Et af de stærkeste værker i dansk litteratur er Tove Ditlevsens ”Gift” fra 1971. Det er en fortælling om Tove Ditlevsens ægteskaber og de uhyre omkostninger, de har. Bogen er skrevet med en nerve og en litterær kvalitet, der ikke lader noget tilbage. Og mere end en generation før Karl Ove Knausgård lægger Ditlevsen sit liv frem og fører det gennem litteraturens fortællende univers. Det er et mesterværk, som næsten læser sig selv, så medrivende er det.
På et tidspunkt, da det altædende ægteskab med sin tredje mand er ved at rinde ud, møder hun Victor Andreasen, den senere dynamiske chefredaktør på Ekstra Bladet.
De indleder et forhold, og en dag ligger de med hinanden i sengen, og Tove Ditlevsen spørger Victor Andreasen, med hvilken ret de gør dette, altså med hvilken ret de indleder et forhold til hinanden, når Victor har en kone, for det er hende, hun tænker på.
Da svarer Victor Andreasen, at de har kærlighedens ret på deres side. Og da svarer Tove Ditlevsen, at den ret er altid retten til at gøre andre fortræd.
Ditlevsens svar er ikke bekræftende eller et carte blanche til utroskab, selvom det umiddelbart kunne lyde sådan. Hendes svar er mere en bedømmelse af udtrykket ”kærlighedens ret”.
Hvis man taler om ret i kærlighed, så har man så at sige skiftet hest midt i vadestedet. Kærlighed og ret hænger ikke sammen, for man kan ikke i kærlighed få ret over for hinanden. Hvis man gør det, så gør kærligheden fortræd. Kærlighedens væsen er netop ikke at få ret, og derved at dømme, men at åbne rum for hinanden.
Denne tanke om det manglende forhold mellem kærlighed og ret, gennemspilles med tydelighed hos Paulus. Paulus kan tale om, at kærligheden ikke glæder sig over uretten. Men han vender ikke sagen om, så at kærligheden har sin glæde i retten, men at den netop har det i sandheden. Derved bliver Paulus’ udsagn en direkte kommentar til dialogen mellem Ditlevsen og Andreasen. Kærligheden, som Paulus taler om, udøves i afmagt, som han skriver i sit Andet Brev til Korintherne, hvor magten udøves i magtesløshed. Guds nåde er ham nok, som det lyder.
Begrebet ret hænger sammen med magt. Den, der har ret, har magt. Men hvordan vil man kunne tale om ret som magt på den anden side af korsfæstelse, død og begravelse?
Paulus kan i hvert fald ikke. Han kan ikke sammenkoble ret og kærlighed, når Kristus er korsfæstet (2. Kor., kap. 13, vers 4).
Korsfæstelsen og påskens begivenheder ophæver enhver forestilling om magt og ret. Hvis den almægtige Gud kan dø på et kors, så forstyrrer det alle gængse forestillinger om almagt og derved om ligefrem ret. Gud kan ikke forstås som styrkefuld almagt på den anden side af korset.
Hvis man vil det, så bliver korset til et teater og påsken et skuespil. Der står intet på spil, men alt skal blot tjene til at illustrere, hvem Gud er. Så har Gud ret i sin almagt, men det er ikke det, Paulus siger. Han taler om Guds afmagt, ikke sådan forstået, at Gud intet kan, men at Guds almagt på den anden side af korset er noget andet end det, vi regnede for almagt. Almagten er ikke krigerens almagt, men kærlighedens magt, der ikke kan tale om ret, men om sandhed.
Kærlighed og magtens ret hænger således ikke sammen, og derfor er Tove Ditlevsens svar så præcist: kærlighedens ret er at gøre hinanden fortræd. For hvis man taler om kærlighedens ret, så forlader man kærligheden, og bevæger sig ud i et magtsprog.
Det er præcis det, Paulus ikke vil, for magten udøves i magtesløshed. Det er den position, Paulus har fundet ved korsets fod.
En anden, der også har set dette forhold, er Søren Kierkegaard. I den prædiken, der afslutter dobbeltværket ”Enten-Eller” fra 1843, taler Kierkegaard om det opbyggelige i, at over for Gud har vi altid uret. Det betyder, skriver han, at hvis man for eksempel elsker et menneske, så ønsker man altid at få uret over for denne, men hvis han var dig troløs, så fik du ret over for ham, hvor nødigt du end ville. I troløsheden forsvinder kærligheden og bliver til ret. Det er også derfor, at Paulus kan tale om, at kærligheden ikke glæder sig over uretten, for den splintrer kærligheden indefra.
Og Kierkegaard fortsætter med at bevæge sig ind i Gud, for Guds styrelse, siger han, er ikke vore planer, Guds tanker er ikke vore gerninger, Guds kærlighed er ikke vore følelser. Og vores salighed er, at vi er elsket af Gud, som vi aldrig selv ville kunne elske.
Derfor er det opbyggeligt, at vi over for Gud altid har uret, for Gud er altid tro. Også mod vores troløshed.
Guds kærlighed, der ikke er en ret, men en sandhed, kan aldrig være retten til at gøre andre fortræd, for det er en magt, der udøves i korsets magtesløshed. Ret og uret er begreber, der simpelthen ikke hører hjemme i denne sammenhæng. Troløsheden er aldrig en ret, men den uret at give andre ret i kærlighed og derved forvandle kærligheden til nogen, den ikke er. Troløshed kan aldrig legitimeres, for da har man forandret kærligheden i sin grund og gjort den til ret, hvilket den aldrig kan være.
Det er dette forhold, Tove Ditlevsen fornemmer med sit svar. Og det er denne fornemmelse, påsken udfolder i sit budskab.
For gennem påskens begivenheder slår Gud sit væsen fast. Det eneste, der kan holde gennem kors, død og grav frem mod opstandelse, er kærligheden, og det er den kærlighed, der er Guds væsen, som Det Nye Testamente også slår fast. Guds troskab i Kristus på korset er netop kærlighedens åbenbaring, der stadfæstes endeligt ved opstandelsen.
Derved forsvinder talen om ret og magt, for det ville jo være at tale om noget andet end Jesu Kristi kors.
Påsken er således et opgør med kærlighedens ret, og den misforståede indstilling, at kærligheden kan gøre troløshed berettiget. Det er muligt, at troløsheden kan begrundes med alle mulige ting, men aldrig kan den begrundes med kærlighedens ret, for da er alt vendt op og ned.
Måske skulle vi fordybe os i påsken noget mere. Ikke kun for at føres gennem denne dybe fortælling om, hvad og hvem Gud er, men også for at lære kærligheden at kende. Vores tid trænger til det, for alt for ofte argumenterer vi med kærlighedens ret.
Og lad os da vende tilbage til Tove Ditlevsen og Victor Andreasen. Tove Ditlevsen kunne ikke argumentere med kærlighedens ret, for den gjorde blot andre fortræd. Men deres forhold var sandt. Måske mere sandt end nogle af hendes tidligere forhold. Og det er kærlighedens sandhed, som Paulus taler om, der viser sig. En sandhed, der ikke visker skylden ud.
For kærlighedens sandhed fastholder os på hinanden, også på de svigt, som vi med dække søger at skjule os for. Forholdet var sandt. Det var det, de skulle have forholdt sig til. Og Tove Ditlevsen vidste det. Hun vidste, at man ikke kunne argumentere med kærlighedens ret.
Det er også det, der giver hendes forfatterskab den store dybde, som det har og som vel også gjorde hende til en meget skattet brevkasseredaktør. Som forfatter er Tove Ditlevsen heldigvis på vej op igen. Hendes forfatterskab bør læses, for både i sin poesi og prosa udfolder hun en klogskab og indsigt, der ofte lader intet tilbage.
Og at sammenlæse det med verdens største fortælling, som er påsken, giver hun nye aspekter til dette.