Prøv avisen
Kronik

Pandemien lærer os noget afgørende, som kan frelse os

Ii lærer af pandemien, at vi befinder os i et verdensrisikosamfund. Den økologiske krise kræver det. Vi kan sadle om. Og vi kommer til det, skriver kronikør. Genrebillede. Foto: Bruce Bennett/AFP/Ritzau Scanpix

Gorm Harste, dr.scient.pol., Aarhus Universitet

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Selvom der lige nu er fire kriser i selvsving, er jeg dog optimist. Vi må tænke os om. Så vi ikke går i moralsk panik. Vi må tænke på en radikalt ny måde. Vi kan sadle om. Og vi kommer til det, skriver dr.scient.pol. Gorm Harste

Der skal mere til end én krise for at skabe en omvæltning af et menneskes kurs. Eller et samfunds. Det er påfaldende, hvor mange diskussioner der under den aktuelle krise vender og drejer mulighederne. Når hele regnskabet skal gøres op, er jeg dog optimist. Vi må tænke os om. Så vi ikke går i moralsk panik. Vi må tænke på en radikalt ny måde.

Der synes i hvert fald at være fire kriser i fulde omdrejninger. Tre er tilstrækkeligt til at skabe en omvæltning. Den ene krise henviser til den anden, som henviser til den tredje, og så går de i ring. De begynder at skabe et såkaldt selvreferentielt system og danser heksedans med hinanden.

Så vidt jeg kan se, er fire kriser i selvsving. Dertil kommer imidlertid en reddende moralsk forandring. Som den romantiske tyske digter Hölderlin skrev: ”Hvor faren er, gror det reddende.”

Den pandemiske krise er over os. Vi sammenligner med spedalskhed, pest, kolera, den spanske influenza, ebola, aids – og nogle med hackeres vira, der kan nedbryde store it-systemer. På blot et par måneder er vi blevet noget nær eksperter i bratte og udfladigede kurver. Vi følger med i kinesiske, sydkoreanske og afrikanske udviklinger, ser til Italien, Spanien, USA og Sverige. Vi lærer om den spanske influenzas ekstreme dødelighed fra 1917 til 1920.

Verden er blevet global, og vi indser langt om længe, at vi lever i et verdenssamfund og i øvrigt altid eller i hvert fald siden middelalderens sorte pest i 1350 har levet i et samfund, der var et verdenssamfund. Vi kan umiddelbart se nogle dybt indlejrede reaktionsmønstre.

Mette Frederiksen (S) fortalte os i sin store tale, at ”vi skal stå sammen om at holde afstand til hinanden”. Dermed gentog hun Martin Luthers tolkning af nadverens liturgi. Da trykpressen kom i slutningen af 1400-tallet, oversatte Erasmus og Luther Bibelen, først til latin og så til tysk, senere oversatte Jean Calvin den til fransk. Enhver kunne frit sidde og læse evangelierne og udlægge dem på hver sin måde.

Dermed brød den katolske ortodoksi om et substantielt fællesskab sammen. Med calvinisterne fik enhver sin egen tolkning. Mens lutheranerne trods alt fik en fælles procedure, så alle hver for sig kunne følge den samme dagsorden. Aktuelt ser vi forskellene i de kulturelt indlejrede reaktioner på behandling. Italienerne fór sammen i tog bort fra Milano og spredte derpå smitten. I Spanien og Frankrig ser vi det samme. Folk har i bund og grund svært ved at adskille sig, men går helst i grupper. Mens vi i Nordeuropas lutherske kulturer efter en første moralsk panikhamstring gør lige som alle de andre, vi forsøger at adskille os. Vi bliver fælles om alenehed og ringer, skyper og sms’er rundt.

Vi ser, at vores arbejdsdelte samfund også allerede finder sammen om at være både et specialiseret ”hver for sig-fund” og er gensidigt afhængigt. Det er mere sammen end et tilfældigt sammenrend.

Vi ser, at pandemien på den ene side demonstrerer de globale sammenhænge i mening og meningsløshed. På den anden side ser vi også en national isolationisme, der kommer for sent. Den præger Østeuropa og på en lidt pinlig måde også Danmarks grænselukning; nu hvor vi ikke længere bare kan hygge os med os selv i alene ensomhed. Men der er mere på spil end de indlejrede kulturelle reaktionsmønstre.

Krise nummer to er økonomisk. Hvor pandemien udvikler sig globalt i ekstremt hurtige forløb, ser vi aktiekurser falde overalt fra Shanghai til New York, Frankfurt, London og København. Investeringer følger med ned. Men umiddelbart reagerer hamstringer og rejseaktiviteter realøkonomisk lige så hurtigt. Billioner af dollars og euro fordufter, pensionsinvesteringer ændrer fremskrivninger, og vi kan kun håbe på omfattende statsinterventioner.

Den afledte økonomiske krise udløser et regulært sammenbrud i den neoliberalistiske økonomiske forståelse. Den har præget mange finansministerier med den såkaldte Washington-konsensus, Cepos og de politiske partier siden Thatchers forsøg på at lade rentepolitik styre den økonomiske politik.

Finanskrisen fra 2008 satte et første stød ind i denne såkaldte monetariske pengepolitik. Renten gik ned på nul for at lette investeringstakten. Men den slags pengepolitiske tiltag er udløbet. De virker ikke.

Nu er der behov for en yderst ekspansiv finanspolitik. Ligesom i 1930’erne, hvor engelske og svenske økonomer som John Keynes samt Eli Heckscher og Bertil Ohlin fandt ud af, at de store økonomiske systemer også opererer med uligevægte. Økonomihistorikeren Heckscher kaldte den liberalistiske tilgang til ligevægtenes ”usynlige hånd” slet og ret for overtro. Rigtigt.

Gud kan ikke erstattes af markedet. Men uden at gribe til totalitær absolutisme og enevælde bliver statsinterventionisme absolut nødvendig for at undgå, at kriser bliver til ødelæggende katastrofer. Den franske økonom Thomas Piketty viser dertil i sit netop udkomne nye mammutværk ”Kapital og ideologi”, at den globale uligheds fordeling af risici er på katastrofekurs.

For det tredje ser vi lige så velkendt som pandemien en økologisk katastrofe, der udvikler sig eksplosivt og viser, at samfundet er et verdensrisikosamfund. Også at det uoverskuelige netværk af sammenkoblede vendepunkter (”tipping points”) kræver omfattende intervention og handling her og nu.

Verdensrisikosamfundet er uden for enhver tvivl føderalt konstitueret. Parisaftalen i 2015 skabte en ny global grundlov. Som allerede Tjernobyl-katastrofen viste, afhænger samfundets territoriale rum af, ”hvordan vinden blæser”. Hvis alle Jordens snart otte milliarder beboere levede som danskerne, skulle vi bruge fire jordkloder.

Samfundssystemernes økologiske sammenbrud viser den økologiske konstruktion af naturens betingelser. Også her bliver omvæltningerne kolossale. På tre dage kan vi ændre samfundets regler grundlæggende. Men vi skal holde hovedet koldt! Ikke sælge ud af menneskeret og fornuftig magtdeling.

Krise nummer fire ligger derfor i de politiske mytologier om, at ”vi” er et blot nationalt ”vi”. ”Vi” er lige så vel Samsø, Aarhus, Danmark, Europa som verden. ”Vi” er gruppen af gamle sårbare pensionister eller gruppen af unge sunde studerende. ”Vi” er gruppen af rejsearrangører, restaurations- og hotelpersonale. ”Vi” er turisten, der flyver på eksotiske rejser. Uden at kere sig om, at ”vi” bruger flere bilers årlige CO2-udledning på jordomrejsen. Samtidig med at vi bringer smitte rundt. ”Vi” er os, der troede, at ”vi” kunne være ligeglade. Men ”vi” kan ikke være ligeglade med, at den båd, ”vi” sejler i, synker og må bygges om, mens ”vi” sejler.

Derfor er ”vi” også dem, der i disse dage på helt omvæltende vis finder ud af, at ”vi” er dem, der må og kan finde ud af at samarbejde. Solidarisk. Vi er blevet til dem, der pinedød må og skal samarbejde med dem, som vi ikke lige identificerer os med.

Derfor kan vi være optimister i vores nye liv i vores nye samfund. For vi er allerede forbundne. Inderst inde ved vi det godt. Det er endda glædeligt, at vi nu kan hygge os med alle vore nye venner.

Pandemien lærer os noget helt afgørende. Som kan være med til at frelse os og den verden, vi lever i. For vi lærer, at vi netop befinder os i et verdensrisikosamfund. Den økologiske krise kræver det. Vi kan sadle om. Og vi kommer til det. Tilmed i solidaritet med vore børnebørns alderdom, længe inden de er nået dertil om måske 100 år. De vil jo også gerne have børnebørn.

Vi kan sadle om. Og vi kommer til det. Tilmed i solidaritet med vore børnebørns alderdom, længe inden de er nået dertil om måske 100 år. De vil jo også gerne have børnebørn.