Prøv avisen

På med nej-hatten – fra ”Lykke-Per” til Brinkmann

Forfatter Katrine Marie Guldager Foto: NILS MEILVANG

Da jeg denne sommer genlæste Pontoppidans ”Lykke-Per”, slog det mig, at det, der måske er så fantastisk ved den roman, er, at hovedkarakteren giver op. Han overgiver sig til tvivlen. Han tager med Svend Brinkmanns ord nej-hatten på, skriver forfatter Katrine Marie Guldager i dagens kronik

KRONIK:
SLUTNINGEN PÅ Henrik Pontoppidans formidable storværk ”Lykke-Per” har været diskuteret, siden bogen udkom, og et forsigtigt gæt er, at den nok vil blive diskuteret nogle hundrede år endnu.

Det store spørgsmål er selvfølgelig: Er det en lykkelig slutning, hvor Lykke-Per har opgivet sine store planer og finder sig til rette i tilværelsen som vejassistent i Thy, inden han dør? Her i sommer ville tilfældet, at jeg genlæste Pontoppidans berømte slutning, næsten samtidig med at jeg kastede mig over psykologiprofessor Svend Brinkmanns opgør med tidens udviklingstvang, ”Stå fast”, for at være klar til opfølgeren, der kommer her i august.

Og pludselig forekom det mig, at sidstnævnte havde en del at sige førstnævnte. Jeg var som sagt netop færdig med ”Lykke-Per”, og den var lige så stærk, som den plejer at være. Slutningen gav mig på én gang følelsen af at være dybt sørgmodig og totalt befriet. Åh, hvor var det godt, tænkte jeg. Det var næsten som en fysisk forløsning. Men hvad var det, der var så godt?

At en midaldrende mand lige var død af kræft? At han hele livet havde været fremmedgjort i forhold til sin familie? At han havde brudt først med Jakobe, så med Inger og derefter gjort sine egne børn fædreløse? Hvad kan dog være godt ved sådan en historie?

Og så slog det mig, at det, der måske er så fantastisk ved ”Lykke-Per”, er, at hovedkarakteren giver op. Han overgiver sig til tvivlen. Han tager med Svend Brinkmanns ord nej-hatten på. Han burde være blevet lykkelig med sin Inger, han burde have tilgivet sine forældre. Han burde være kommet videre! I stedet vælger han at overgive sig til sit eget indre mørke. Han dvæler ved fortiden, han kommer ikke videre. Han dør!

I DEN MODERNE VERDEN er vi ofte bundet op på alt muligt (arbejde, børn, ægteskab). Det er sjældent, vi som moderne mennesker helt kan hengive os til vores indre, golde Thy-landskaber, som altså Lykke-Per gør. Det er sjældent, nogen for alvor spørger os: Har du ikke bare lyst til at opgive det hele?

I konkurrencestaten slet ikke. Der spørger man: Nå, hvad kan du så bruges til? Det er ja-hatten, man efterspørger. Udvikling. Fremdrift. Ikke mennesker, der går til‑ bage. Ikke noget tilfælde i øvrigt, at Pontoppidan ender med at lade Lykke-Per være landmåler. Altså én, der måler, registrerer landet. Ikke én, der forandrer det, vil flytte bjerge og bygge kanaler. Nej, han vil bare måle det. Det er alt nok.

For de fleste er det indlysende, at Lykke-Per er en splittet person, på én gang en verdenserobrer og et barn, der voksede vild i barndomshjemmet. Når man hører om den egn i Thy, hvor han vælger at slå sig ned, er det da også et billede på det indre landskab i Per – de sider, der aldrig blev udviklet, de sider, der henlå i deres golde øde. Som sider af et menneske uvægerligt gør. Og når Per føler sig så hjemme her, hvor fårene selv ved midsommertid har svært ved at bjerge føden, så tænker man, at det jo egentlig er modigt af ham, at han vil bebo netop disse egne i sig selv.

Sådan føles det: befriende, modigt, og efter endt læsning kom jeg til at tænke på et digt af Søren Ulrik Thomsen, hvor der er en sætning, der lyder:

”Jeg har levet i 35 år og har brug for lige så mange/ til at komme mig over de første.”

Man kan heller ikke lade være med at tænke på en salme af Kingo:

”Far, verden, far vel!/ Jeg kedes nu længer at være din træl,/ de byrder, som du mig har byltet oppå,/ dem hvister jeg fra mig og vil dem forsmå,/ jeg river mig løs, og jeg kedes nu ved/ forfængelighed,/ forfængelighed.”

Andet vers er kun bedre:

”Hvad er det dog alt,/ som verden opsminker med favr gestalt?/ Det er jo kun skygger og skinnende glar,/ det er jo kun bobler og skrattende kar,/ det er jo kun iseskrog, skarn og fortræd,/ forfængelighed,/ forfængelighed.”

FOR PERS VEDKOMMENDE er der tale om endelig at kunne hengive sig til sorgen, til de mørke kræfter, der romanen igennem har trukket ham tilbage, når verdenserobreren er ved at nå sine mål. Nu vil han i fred ruge over noget grimt, noget skamfuldt.

Pers personlighed er spændt ud mellem det allerstærkeste, det overpotente, det guddommelige, og så følelsen af at være et lille udskældt barn, der ikke fik det fra sine forældre, han manglede så forfærdeligt. Storhedsfølelserne vokser ud af mindreværdet: Det er to kræfter, der hiver ham i hver sin retning og gør ham til et splittet menneske, og det er derfor, Inger græder og i skilsmissescenen spørger, hvad det dog er, han vil: ”Hvorfor piner du mig sådan?”.

Men han piner naturligvis sig selv lige så meget – for han aner ikke, hvad han vil. Han har aldrig vidst det. Han har aldrig været en samlet person. Og i stedet for at lalle videre med omverdenens forventninger som eneste pejlemærke hakker han bremserne i. Det er på en måde umoralsk, at han forlader sine børn, men man er (mærkeligt nok) heller ikke fri for at føle, at han gør dem en tjeneste.

Én side af ham er frodigt blomstrende, rig, en anden dunkel, gold, øde. Vil han gå i retning af det ene landskab eller i retning af det andet? Vil han tage ja-hatten eller nej-hatten på? Svaret er umuligt. Lige meget hvad han gør, ville han føle sig revet midt over. Til sidst vælger han at søge ind i den indre verden, i skyggen, han vælger at overgive sig til tankens verden og svare på spørgsmålet: ”Men hvem er du selv?”.

Og her hører ligheden med Svend Brinkmanns opgør også op. For dengang på Lykke-Pers tid var der måske nok et allestedsnærværende krav om udvikling, men ikke i den indre verden, ikke på samme måde, som vi har kendt det, siden de første spæde hippier dukkede op i København og sagde, at man skulle befri sit indre liv ved hjælp af bevidsthedsudvidende stoffer. Dengang på Lykke-Pers tid kunne en sådan dyrkelse af det indre liv måske være et oprør, men på Svend Brinkmanns tid er det det ikke. Tværtimod. Måske er Brinkmanns opgør et opgør med et opgør?

Men godt, at Lykke-Per ikke fik succes med sit kanalprojekt, godt, at han ikke blev gift med Jakobe! Det ville nemlig have været en løgn for ham. Og løgnen undslipper han næsten konsekvent. Sandheden for ham er at overgive sig til den dystre arv, han føler, at han har med hjemmefra.

At Per vælger at blive ét med sit indre Thy-landskab kræver dog af ham, at han opgiver andre indre landskaber, for eksempel sit indre Rom-landskab, hvor han festede, og det indre alpelandskab, hvor han og Jakobe forenedes seksuelt. Det er klart.

I MODSÆTNING TIL, hvad vi hører fra selvrealiseringens overdrev, får man kun sjældent noget her i livet, medmindre man opgiver noget andet. Per opgiver tilværelsen som familiefar, til gengæld opnår han at dø i en tilstand af ro og værdighed.

”Lykke-Per” er skrevet i forbindelse med det moderne gennembrud, altså for mere end 100 år siden, og alligevel føles den rasende aktuel. Konflikten mellem en tid, som tror på fremskridtet, udviklingen, optimeringen – og det lille menneske, hvis eksistens uundgåeligt er knyttet til det smertefulde, det destruktive og det bagstræberiske, er lige så aktuel nu som dengang.

For det er ikke kun som borger i en accelererende selvrealiseringskultur, at jeg finder ”Lykke-Per” interessant. Det er også som småbørnsmor. Fordi vores værdighed som mennesker også knytter sig til, at vi kan give op over for det, der er større end os selv.

Når jeg netop nu finder glæde ved at læse om en mand, der hengiver sig til smerten, er det selvfølgelig også, fordi man som mor af og til bliver udmattet af det hækkeløb, moderne forældreskab er. Fremdriften i en moderne børnefamilie er så stor, at modløbet larmer. Uviljen. Ulysten. Indimellem får man lyst til at overgive sig til sit eget indre skyggemenneske, den smerte, man altid bærer med sig.

Også ens børn vil komme til at mærke modgang, tilbageslag. Også ens børn vil på i det mindste nogle af livets områder blive inkompetente og ufuldstændige. Måske ligefrem usympatiske. Derfor får man lyst til at blive venner med modløbet, med skyggen.

Man får lyst til at sige som Svend Brinkmann: Dyrk det negative, dyrk fortiden, dyrk alt det, som aldrig vil lykkes.

Katrine Marie Guldager er forfatter