DEN HIDTIDIGE DEBAT om dåbsritualets teologi har især fokuseret på syndslærens placering i dåbsritualet. Fra grundtvigsk hold har Ingrid Ank på Kirke.dk opstillet valget mellem at sige ”Alle børn er født gode” eller ”Alle børn er født onde”.
Sagen er imidlertid, siger hun, at alle børn kommer til at gøre ondt mod andre. Sådan går det for os alle. Her slår nok så meget god vilje ikke til. Derfor er der brug for et dåbsritual, der tager menneskets synd alvorligt. Dåben må vise den døbte hen til en tilgivelsens klippe, som altid består. Når vi falder i synd og fortvivlelse, skal døbte mennesker kunne vises tilbage til deres dåbs nåde, som det traditionelt hedder i Indre Mission.
I dag siger dåbsritualet, at Gud i dåben ”gør os til sine børn”. Det er både for meget og for lidt. Det er for meget, fordi det kan høres, som om ingen udøbte er Guds børn. Jeg kender ikke én præst, der vil sige til forældre til et barn, der er død uden at være døbt, at barnet ikke var Guds barn og dermed dømt til evig fortabelse. Derfor er der mange præster, der i stedet for eksempel bruger formuleringen, at Gud i dåben ”modtager os som sine børn”. Det går an, men der er brug for at sige noget mere kort og præcist om forholdet mellem dåb og synd, så det udtrykker den næsten enighed, der faktisk findes i folkekirken på dette punkt.
Der er imidlertid et andet punkt, som det er lige så vigtigt at klargøre i dåbsritualet: Hvad er forholdet mellem Gud og menneske? Hvad sker der i det hele taget i dåben? Her har vi brug for at huske, at kristendommen allerede i Det Nye Testamente forstås som en pagtsreligion. Det pagtstegn, som jøderne har i omskærelsen, har vi som kristne i dåben. Dåben er Guds pagtsslutning med mennesker.
Gud døbte Jesus ved at lade himlen åbne sig over ham, mens Helligånden dalede ned over ham. Det lød over Jesus, som det lyder ved enhver dåb: ”Denne er min datter/søn, den elskede.” Gud handlede dog ikke egenmægtigt med Jesus ved hans dåb i Jordan-floden. Jesu dåb var udtryk såvel for Jesu egen vilje som Guds handling (Matt. 5, 6). Sådan er det også i dag ved dåben, som er en pagtslutning mellem Gud og mennesker. Grundtvig udtrykker det fint i sin konfirmationssalme, at dåben er noget, mennesker er aktivt med i, fordi det er noget, vi vil:
Han, som på jorden bejler
til troskab uden svig,
når vi kun vil, besegler
sin pagt om Himmerig.
Han døber med den Helligånd
på ord, som aldrig fejler,
han rækker os sin hånd.
N.F.S. Grundtvig, Den Danske Salmebog, nummer 479, vers 1
SOM DET ER I DÅBEN, er det overalt i kristendommen. Gud rækker os sin hånd, men han handler ikke hen over hovedet på os. Se blot på Jesu helbredelser: De sker ikke som en ekspeditionssag. Selvom det er klart nok, at den syge ønsker hjælp fra Jesus, spørger Jesus den lamme ved Betesda dam: ”Vil du være rask?”. (Joh. 5, 6). Jesus inviterer den syge til at være med i det, det skal ske med ham. Således er det også med os ved dåben.
Samtidig er dåben ikke blot en velsignelse, hvilket man let får indtryk af i dag. Dåben er en indvielse eller ordination til tjeneste for Gud og mennesker i kraft af Helligåndens gave. Dåben er en velsignelse, men den er mere end det. Den er en fuldmagtserklæring, en kompetenceudrustning og en virksomhedsoverdragelse for enhver døbt. Præsten bliver udrustet til det særlige præstearbejde ved sin ordination. Det er der god brug for. Men endnu mere er der brug for, at alle døbte i hverdagen bruger dåbens udrustning til det almindelige præstearbejde ved at tjene mennesker i Guds sted overalt, hvor mennesker mødes.
Samtidig er det vigtigt at få udtrykt, at trosbekendelsen, som den lyder ved dåben, er en gave, ikke en eksamen. Alt for mange mennesker er tilbageholdende over for dåben, fordi de ikke kan forstå eller stå inde for det ene eller det andet led i trosbekendelsen, som der jo svares ja til ved dåben. Men tilspørgelsen ved dåben er ikke en overhøring, hvor gudmoderen eller dåbskandidaten skal præstere en korrekt tro. Trosbekendelsen er ligesom salmesangen og hele gudstjenesten en invitation ind i en ny tilværelsesforståelse. Vi skal ikke bevise eller stå inde for, hvad Grundtvig får os til at synge i salmerne, eller hvad præsten siger i liturgien eller i prædikenen. Vi skal tage det til os ved at lade det virke i os. Så kan det ske, at det skaber i os, hvad det nævner. Endelig er det vigtigt, at kernen i kristendom er Kristus-troen, ikke dåben. Det er i forholdet til Kristus, at menneskers liv og frelse afgøres. Dåben peger hen på Kristus i liv og død. Den er et skib, som kristne kan holde sig til i al stormvejr, fordi dåbsskibet har kurs mod Kristus. Derfor skal kristne ikke klynge sig til en anden planke, for eksempel boden, men altid vende tilbage til dåben, hvis de er blevet skyllet over bord, som Luther siger det i ”Den Store Katekismus”. Som israelitterne blev frelst fra de dødelige slangebid ved at se op mod kobberslagen (4. Mos. 21, 4-9), sådan frelses en kristen gennem livets storme ved at holde sig til dåbens vand. Som det ikke er kobberslangen, men Gud, der frelser, således er det heller ikke dåben, men Kristus, der frelser. Derfor står det også i Guds magt at frelse dem, der ikke nåede at blive døbt.
Det hævdes ofte, at det gældende dåbsritual bygger på den lutherske dåbsteologi i Den Augsburgske Bekendelse fra 1530, men det gældende ritual ligger teologisk langt fra Luthers.
1912-ritualet, som vi bruger i dag med meget små tillempninger, er skruet sammen af Københavns daværende indremissionske biskop Peder Madsen. Han havde sin egen tidsbundne dagsorden, hvis konsekvenser vi stadig lever med. Madsen var bange for, at hans samtids fromme præster skulle gå i dåbsstrejke, når tidens uvorne forældre kom til dåb med deres børn. Derfor satte han den højstemte lovprisning fra Peters Første Brev og så den såkaldte dåbsbefaling foran i ritualet – som en befaling til præsterne vel at mærke. Forældrene, som er kommet med barnet, behøvede man jo ikke at befale noget. Dernæst følger teksten om de små børn, der kan komme til Jesus, nu placeret som en polemik mod konkurrenterne hos baptisterne mere end som en invitation til børnevelsignelse. Også bønnens forgård i Luthers ritual er fjernet, og Fadervor flyttet hen efter dåben af hensyn til grundtvigianerne. På en række punkter udtrykker Madsens ritual således en helt anden teologi end den lutherske tradition.
Dåbsdebatten har hidtil savnet et historisk kendskab til den tradition, dåbsritualet står i – og afviger afgørende fra. På baggrund af sine historiske studier fremlagde professor Christian Thodberg et langt mere luthersk forslag til dåbsritual i den liturgikommission, der barslede i 1980’erne. Han fik aldrig et ben til jorden. Det samme gjaldt nu afdøde professor Theodor Jørgensen, der i udredningsarbejdet op til dåbscirkulæret af 2008 kæmpede for at få traditionens voksendåbsritual tilbage i folkekirken.
Vi har derfor et stort historisk efterslæb, som må genstuderes og drøftes, før hverken dåbsteologien eller dåbsritualet kan afklares i folkekirken. Thodbergs studier resulterede i et manuskript, ”Dåben og dåbsritualets historie”, der i 2017 blev udgivet som en bog, der kan købes fra Forlaget Eksistensen. Den bog må læses, når man vil deltage i den debat, der må følge efter det siddende udvalgs debatoplæg, som jo forventes klar til Himmelske Dage på Heden i kristihimmelfartsferien i år.