EFTERÅR indbyder til vandring.

Den særlige vandreform pilgrimsvandringen bliver stadig mere populær, men hvad handler det egentlig om?

I The Oxford English Dictionary defineres en pilgrim som en person ”who journeys to a sacred place for religious reasons ”, altså rejser til hellige steder ud fra religiøse grunde. Pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith har en lidt bredere definition: ”Når man går pilgrimsvandring, går man mod noget helligt, som ikke behøver at være et helligt sted, men man vandrer mod noget, som er større end en selv.” Det siges også, at man udmærket kan være pilgrim uden at være kristen, for der er tale om ”en moderne længsel”.

Knox-Seith har sikkert ret i, at pil-grimstanken ud over at være en form for religiøs tilbedelse også er blevet et moderne fænomen, hvor den enkelte prøver at finde tid til at koble af fra de stressende krav i tiden, fra sygdom og sorg. I naturen vandrer man og finder sin egen lidenhed og naturens storslåethed. Det kan være udtryk for en tilbedelse af naturen eller forsøg på at gå ind i sig selv.

I det 20. århundredes anden halvdel og ind i det 21. århundrede er pilgrimsvandringen blevet en del af den evangeliske verden. I det ydre kan pilgrimsvandringen minde om middelalderen med den tids pilgrimme, der vandrer med det rette udstyr i form af hat, stav, for nogle også kors – alt sammen for at opnå renselse i en eller anden form eller for at blive helbredt i håbet om hellige mirakler.

I middelalderen var pilgrimsfærden et led i en bods- og afladsproces, hvilket Martin Luther og Reformationen gjorde op med. Luthers kritik rettede sig mod den sammenhæng, som var almindelig på hans tid, nemlig det middelalderlige bodssystem. I dette tankekompleks indgik boden i bestemte forestillinger om helgeners fortjenester, om relikvier, om aflad, om skærsild, om valfart til Rom med mere. Luther mente ikke, at valfarter i sig selv var af det onde, men at de på hans tid var i forfald. Under alle omstændigheder kunne de ikke foretages, fordi Kristus ikke havde påbudt det.

Luther har således især knyttet sin kritik af pilgrimsvandringen til tidens katolske bodssystem. Kan der åbnes for, at denne vandring kan ses i lyset af et Kristus-ord?

INTERESSANT ER HELE den historiske udvikling af pilgrimstankerne.

Den er skildret af adjungeret professor ved Københavns Universitet og tidligere biskop i Göteborg Stift Carl Axel Aurelius i bogen ”På helig mark. Pilgrimen i historia och nutid”. Det er en bog, som kan anbefales, selvom den tilsyneladende ikke er meget kendt i det danske biblioteksvæsen.

Pilgrimscentre er opstået i Norden (den hellige Olavs Nidaros i Trondheim og Birgittas Vadstena). Der er udnævnt særlige pilgrimspræster. Kritikken har været til stede i Danmark (blandt andet hos K.E. Løgstrup og Ole Jensen): Skabelsestankens livsforståelse betoner det allerede givne og allerede værdifulde i skarpeste modsætning til det pilgrims-mytiske syn på det timelige og jordiske som noget indifferent. Pilgrimstanken har imidlertid især vundet plads i lande, som kaldes evangelisk-lutherske. Det eneste underlige er, bemærker Aurelius, at det er sket uden alvorlige diskussioner, hvilket burde være naturligt på baggrund af den reformatoriske kritik.

Aurelius finder grobund for pilgrimstanken i de salmer, der finder vej i vor tid, ikke mindst fra vækkelsernes tid i 1700-1800-tallet, hvor den enkeltes fromhed er betonet. Ligeledes nævnes forudsætningerne med John Bunyans kendte bog ”The Pilgrim’s Progress” (på dansk: ”Pilgrimsvandringen”) fra 1600-tallets engelske puritanisme, oversat til mange sprog herunder til dansk. Vægten ligger på egne oplevelser, ikke det sakramentale. Der tænkes her på dåbens sakramente og dens efterfølgende liv, forstået som en vandring på livets vej.

Det kan tilføjes, at denne dåbsvandring har været afgørende for de danske vakte i 1800-tallet, som var inspireret af Grundtvigs dåbspagt.

Aurelius nævner, at pilgrimsvandringernes tilbagekomst fra middelalderen blandt andet beror på den opfattelse, at i de evangelisk-lutherske lande er lutheranernes åndelige liv forstummet. Dette liv er baseret på gudsordet i bøn og andagt og på gudstjenesterummet ud fra døbefont, alterbord og prædikestol. Biskop Peder Palladius udtrykte i sin visitatsbog en frygt for, at der skulle opstå et fromhedsliv, der var uafhængigt af sognets gudstjeneste og andagtsliv, og som fungerede uden sammenhæng med Guds befaling og ord. Omsat til nutiden er bekymringen, at pilgrimsvandringen blot skal dreje sig om vandringens rytme og den nære kontakt med naturen for at åbne nye muligheder.

Dette er humanisme, forstået som en sekulariseret valfart. Det er der i sig selv ikke noget galt i, men det er vigtigt, at vandringen har et evangelisk mål, når folkekirken skal beskæftige sig med den. Her må Palladius tages alvorligt. Vandringen må have kirkerummet og den sakramentale forståelse med i horisonten. Pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith har da også den folkekirkelige tradition for øje.

Alligevel minder den humanistiske tilgang om Jean-Jacques Rousseaus tanker. Hos ham, siger Aurelius, ”förvandlas naturen till själstillstånd”, og han tilføjer, at denne tankegang er typisk for en tid med øget subjektivisme og selvcentreret åndelighed i både kultur- og fromhedslivet.

AURELIUS SLUTTER SIN BOG med at skrive et kapitel om pilgrimsvandringen og sakramenterne. Han vil på evangelisk-luthersk vis knytte vandringen til et Kristusord og stiller det spørgsmål, om valfarten kan udformes sådan, at den befordrer det væsentlige i kirkens evangeliske opgave.

Pilgrimsvandringens urmodel er exodusfortællingen i Anden Mosebog om gudsfolkets vandring bort fra Egypten til det forjættede land.

Folket trænges og står mellem den gyptiske hær og havet. Så åbner vejen sig gennem havet fra død til liv. Denne vandringsvej gennem havet og vandet tolkes på oldkirkelig vis i lyset af den kristne dåb. Som nutidigt eksempel anvender Aurelius nordmanden Børre Knudsens salme ”Faraos härar hann upp oss vid stranden” i svensk oversættelse. Ligeledes peger Emmaus-fortællingen i Lukasevangeliet kapitel 24 hen på undervisning og nadvermåltid.

Ved at dåbens sakramente aktualiseres så stærkt, fremstår pilgrimsvandringen som dåbsliv. Vandringens efterfølgelse er at leve i sin dåb, at gå med Kristus gennem død til liv, nævner Aurelius. Dåben er klangbund for genfødelsens øjeblik, forstået som en klar markør af den kristne identitet. Den stærke betoning af de to sakramenter genfindes i Grundtvigs salmer og hans forståelse af dåbspagten.

Vandringen betoner sammenhængen med dåbens sakramente og bliver ikke en vandring bort fra eller ved siden af folkekirkens gudstjeneste, hvilket Peder Palladius frygtede. Pilgrimsvandringen bliver derimod en vej ind i den gudstjenestelige forsamling med dens tro og liv, dens diakoni og mission. Er det ikke målet for den kristne pilgrimsvandring – som kirken skal tage sig af?

Når det er sagt, må det samtidig betones, at pilgrimsvandringen skal foregå i stor frihed. Det sker både med plads til den kristnes vandring og med plads til den, som ikke er interesseret i kristendom. Friheden betyder, at folkekirken frimodigt må stå frem med sit kristne formål, og at den udvikler en evangelisk teologi, som kan bære vandringen.

Aurelius giver i sin bog et bud.

Jens Rasmussen er tidligere hospitalspræst og ph.d.