Terrorangrebene i Paris og København sidste år. Udbredelsen af Islamisk Stat. Migrant-bølgen, som skyller over Europa. Voldtægterne af kvinder i Tyskland nytårsnat.
Er noget af dette overraskende? Hvorfor er Vestens forsvarsvilje så svag? Hvorfor har man været så hurtig til at afvise kassandraerne, som satte ord på de foruroligende sandheder?
For der har været stemmer, der advarede mod de tilstande, vi nu erfarer om, og som samtidig forsøgte at blæse liv i Europas ”faldende overlevelsesinstinkt”.
En af disse stemmer var Paul Klebnikov. Det er 13 år siden, at den russisk-amerikanske journalist Paul Klebnikov udgav sin bog ”Samtale med en barbar”. Alene titlen er en udfordring, måske endda en provokation.
Den ”barbar”, med hvilken Klebnikov førte samtale, var Khozj-Akhmet Nukhajev, den tjetjenske mafias ”godfather” i Moskva, højtstående figur i den tjetjenske separatistbevægelse (han besøgte Margaret Thatcher på et tidspunkt), en af forfatterne til projektet om ”sharia-grundloven”, erklæret islamisk fundamentalist, begejstret forsvarer af ”barbariet”, det ”naturlige” liv befriet fra ”staten” og ”den borgerlige moral”.
Ikke en hvilken som helst journalist ville have haft modet til at tage det emne op og i den kristne civilisations navn på det kraftigste sige nej til ”det nye barbari”.
Et år efter bogens udgivelse, natten den 9. juli 2004, blev Klebnikov skudt i Moskva, mens han var på vej hjem fra sit kontor som redaktør på den russiske afdeling af det amerikanske magasin Forbes.
Paul Klebnikov var en bemærkelsesværdig mand. Han blev født i New York, men var først og fremmest barn af den russiske diaspora med dens hjertebånd til den gamle slægt og det tabte fædreland.
Klebnikov var en værdig efterfølger af sine forfædre: Hans tipoldefar, admiral i tsarens flåde, blev dræbt af bolsjevikkerne. For at bevare familiens militære tradition tog Klebnikov en uddannelse som officer i det amerikanske marinekorps, hvorefter han fortsatte sine ruslandsstudier:
Han skrev en ph.d.- afhandling om Pjotr Stolypin, Ruslands legendariske premierminister, der blev myrdet af en terrorist i 1911, og som er et forbillede for mange af hans landsmænd, inklusive Solsjenitsyn og Putin.
Og så kom han til Rusland og begyndte sin kamp imod det, han anså for de største onder: det kriminelle oligarki, som fik lov til at plyndre og ødelægge landet under Jeltsins regering, og ”den krigeriske islam”. To sprængfarlige, indbyrdes sammenhængende temaer, som han behandlede uden at lægge fingre imellem.
Imens hans første bog, som i øvrigt fik fremragende anmeldelser i vestlige akademiske tidsskrifter, ”Godfather of the Kremlin: Boris Berezovsky and the Looting of Russia” (2000), er på engelsk, findes hans anden bog, ”Samtale med en barbar”, mig bekendt kun på russisk.
Forklaringen ligger ikke i, at den skulle være en ”smal” bog – islam er jo ikke noget ”smalt” emne – men snarere i, at en bog af den slags ikke kan udgives i Vesten, uden at forfatteren risikerer at blive anklaget for blasfemi mod islam eller racisme.
For den er bestemt ikke en politisk korrekt bog. Det er et forsvar for det kristne Europa, som kan sammenfattes i ordene: ”Hvis kristentroen slukkes, forsvinder Europa”.
Klebnikov var en aristokrat med en riddermoral. Derfor er hans bog hverken indsmigrende eller nedladende over for den muslimske leder, han samtaler med. Overalt bestræber han sig på at lytte og forstå. Og han forstår, at han står over for en uforsonlig fjende, som skal respekteres som sådan.
Det, der driver Klebnikovs bog, er ønsket om at få indsigt, ikke kun i islams erobringsideologi, men også i, hvilke menneskelige ressourcer islam formår at mobilisere.
Vel er islam en ideologi, som deler menneskeheden i troende og vantro, en lovreligion, en totalitær konstruktion og et krigerisk program, hvis mål med Klebnikovs ord er ”verdensherredømmet”, men dens styrke ligger også i, at den ikke, i modsætning til Europa, har forkastet en del sande og gode almenmenneskelige ting: den stærke tro; traditionen; bevidstheden om eget værd og ære; forpligtelsen over for fællesskabet; fornemmelsen for liv og fremtid: glæden over de børnerige familier; den traditionelle opdragelse, hvor fællesskabets værdier videregives til de unge generationer.
Derfor er Klebnikovs konklusion: ”Det er (alt sammen) et spørgsmål om ånd.” Og præcist dér ligger Europas svaghed: i det, at det ikke længere regner ”ånd” for noget.
Siden det store brud i 1700-tallet – Den Franske Revolution med dens ateisme, totalitarisme, forkastelse af fortiden – har Europa været på flugt fra sig selv, fra den kristne ånd, som har været dets fundament og drivkraft.
For ånd er at tro på Gud, som blev menneske; at holde fast i ”tro, håb og kærlighed”; at se sit liv i et andet perspektiv end det rent materielle; at leve, ikke i automatisk overensstemmelse med ydre bekvemme regler, men i frihed og under samvittighedens tiltale (”Guds stemme i menneskets indre”, som Klebnikov understreger); at forstå sin forpligtelse over for fortid og fremtid og gøre alvor af sin troskabsed over for sit land og sit folk, for det er det, ”ære” i europæisk forstand betyder; at give livet videre og opdrage sine børn – for dér, hvor familien går til grunde og kulturen ikke længere overleveres fra generation til generation, ”brydes historiens kæde”.
Som en del af helheden er demografien ikke noget underordnet spørgsmål: ”De demografiske processer er afgørende for en hvilken som helst civilisations videre skæbne,” skriver Klebnikov.
I sidste instans er demografien et spørgsmål om ånd, og hvis Europas befolkning (Rusland inklusive) er i demografisk krise, er det netop fordi den ånd, som bærer liv i sig, er ved at blive udslukt.
For Klebnikov er det serbiske Kosovos tragedie en advarsel for Rusland og hele Europa. De muslimske indvandreres demografi sejrede over serberne, som ikke formåede at forsvare deres histories ”hellige land”.
Men nøjagtig det samme, noterer Klebnikov, kan iagttages i enhver stor europæisk by. Europa og USA kan sagtens føre krige uden for deres grænser – de er bare ude af stand til at forsvare sig, når krigen allerede føres i deres egne gader.
De militære sejre, Amerika eller Rusland kan vinde over islam, er kun, mente Klebnikov, midlertidige og kan vise sig frugtesløse, ”så længe den kristne tro udslukkes og den europæiske kultur svækkes i selve Amerika, Rusland og Vesteuropa. (…) Hvor forsvandt vores viljestyrke hen? (…) Vi behøver sådanne (gamle) dyder som mod, beslutsomhed, at være rede til at gøre alt for at forsvare vor værdighed; i stedet føler vi os allerede som besejrede folk og bliver grebet af fejhed og mismod”.
Men takket være denne konfrontation – og dette var Klebnikovs håb – kan vi måske genopdage vores egen kulturs ”sandhed” og ”værdi”, vågne op og ”besinde os på vores civilisations kilder, på betydningen af slægt, religion, selvopofrende heltedåd og kampånd og således endelig rejse os for at forsvare vores forfædres ære og tage vare på vores efterfølgere”.
I virkeligheden opfordrede Klebnikov til en åndelig revolution (en ”tilbagevenden” til ånd), der alene kan redde den europæiske civilisation, som Rusland og USA også hører til.
Klebnikov talte lidenskabeligt om simple ting: I en kristen civilisation drejer det sig om at elske. Elske det hjem, det land, man fik givet, elske sine forældre og sine børn, de svundne og de kommende generationer. Være i sandhed menneske – det betyder én, som ikke forråder sin ed, sin ed til det givne liv.
Meget er sket i de 12 år, siden Klebnikov døde. Men det, der er sket, det forudså han. Måske er hans tragiske skæbne en ekstra grund til at lytte til hans ord.
Monica Papazu er mag.art.