Prøv avisen

Pagten med slangen

Den franske pilot og digter Antoine de Saint-Exupérys liv blev tidligt præget af dødsfald blandt hans nærmeste. Som pilot var han selv flere gange i yderste livsfare. Hans forhold til døden kan tolkes ud fra det slangebillede, han bruger flere

Dette år, som er 100-året for den berømte pilot og forfatter Saint-Exupérys fødsel, har budt på megen røgelse til hans forherligelse, men også på en del sodsværte, som har været ved at tage glansen af hans myte. Blandt de forskellige bøger, der er blevet udgivet i den anledning, har offentliggørelsen af hans kone Consuelos dagbog ikke været flatterende for ham. Den fortæller om en mand, der med sit krævende væsen havde meget store problemer med kvinder og kærlighed. Dette er der for så vidt ikke noget nyt i. Så i stedet for at stirre sig blind på noget, der ligner ugebladsjournalistik, kunne man benytte lejligheden til at genlæse hans værk. Den sætning, som Saint-Exupéry huskes for, stammer fra hans verdensberømte bog Den lille Prins og lyder således: »Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet.« Dette er hovedtemaet i alt, hvad han har skrevet, og ligger også bag hans forhold til døden. Blæsten, Sandet og Stjernerne, som udkom i 1939, er den tredje af de fem bøger, som Saint-Exupéry selv færdigredigerede og udgav, inden han omkom som rekognosceringspilot i 1944. Den består af en samling artikler og essays, hvoraf det første handler om hans debut som postflyver. Han indvies til ruten over Spanien af en kollega, og det sker i en forunderlig geografitime, hvor der ikke tales om byernes størrelse og flodernes løb, men om en mark, hvor der står tre appelsintræer, som kunne være farlige i forbindelse med en nødlanding. Om en gård, hvor der bor en familie, der er parat til at yde nødstedte piloter hjælp. Og om en lille bæk, der skjuler sig i en mark vest for Motril: »»Tag dig i agt, den ødelægger marken - sæt den på dit kort!« Jo, han skulle nok huske slangen fra Motril! Den så ikke ud af noget, med sin svage rislen gennem græsset kunne den højst være til glæde for et par frøer, men den sov kun med det ene øje. I det Paradis, hvor maskinen skulle lande, lå den skjult under græsset og lurede på ham i en afstand af 2000 km. Ved først givne lejlighed ville den forvandle ham til et strålebundt af flammer...« Centralt i bogen genoptages slangemotivet i en lille historie, Oase. Postflyveren Saint-Exupéry har på grund af problemer med instrumenterne været nødt til af gå ned med sin maskine i nærheden af byen Concordia (con=med, cordia=hjerte) i Argentina. Han bliver tilbudt ophold hos en af de lokale familier, og i deres gamle Ford kører de ham til deres hjem langt fra alfarvej. I måneskinnet dukker huset op i en lille lund og ligner et eventyrslot. Det er gammelt og forfaldent, men for Saint-Exupéry skjuler dette forfald en umådelig rigdom. Skabe, kister og lofter måtte bugne af hemmelige, gådefulde skatte: ting, som engang havde haft en funktion; breve, som var blevet læst; nøgler, som havde passet til en lås, som ikke eksisterede mere. På tærsklen til huset bliver han modtaget af to alfeagtige småpiger, der hurtigt flygter ud i havens paradis, »hvor de herskede over alle skabelsens dyr«, som de havde tæmmet ved at fodre dem med lækkerier og alskens eventyr. Da han om aftenen sætter sig til bords over for de to piger, har Saint-Exupéry på fornemmelsen, at han skal til eksamen. Vil pigerne godtage ham eller ej? Han er klar over, at alle selskabslivets sædvanlige kneb med interessant konversation, smil og smiger vil slå fejl over for disse to naturbørn. Pludselig hører han en hvislen under bordet og føler noget koldt mod sin ankel. Han ser spørgende på dem, og de siger som den selvfølgeligste ting af verden: »Det er hugormene.« Saint-Exupéry, der ikke er poet for ingenting og finder, at disse åbenbart tamme slanger er kronen på husets trylleri, smiler tilbage: »Åh, så det er hugormene?« »Ja, de har deres rede i et hul i gulvet under bordet. De kommer hjem hver aften.« Med sit smil og sin accept af slangerne har gæsten bestået eksamen, pigerne har inviteret ham ind i trylleriets cirkel, en cirkel, som også omfatter deres pagt med slangerne. Denne oplevelse er central for Saint-Exupéry. Da han kort tid efter udgivelsen af Blæsten, Sandet og Stjernerne begynder at arbejde sammen med den franske filminstruktør Jean Renoir med henblik på at skabe en film over bogen, trækkes slangehistorien frem som et af afsættene for handlingen. Men i scenariet til denne film gengives den i en lidt anden og mere oprindelig form svarende til en tidligere artikel trykt under titlen Prinsesserne i Argentina. I den historie føler postflyveren sig tryllebundet af prinsessernes magiske cirkel, han føler, at han efter at have fartet rundt i verden endelig er kommet til vejs ende. Det er en stor fristelse for ham at blive. I stedet for hugormene er der kun tale om én slange, en cobra, som en af pigerne pludselig havde befundet sig ansigt til ansigt med en dag, hvor hun var kravlet op i et af havens træer. Gennemisnet af skræk så hun den vrede cobra lige i øjnene og bad den om at lade hende være. Hvorpå cobraens nakkeskind lagde sig, og mens pigen langsomt klatrede ned, fulgte slangen nysgerrigt efter. Da pigen fortæller denne hændelse, spørger piloten dumt: »Har I så fået den slået ihjel?« Hvortil pigen forarget svarer: »Hvorfor dog dræbe den, den havde jo frelst mit liv. Det ville have været tillidsbrud at dræbe den! Den har fået lov til at blive i sit træ. Vi har lavet en aftale.« Herfra er der ikke langt til Saint-Exupérys femte bog, Den lille Prins fra 1943. Da den lille prins fra asteroide B 612 lander på Jorden, er det første, han møder, en slange, der som et gult månespejl ligger sammenrullet i sandet. Af samtalen mellem de to fremgår det, at slangen er mere mægtig end en konges finger, og at den vil kunne bringe den lille prins længere væk, end noget skib ville være i stand til. »Jeg kan hjælpe dig en dag, hvis du savner din planet for meget. Jeg kan - - -.« »Åh, jeg har forstået dig«, siger prinsen, »men hvorfor taler du hele tiden i gåder?« »Jeg løser dem«, siger slangen, »alle sammen«. Og slangen besegler deres pagt ved at sno sig om den lille prins' ankel som en gylden ring, pagtstegnet. Da den lille prins efter et års forløb opsøger slangen, for at den skal hjælpe ham hjem igen, indfrier den sit løfte og giver prinsen det dødbringende bid. For han skal af med sin krop, den er for tung at bringe med op til planeten. Den kan godt undværes. Det, at kroppen kan undværes, skriver Saint-Exupéry om i sin fjerde bog, Krigsflyver fra 1942. På et rekognosceringstogt over Arras i de dage, hvor Anden Verdenskrig bryder ud, bliver hans maskine fanget i tyskernes kugleregn. Hvor længe kan de gøre sig håb om at leve, inden de får en fuldtræffer og brænder op? Er det slangen fra Motril, der nu er vågnet og ser en lejlighed til at forvandle dem til et strålebundt af flammer? Saint-Exupéry oplever, at her i dødens nærhed er det, som om tiden breder sig ud, og kroppen frigør sig for sine følelser. Den bliver til et redskab, som det er nyttigt at bruge i den foreliggende situation, hvor maskinen skal styres og holdes på ret køl. Men han opdager, at den krop, som han har passet og plejet, ikke mere betyder så meget for ham, og han kommer i tanker om, hvornår han først fik denne indsigt i kroppens manglende betydning. Det var, da hans døende lillebror Franois sendte bud efter ham midt om natten. Et øjeblik gennemrystedes drengen af en voldsom smerte, men bagefter sagde han afværgende: »Du skal ikke være bange - jeg har ingen smerter. Jeg lider ikke. Men jeg kan ikke gøre for det. Det er min krop.« Og Saint-Exupéry fortsætter: »Mennesket dør ikke. Der er ingen død, når man står ansigt til ansigt med den.« Maskinen bliver ramt og begynder at slingre rundt. Men den lystrer hele tiden roret og retter sig op efter hver ny eksplosion. Saint-Exupérys reaktion på eksplosionerne forskyder sit fokus. I stedet for at leve i forventning om den død, der måske kommer i næste øjeblik, begynder han at leve i den opstandelse, som det forløbne sekund netop har skænket ham. For hver eksplosion får han en opstandelse foræret. Her er vi tilbage ved den argentinske prinsesses svar på, hvorfor slangen ikke var blevet slået ihjel. Hvorfor skulle den dog det, når den havde frelst hendes liv. Det er børnene, der lærer en det væsentlige om slanger. I sin første bog, Postflyveren fra 1929, lader Saint-Exupéry hovedpersonen fortælle en barndomserindring. Ligesom prinsesserne i Argentina boede han i en gammel have omgivet af »en gammel faldefærdig mur overgroet med vedbend. Udtørret, gennemvarmet, formet af solen, formet af virkeligheden. Mellem bladene raslede firben, som vi kaldte slanger, for vi elskede allerede dengang selv billedet af den flugt fra virkeligheden, man kalder død«. Børnene skulle blive på virkelighedens side af muren, hvad der var på den anden side, kunne de kun gisne om, men de vidste, at firbenene - slangerne - kendte løsningen på gåden. Den lille Prins indledes med en historie om, hvordan fortælleren som barn tegnede en boa-slange, der havde slugt en elefant. Han viste den til de voksne og spurgte, om de ikke blev bange. De kunne ikke forstå, hvorfor de dog skulle blive bange for en hat. Så tegnede drengen en åben slange, så man kunne se elefanten indeni. Han blev nu bedt om at lade disse narrestreger være og beskæftige sig med virkeligheden - dvs. geografi, historie, regning og grammatik - og det gjorde han så. Indtil han som voksen igen finder blyant og papir frem og tegner den lille prins siddende på en gammel havemur, ansigt til ansigt med den gule cobra-slange, der nu med sit udspilede nakkeskind er rede til at opfylde sin del af pagten, at løse den store gåde og lade prinsen komme hjem. I Saint-Exupérys digtning er det børnene, de små prinser og prinsesser, der er fortrolige med slangerne. Det er dem, der helt af sig selv ved, at kun med hjertet ser man rigtigt, og at det væsentlige er usynligt for øjet. Man må blive som børn for med fortrøstning at vove sig ind i slangens rige, for i hjertets fortrolighed at kunne se ansigt til ansigt. Citerede bøger: Postflyveren. Lindhardt og Ringhof, 1995. Blæsten, Sandet og Stjernerne. Jespersen og Pio, 1964. Krigsflyver. Jespersen og Pio, 1943. Den lille Prins. Jespersen og Pio, 1986. Cher Jean Renoir. Gallimard, 1999. forfatter og præstekone