Prøv avisen

Paulus og stoikerne

Lektor Troels Engberg-Pedersen forsvarer på fredag sin teologiske disputats »Paul and the Stoics«. Disputatsens tese gør op med det traditionelle teologiske syn på Paulus og placerer ham inden for den hellenistiske etik og filosofi

Hvad er meningen med at skrive en bog om Paulus og stoikerne? Den er todelt: dels historisk, dels nutidigt orienteret. Først om det historiske, som er bogens centrale undersøgelsesområde. Bogen har en præmis: Græsk-romersk filosofi i antikken havde udarbejdet et grundlæggende fælles sæt af synsmåder inden for etikken, som gør det rimeligt at tale om »Antikkens etiske tradition« som en helhed. Grundlaget blev lagt af Sokrates og Platon. Aristoteles støbte nogle af de centrale begreber. Men det var stoicismen (fra Zenon lige efter Aristoteles via Chrysippos til Cicero, Seneca, Epiktet og Marcus Aurelius), der kombinerede arven fra Sokrates/Platon og Aristoteles til den mest markante udgave af dette tankesæt. Og så bogens tese: Paulus hører til inden for antikkens etiske tradition. Men Paulus var jo jøde! Ja, Paulus hører selvfølgelig også til inden for den antikke jødedom. Paulus var nemlig en hellenistisk jøde, og vi ved nu, at den traditionelle forestilling om en radikal modsætning mellem »jødisk« og »græsk« må tages af bordet for hellenistisk-romersk tid. Derudover er pointen at se Paulus som del af antikkens etiske tradition slet ikke, at alle andre måder at forstå ham på dermed er udelukket. Ingen Paulustolkning kan gøre krav på at være den rigtige tolkning. Og bogen er da også direkte positiv over for andre Paulustolkninger, der f.eks. udarbejder hans jødedom, hans apokalyptiske tænkesæt m.m. Men Paulus var da heller slet ikke ikke filosof!? Nej, bestemt ikke. Han var Kristustroende missionær. Et sted lægger han selv afstand til »grækernes visdom«. Men bemærk: samme afstand som til »jødernes lærde«. Og da han jo selv var en »jødisk lærd«, kan han også have været en slags »græsk filosof«. Det var bare ikke det, det kom an på for ham selv. Hvad går tesen så ud på? Følgende: At hvis man forsøger at holde begrebsligt sammen på så meget som muligt af, hvad Paulus siger og gør i og med sine menighedsbreve, så bliver man stærkt hjulpet af at læse brevene i lyset af en bestemt »model«, som udtrykker kernen i stoisk etik. Denne kerne handler om to ting. Der er først et grundlæggende skifte i den enkelte persons forståelse af sin egen identitet (en »omvendelse«) væk fra den »naturlige« rettethed mod en selv som kropsligt enkeltindivid, og over til en ny rettethed mod noget uden for det kropslige enkeltindivid, som man ikke desto mindre »hører til« (og ser at man hører til) - dette noget er hos stoikerne fornuften og hos Paulus Kristus. Der er dernæst en ny rettethed - via rettetheden mod fornuften/Kristus - mod ALLE andre (som deler den første rettethed). I bogen fremlægger jeg den fælles model i kap. 2. Kap. 3 gør rede for, hvordan stoikerne udfoldede modellen i deres særlige, filosofiske sprog. Og kap. 4-10 gennemgår så ret detaljeret tre centrale Paulusbreve (Filipperbrevet, Galaterbrevet og Romerbrevet) med det formål at vise, hvordan Paulus udfolder og bruger modellen i sin egen yderst komplekse og mangesidige begrebslighed. Her er vi ved en kerne i bogen: udfoldelse og brug af modellen set i forhold til Paulus' egen yderst komplekse begrebslighed. Først om udfoldelse og brug. Paulus ikke bare siger noget til sine menigheder om, hvordan de skal forstå sig selv i forhold til Gud og Kristus (og omvendt) - eller hvordan de skal forstå sig selv i forhold til de an-dre i menigheden; og videre: om hvad de skal gøre i lyset af den forståelse. Nej, Paulus gør også selv noget ved sine menigheder ved den måde, han taler til dem på. Bogen vil vise, hvordan begge dele kan ses at hænge sammen, når man læser Paulus i lyset af modellen. Dernæst om modellen i forhold til Paulus' egen begrebslighed. Paulus tænkte og talte mere »indviklet« end næsten nogen anden. Han forudsatte selvfølgelig et konkret verdensbillede, som er helt forskelligt fra vores. Derudover tænkte han grundlæggende apokalyptisk om verden: »Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!« Også det skal givetvis forstås helt bogstaveligt. Derudover tænkte han nok meget mere fysisk, end vi gør, f.eks. når han taler om at være »i Kristus«. Men han tænkte faktisk også klart metaforisk, når det greb ham. Alt i alt: et vildnis af begrebslighed, som det er meget vanskeligt at trænge igennem, så man får klarhed over de samlede konturer. Her er det så min model kommer til hjælp. Som den foreligger i den stoiske udgave, er den af indlysende grunde meget klart forståelig. Den er jo et stykke filosofi. Hvis det så kan vises (hvad bogen altså hævder), at netop denne model kan holde sammen på store mængder af, hvad Paulus siger og gør - ja, så forstår vi nu Paulus bedre, end når vi kun »gentager« ham i hans egen brogede begrebslighed. Det kan lyde meget abstrakt. Og bogen rummer da også en hel række meget mere konkrete delteser. Lad mig nævne nogle. (a) Der kan ikke sondres mellem »teologi« og »etik« hos Paulus. (Sondringen er grundlæggende moderne og anvendes ofte af teologer for at afgrænse teologien fra moderne filosofi. Det kan være på sin plads. Men sondringen må ikke læses ind i det antikke materiale.) (b) Paulus' breve er hele vejen igennem »formaningsskrivelser« (»parænese«) - hvilket ikke gør dem mindre »teologiske«. (c) Deres egentlige endemål er derfor i virkeligheden praksis, menighedernes Kristustroende praksis som en afspejling af, hvad Paulus selv både siger og gør i og med brevene. (d) Kristus »tro« og praksis hører uløseligt sammen for Paulus. (e) Paulus' opgør med Moseloven er derfor på ingen måde et opgør med handling. (Og »gerningsretfærdighed« er et begreb, som slet ikke figurerer i Paulus' univers.) (f) Det eneste, der var i vejen med Moseloven, var, at den - skønt den bedste af alle tænkelige love - ikke kunne frembringe det, den ellers handlede om: konkret handling i overensstemmelse med Guds vilje. (g) Det kunne derimod Kristustroen og den Ånd, som den bragte. (h) De Kristus-troende er derfor - ved Guds nådige indgriben i Kristusbegivenheden - alene om at nå frem til kernen af det hele: syndsfrihed i forhold til Gud og mennesker. (Paulus var altså lige så radikal i sin »normskærpelse« som Jesus i Bjergprædikenen.) Sådan kunne man blive ved. Men lad os i stedet vende os til bogens nutidige betydning. To punkter kan nævnes, hvoraf det første er fælles med en række bøger om Paulus fra de sidste 10-20 år. Det andet er mere specielt for lige denne bog. Bogen indgår i den del af den nyere Paulusforskning, som går under betegnelsen »det nye perspektiv« på Paulus. Her drejer det sig grundlæggende om at forsøge at rive den historiske Paulus ud af den lange slagskygge, som senere læsninger (fra Augustin over Luther til Barth m.fl.) har kastet over ham. Slagskyggen er ikke specielt luthersk eller protestantisk. Det var den til at begynde med. Men også katolske eksegeter har i det 20. årh. i høj grad tilsluttet sig det traditionelle Paulusbillede. Til gengæld er opgøret med det igangsat af decideret protestantiske forskere: svenskeren Krister Stendahl, amerikaneren E.P. Sanders, finnen Heikki Räisänen og mange andre. Med hele denne forskningsretning deler bogen det perspektiv, som grundlæggende går tilbage til den historisk-kritiske forsknings første højdepunkt omkring år 1900: at sætte kritisk, videnskabeligt spørgsmålstegn ved de tolkninger af Bibelen (og her altså Paulus), som ellers råder inden for andre dele af teologien, den kirkehistoriske og den systematiske. Her allierer bibelvidenskaben sig med historien selv og spørger: Er det billede af Bibelen, man finder hos teologer, der ikke primært arbejder med Bibelen selv, rigtigt? Holder det? Eller må vi nu mene, at (dele af) Bibelen skal forstås på en anden måde, end vi er vant til - når vi vil forstå den historisk? Netop denne kritiske brod har bibelvidenskaben haft siden opkomsten af den historisk-kritiske eksegese. Og det både vil og bør den fortsat have. Hermed er der ikke lagt op til nogen konfrontation med teologiens andre dele. Tværtimod har der i de seneste år på Københavns Universitet været en spændende dialog i gang mellem specielt systematik og eksegese. Dialogen er ikke afsluttet. Men set fra et eksegetisk synspunkt har den i hvert fald fat i et centralt tema: betydningen nu af bibelvidenskaben. Det andet punkt, hvor bogen gør krav på at have nutidig betydning, er noget dristigere. Sat på meget kort form hævder bogen, at enhver vederhæftig beskæftigelse med Paulus (både den rent historisk orienterede og den nutidigt interesserede) må tage udgangspunkt i en anerkendelse af, at der er relativt store dele af Paulus' egen samlede »livsform«, som ikke længere udgør en »real option« for os: vi kan umuligt »overtage« den livsform (med dens verdensbillede og meget mere), så vi selv skulle kunne »leve« den. Til gengæld hævder bogen, at der er andre dele (som bogen så forsøger at udarbejde mest detaljeret), som er en »real option« for os, rigtignok ikke med lige præcis den betydning, de havde for Paulus, men alligevel med en tilstrækkelig stor grad af lighed til, at vi kan lade os inspirere af Paulus - hvis vi altså vil (jvf. »option«). (Og mere end inspiration bør vi ikke gå efter. Paulus skal på ingen måde være en »autoritet«.) Man kan mene en del kritisk om dette sidste udspil (ligesom i høj grad om bogen som helhed). Men lad mig samle en del af pointen her i et spørgsmål: Kan en teologi, der ikke er parat til at forholde sig helt frit til væsentlige dele af sin egen tradition i lyset af nutidig forståelse, vedblive at være en levende kraft? n Forsvaret finder sted fredag den 16. juni kl. 13.00 på Københavns Universitet i Anneksauditorium A, Studiestræde 6, O.G. Officielle opponenter er professor Stanley K. Stowers, Brown University, USA, og professor, dr.theol., Niels Hyldahl, Københavns Universitet. lektor