Forskningschef: Pædagoguddannelse skal være større og bedre

Hvis den politiske ambition om flere professionelle voksne i danske vuggestuer og børnehaver skal realiseres, er vi nødt til også at løfte pædagoguddannelsen. Her bør den pædagogiske faglighed stå i centrum, skriver forskningschef i dagens kronik

Foto: VIA University College og Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Foto: VIA University College og Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Den danske pædagoguddannelse skal være verdens bedste. Intet mindre var visionen, da Ane Halsboe-Jørgensen (S) blev forskningsminister, og den har hun heldigvis fortsat. Selvom det er Danmarks største uddannelse, skal den være endnu større. For nylig fik vi opgørelsen over optaget på de videregående uddannelser, og pædagoguddannelsen kan se frem mod en beskeden stigning i antallet af nye studerende.

Det er bare ikke nok, hvis den politiske ambition om flere professionelle voksne i danske vuggestuer og børnehaver skal realiseres. Pædagoguddannelsen er andet og mere end 0-6-årsområdet, men de danske dagtilbud fylder meget i debatten om pædagoguddannelsen. Minimumsnormering er sat på den politiske dagsorden, fordi flere uddannede pædagoger kan hjælpe vores børn med at få en god start på livet.

Nu får man næppe flere studerende ved alene at se på selve uddannelsens indhold og opbygning. En dokumentarudsendelse fra TV 2 belyste, at det selv for kvalificerede pædagoger kan være vanskeligt at udøve professionel pædagogisk praksis. Der er ofte for mange børn og for få kolleger. Følgelig må man se på rammerne for pædagogernes arbejde, hvis man vil gøre uddannelsen mere attraktiv.

Der er dog samtidig noget at hente ved at se på selve uddannelsen. Nu behøver man næppe at være forsker for at regne ud, at dem, der overvejer at søge ind på pædagoguddannelsen, gerne vil være pædagoger. Derfor kan det også være betimeligt klart at kunne formidle, hvordan uddannelsen understøtter den pædagogfaglighed, som efter endt uddannelse skal være fundamentet for pædagogernes arbejde.

Det bør stå i centrum for den kommende evaluering af pædagoguddannelse, der snart sættes i gang. Det vil sige om og hvordan uddannelsen indrammer og udvikler pædagogfaglighed. Allerede her har vi den første udfordring. Uddannelsen sigter mod mange forskellige områder. Dagtilbud, skoler, opholdssteder og meget mere. Selv hvis man tager et enkelt område – for eksempel det aktuelle dagtilbudsområde – så bliver det ikke mindre komplekst.

Leg står som noget meget centralt i den nye dagtilbudslov. Følgelig skal uddannelsens dagtilbudsspecialisering tage det op, og det kan den gøre ved at se på, hvordan leg udfolder sig i vuggestuer og børnehavers praksis, og hvordan legeforskningen kaster lys over det. Leg er bare ikke så nemt at afgrænse, og det indrammes ikke kun gennem forskning. Det har også en værdi i sig selv.

Når børn leger i naturen, så kan de udvikle sig motorisk og socialt, men børn skaber også mening i deres tilværelse ved at fordybe sig i leg på deres egne præmisser. De bruger fantasien og virkelysten, når penslen bliver en tryllestav, der forvandler børnehavens legerum til et ferieparadis. Det er som om, at nogle af børnene kender ferielandskabet og dets muligheder. De har oplevet det før, selvom det ikke er helt det samme. På den måde er det vitalt, at legeaktiviteter ikke kun hjælpes på vej af de voksne. Til gengæld kræver det mange pædagogisk velbegrundede beslutninger, når pædagoger blander sig uden om eller intervenerer i legen for at guide den i nye retninger. De gode pædagogiske aktiviteter i en børnehave er ikke altid planlagte, og det er helt bevidst. Rutiner omkring middagsmaden og garderoben og ikke mindst spontan leg er væsentlige udviklingsmiljøer for børn. Vedtagelsen af dagtilbudslovens nye læreplan betyder netop ikke, at de voksne skal planlægge hele dagen. I givet fald er det spontane ikke spontant længere, og rutinerne ikke rutiner. Man risikere at miste det værdifulde i de spontant opståede situationer og den spontane leg, og børneperspektivet svækkes.

Den pædagogiske praksis er i mange situationer uforudsigelig, og det er en styrke. Det betyder bare, at pædagoger skal kunne navigere i en kompleks dagligdag, hvor pædagogfaglighed også er det at opsamle erfaringer, der kan deles med kolleger og ledere i bestræbelsen på at drøfte og udvikle praksis fremadrettet.

Den pædagogiske praksis er ikke et værdineutralt rum. Pædagoger bruger sig selv som hele mennesker. I forbindelse med læreplanstemaet om natur og udeliv skal børn opleve forskellige former for natur, uanset hvor i landet de bor. De skal også have et personligt forhold til naturen og behandle den med respekt.

Derfor skal de også møde voksne, der behandler naturen respektfuldt. Det kan gøres på mange forskellige måder og påvirkes af, hvem de voksne er. Hvilken viden og erfaringer de står på, men lige så betydningsfuldt er deres holdninger, normer og værdier. Alt er i spil, og det er en styrke. Derfor er et vidensgrundlag for pædagogfaglighed også systematisk indsamlede praksiserfaringer, der fortløbende kan bruges til at udvikle pædagogers valg og refleksioner.

På samme måde skal pædagogstuderendes studieforløb indeholde øvelses- og træningsbaner, hvor de kan øves i, hvilke roller de kan spille i spontant leg, eller når børn eksperimenterer med vindretninger ved at sætte drager op. Praksis foregår ikke kun i praktikperioder. Der skal være masser af praksis på uddannelsen. Ligesom der skal være masser af velvalgt teori.

Grundlaget for pædagoguddannelsen er ikke konceptualiseret eller instruerende. Det skal være inspirerende og ideelt set bruges til at kaste lys over pædagogstuderendes erfaringer med børns leg fra deres praktikperioder, eller når de efter endt uddannelse taler med deres kolleger og forældre om, hvorvidt de skal eksperimentere med nye legegrupper. Hvis dele af vidensgrundlaget skal komme fra forskning, så stiller det store krav. Relevant forskning beskrives ofte som det, der virker. Men hvordan virker det og i forhold til hvad? Den for nylig vedtagne nye læreplan for dagtilbudsområdet fremhæver værdier som børnesyn, dannelse og fællesskaber. Der findes masser af viden om, hvordan man kan inddrage børn i beslutninger og derved arbejde med deres dannelse. Der findes bare ingen sikker viden om, hvordan det enkelte barn så præcist udvikler sig, hvis det inddrages på den og den måde. Vi kan heldigvis ikke styre, hvordan børn dannes, men det kan være en ambition at arbejde med det.

Dagtilbud bygges ikke kun på, hvad der virker. Man kan godt forskningsmæssigt argumentere for, at man skal lade børn være børn, så de gennem fantasi og nysgerrighed kan eksperimentere med omverdenen i rammer, som de voksne er ansvarlige for. Det er samtidig også en grundlæggende værdi i den danske dagtilbudstradition. Vi vil ikke have førskoler, hvor børns leg og frihed begrænses.

Når pædagoger skal navigere i uforudsigelige situationer, så trækker de ideelt set på en pædagogfaglighed, som ikke giver dem entydige svar, men forskellige muligheder. Det sker tilsvarende, når de skal beslutte, om de vil guide den spontant opstået leg mellem børnene i nye retninger eller lade den udvikle sig på børnenes præmisser. Dette skal en pædagoguddannelse kunne understøtte, og det skal man have blik for, når pædagoguddannelsen evalueres.

Det vil også kunne bidrage til at skabe et sprog for pædagogfaglighed, der kan hjælpe med at formidle til unge mennesker, hvor kompleks en opgave pædagoger kan stå i efter endt uddannelse. Men selve uddannelsen kan ikke bare formidle det. Den kan også ruste de studerende til den opgave. Fordi den ikke bare er den største, men også den bedste.