Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Kronik

Biskop: Opstandelsen er håbet om, at selv når alt lukker til, er der en sprække

Lad opstandelsen ruske op i os og vende os om, så vi med den i ryggen kan gå ud af kirken og ud af os selv. Ud af vores komfortzone, skriver biskop Tine Lindhardt. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

Tine Lindhardt, Biskop i Fyens Stift

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

I påskeberetningen får ondskab og død ikke lov at stå uimodsagt. Tænk, at man insisterer på håb og tro. Det er tæt på at være provokerende. Vi kan ikke slette ondskaben, den er et vilkår. Men det kalder på modsigelse, skriver biskop Tine Lindhardt

EN AFTEN FØR PÅSKE var jeg inviteret ud i en kirke for at fortælle om påsken, og hvad der sker de enkelte dage fra palmesøndag til 2. påskedag. Det slog mig som så ofte før, hvor rystende påskeberetningen er.

Rystende i sin beskrivelse af døden og ondskaben i alle de værste skikkelser – fejhed, svigt, råhed, forræderi, hån, ydmygelse, tortur, lynchning. Jesus udsættes for lige så stor grusomhed, som vi ser mennesker blive udsat for rundt om i verden i dag. Han er i ordets egentligste forstand udsat og sat udenfor som en paria, man kan tillade sig at behandle uden nogen form for menneskelighed.

Men det virkeligt rystende i påskeberetningen er nu alligevel, at der midt i al ondskaben forkyndes opstandelse. Insisteres på håb. På at der er mere at sige. Ondskab og død får ikke lov at stå uimodsagt. Tænk, at man gør det – lige op i vores åbne ansigt insisterer på håb og tro. Tænk, at man tør det, fristes man næsten til at sige. Det er tæt på at være provokerende.

Undertiden kan man få den tanke, at vi er mere fortrolige med døden og mørket end med lyset og livet. Frygten for ikke at slå til. Ikke at få likes nok. Håbløsheden og hævnen. For slet ikke at tale om ondskaben, som vi kun kender alt for godt, ikke mindst fra os selv. Hvad kan man stille op imod den?

Er den et vilkår, vi må affinde os med? Ja, ondskaben er et vilkår. Og nej, vi må aldrig bare affinde os med, at det er sådan. Det kalder på modsigelse. På opstandelse. Opstandelse som forfærdelse over og opstand imod undertrykkelse, vold, og terror, ondskab. Og opstandelse som håb om og tro på, at selv når alt lukker til, er der en sprække. Kærligheden og livet opstår, selv når og hvor vi ikke tror det muligt og ofte bag om ryggen på os.

Det er påskens evangelium. Opstandelse og håb. Evangeliet forkynder en sprængning, en rystelse, fordi Kristus står op af døde i påskemorgenrøde. Man forstår godt, at kvinderne derude ved den tomme grav blev rystede. Ikke desto mindre er det den rystelse, vi lever af og på. Med sin rystelse og opstandelse rummer evangeliet en modsigelse. Man bliver ikke bare strøget med hårene. Man bliver også sagt imod. Der er modhager.

EVANGELIET ER MED ANDRE ORD en farlig sag. Det siger os imod, når vi glemmer, at vi er skabt i Guds billede til at ligne ham, og ikke mindst når vi glemmer, at det også gælder andre mennesker. De andre er også skabt i Guds billede, og derfor er vi mennesker jævnbyrdige og lige meget værd.

Vi bliver også modsagt, når vi sætter os selv først uden omtanke for andre og uden at tage af os af de andre. Som vi siger: Er det mit bord? Til det er svaret kort og godt: Ja, det er det.

Vi er gennem evangeliet sat fri til at leve, sådan som Gud vil have det. Vi kan ikke undskylde os med, at vi er slaver af ondskab, og at vi ikke kan andet, at det er et vilkår. Det er det, men samtidig er vi sat fri til at elske Gud og vores næste. Og det skal vi. Eller sagt med andre ord: Livet kræver dig. Andre mennesker kræver dig – og mig. Det er ikke fordi, jeg vil påstå, at det er nemt.

Tilværelsen er fuld af dilemmaer og umulige valg, hvor man vil komme til at gøre et andet menneske ondt, uanset hvad man gør. Dét er et vilkår. Men det er ikke en undskyldning for, at jeg lader som ingenting og ingenting gør. Vi har en forpligtelse til at være der for den, der har brug for det. Vi har et ansvar.

Vi bliver altså modsagt. Af evangeliet. I vores magelighed og venden ryggen til, hvor vi skulle råbe op og tage affære og i vores gøren krav på.

Når vi gør os selv store ved at gøre andre små. Når vi er smålige og opblæste. Grådige og griske. Når vi går forbi, hvor vi skulle have ladet os forstyrre og stoppe op, fordi et andet menneske havde brug for det. Så bliver vi modsagt og sat på plads. Men det er der også noget andet, der bliver. Det gør mørke, død, ondskab, fejhed. Gud byder det trods.

Det gjorde han fra allerførste begyndelse, hvor han med sit ord, skaberordet, brød mørket og skubbede de livstruende og ødelæggende kræfter til side, så der blev rum for lyset og livet. For mennesker og for alt levende.

Da mørke og ondskab, ligegyldighed og had på ny bredte sig ud over verden og menneskers liv og lagde det øde, tog han igen affære og kom til verden i barnet i krybben, Jesus af Nazaret, og blev menneske for her, hvor vi er, at byde mørket trods. Han kaldte mennesker ud af sig selv, væk fra sig selv. Han vender os om. Mod sig og mod vores næste og mod livet. Han færdedes i grænselandet og spiste sammen med mennesker, som ingen andre kunne drømme om at sidde til bords med. Men han gjorde det og modsagde dermed de mange, der stemplede nogen andre som forkerte – ligesom han modsagde dem, han besøgte, fordi der tit var god grund til det. Han bryder den ondes spil og magt. Møder ondt med godt. Had med tilgivelse. Til sidst dør han af det og for vores skyld.

Men dødens triumf bliver kort.

Påskemorgen taler Gud på ny. Lyset kiler sig ind i mørket og brækker det. Bryder det. Stenen bliver væltet fra graven.

DET ER EVANGELIETS PROVOKERENDE modsigelse. Påskens rystende opstandelse. Hver gang vandene lukker til, og mørket lukker sig om os, modsiger Gud det og trodser det, står op imod det og tager det sidste ord. Altid.

Til det må man sige ”Tak og hurra!”. Og glæde sig hjerteligt over denne insisteren på håb. Vi forstår det ofte ikke. Misforstår det måske endda som en hån mod dem, der har det ondt. Men håb er ikke at lukke øjnene for ondskaben i sådan en huhej, hvor det går-optimisme. Det er heller ikke en utopi om, at bare vi bliver dygtige nok og kloge nok, så forsvinder alt det onde, sygdom, død og mørke. Det gør det ikke. Det ville være en illusion at tro, og kristendom er ikke en illusion. Kristendommen er tværtimod uhyre realistisk i sit syn på mennesker og verden og på ondskab, svigt, skyld og fejhed og bilder ikke nogen ind, at man kan få et liv uden det.

Men kristendom affinder sig heller ikke bare med ondskaben. Evangeliet fastholder håbet. For os. Midt i det. Trods det. Giver os lov til at stole på, at der altid er mere at sige, selv når der ikke er, og også vi ikke selv kan. Vi bliver rejst op, når vi ligger ned. Vi kan stå op, selv når vi ikke kan. Livet er også for os, der ikke har fortjent det. Det håb har vi brug for. Hårdt brug for. For vi klarer det ikke selv. Vi hverken magter eller evner altid at rejse os selv. Eller at stå op imod mørket. Så lad os gå i kirke i morgen og høre det råbt fra tagene: ”Kristus er opstanden!”. Måske, ja, forhåbentligt bliver vi ramt af det og rystede i vores grundvold, fordi det er rystende at få forkyndt håb og opstandelse og tilgivelse midt ind i en verden, hvor så meget andet synes at herske. Lad opstandelsen ruske op i os og vende os om, så vi med den i ryggen kan gå ud af kirken og ud af os selv. Ud af vores komfortzone.

Vi kan ikke slette ondskaben med et pennestrøg eller en politisk beslutning. Men vi kan stå op imod den og stille os ind under evangeliets modsigelse og tiltale, når det er os selv, ondskaben tager bolig i. Og bede om tilgivelse. Vi kan ikke fjerne ensomheden. Men vi kan tale og handle imod den. Vi kan ikke afskaffe sygdom og død. Men vi kan råbe imod det, græde i sorg og savn og bede om Guds styrke til at leve på trods. Alt sammen fordi vi har lov til at stole på, at Gud har fat i den lange ende af vores liv både nu, mens vi lever, og den dag, hvor døden kommer. Og så kan det ikke gå helt galt, for nu at sige det på jysk. Det er påskens evangelium.

Rystende og fyldt med håb.

Glædelig påske!