PAVE FRANS fyldte 78 år onsdag den 17. december. Han fik sin hidtil største udenrigspolitiske triumf i fødselsdagsgave: Klokken 18 gik præsidenterne Barack Obama og Ral Castro på direkte tv og fortalte, at de to lande efter 55 års kold krig åbner ambassader i hinandens lande.
Det er første skridt til en normalisering af forholdet mellem USA og det kommunistiske Cuba, som USA forgæves har forsøgt at isolere og bekæmpe med en omfattende handelsembargo, den mislykkede invasion i Svinebugten i 1961, diplomatisk pres på fattige lande og hundredvis af attentatplaner mod Fidel Castro.
Begge præsidenter takkede pave Frans for at have fået forhandlingerne i stand. Pave Frans skrev sidste sommer direkte til de to præsidenter for ”at løse humanitære spørgsmål af fælles interesse, herunder visse fangers situation, for at indlede en ny fase i forholdet”.
Her sigtede paven til fem cubanske agenter, der var fængslet i USA for spionage mod eksilcubanske grupper, der havde stået bag en række terrorbomber i Cuba i 1997. Og til den jødiske aktivist Alan Gross, der havde siddet fem år i fængsel i Havana for at smugle satellitkommunikationsudstyr ind i Cuba til jødiske grupper. Løsladelsen af de fem cubanere har været Castro-brødrenes højeste prioritet siden 2001, og i USA voksede presset på Obama for at få den helbredssvækkede Gross hjem til sin familie. Desuden blev en cubansk-amerikansk spion løsladt efter næsten 20 år i fængsel i Cuba.
Aftalen om fangeudvekslingen kom i stand ved et møde i Vatikanet i oktober. Paven havde besøg af Obama i marts, hvor de drøftede sagen. Men over for Cuba har pave Frans' latinamerikanske baggrund spillet ind: Pave Frans har udpeget ærkebiskoppen i Havana, kardinal Jaime Ortega, som sin særlige udsending i flere tilfælde, og så sent som i oktober 2014 var Ortega i Vatikanet for at drøfte forhandlingerne med pave Frans.
Sideløbende har Ortega spillet en stadig større rolle i Cuba. Mest markant i 2010-2011, hvor kirken forhandlede løsladelsen af over 150 politiske fanger i Cuba, hvoraf mere end en tredjedel blev tvunget i eksil. Men løsladelsen var det foreløbige højdepunkt i den katolske kirkes rejsning i Cuba.
I 1960'ERNE BLEV ALLE religiøse forfulgt i Cuba, og kardinal Ortega tilbragte selv otte måneder i en arbejdslejr. Medlemmer af de forskellige trossamfund kunne ikke blive medlemmer af kommunistpartiet og var udelukket fra betroede stillinger. Ofte blev de udelukket fra visse universitetsuddannelser.
I 1990 vedtog kommunistpartiet en ny forfatning, der slettede den officielle status som en ateistisk stat. I løbet af 1980'erne holdt Fidel Castro jævnlige møder med katolske personligheder, blandt andre den brasilianske dominikaner Frei Betto. Betto skrev bogen ”Fidel og religion”, hvor Castro reflekterer over sin religiøse opdragelse og sammenfaldet mellem befrielsesteologer og marxister.
Som lille dreng blev Fidel sendt på kostskole i Cubas næststørste by, Santiago de Cuba, fra sine forældres landsted. Her fik han senere selskab af lillebror Ral. De gennemførte mellemskole og gymnasium på jesuitternes kostskole i Santiago, La Dolores, og ifølge Fidel selv fik han her et moralsk-etisk værdisæt for resten af livet.
Jesuitternes fokus på social retfærdighed og en forbilledlig livsførelse blandt folket blev afgørende for Fidels liv som guerillaleder og politiker. Han blev uddannet advokat og arbejdede gratis for at forsvare samfundets fattigste. Under guerillakrigen i bjergene insisterede han på at betale for maden, som guerillasoldaterne fik af de fattige bønder. Og som præsident har han skabt et billede af sig selv som en asket, der kræver, at politiske ledere på alle niveauer lider samme afsavn som resten af folket. Det har ført til det paradoks, at man i dag kan kende politiske ledere på, at de i reglen er ringere klædt end gennemsnitscubaneren, der får smart tøj fra familie og bekendte i udlandet.
Den katolske kirke i Cuba tog oprindeligt parti imod Castro - og derfor blev præster og kirkens organisationer forfulgt. Men i Frei Bettos bog siger Castro: ”Der er 10.000 flere sammenfald mellem kristendom og kommunisme, end der er mellem kristendom og kapitalisme.”
Så gradvist sprang flere fremtrædende personer ud som katolikker, som for eksempel Havanas byhistoriker Eusebio Lel, der er drivkraften bag den imponerende restaurering af Havanas kolonicentrum de seneste årtier.
I 1996 besøgte Fidel Castro pave Johannes Paul II i Vatikanet, og i 1998 var Johannes Paul II på det første pavelige besøg i Cuba nogensinde. USA havde overdrevne forventninger til, at den polske pave kunne sætte en proces i gang, der ville betyde kommunismens fald i Cuba, som det var sket i Østeuropa. Så vidt kom det ikke, men besøget var med til at åbne Cuba mod udlandet og øge det religiøse rum i Cuba.
I 2012 var pave Benedikt XVI i Cuba, og efterfølgende blev langfredag igen officiel helligdag i Cuba. Og den katolske kirke har vedvarende kritiseret den amerikanske handelsembargo, fordi den primært rammer den almindelige befolkning.
Tilnærmelsen har altså været på vej længe - men måske skulle der en latinamerikansk jesuit til i Vatikanet for at få det gennembrud i diplomatiet, som pave Frans har opnået.
SOM PRÆST, BISKOP OG KARDINAL Jorge Bergoglio var pave Frans ikke en del af bevægelsen af befrielsesteologer i Latinamerika. Han var modstander af tanken om, at katolske aktivister skulle samles i væbnede grupper for at kæmpe mod militærdiktaturerne og for de fattige. Ifølge historikeren Roberto Bosca fra Astral Universitet i Buenos Aires ”støttede Bergoglio præmissen om at hjælpe de fattige, men på en ikke-ideologisk måde”.
Som pave modtog Frans i 2013 besøg af den peruanske præst Gustavo Gutiérrez, der regnes som grundlæggeren af befrielsesteologien med sit hovedværk ”Befrielsesteologi - historie, politik og frelse” fra 1971, og pave Frans har siden mødtes med andre befrielsesteologer.
Ud over tilnærmelsen til en del af kirken, der ideologisk er tættere på styret i Havana (og ikke mindst Castro-brødrene), udpegede pave Frans også kardinal Pietro Parolin til Vatikanets statsminister. Kardinal Parolin har arbejdet som særlig udsending i Venezuela 2009-2013. Venezuela er Cubas nærmeste allierede i Latinamerika, en alliance, der kom i stand under den nu afdøde præsident Hugo Chvez, der ud over at være revolutionær var stærkt troende. I Venezuela lærte kardinal Parolin cubanernes tankegang at kende, og det har været afgørende for forhandlingerne.
Men der er lang vej til fordums storhed for den katolske kirke i Cuba: De fleste troende cubanere bekender sig til den afrocubanske synkretismereligion santería, og der er færre erklærede katolikker i Cuba end i noget andet latinamerikansk land. Kirken må ikke drive skoler eller radiostationer, og der er streng censur af de kirkelige tidsskrifter.
Alligevel er aftalen mellem USA og Cuba en triumf for pave Frans: Han har genskabt kirken som en central international spiller i Latinamerika. Selv i det kommunistiske Cuba går vejen til internationale aftaler igen via Vatikanet.
Jørgen Laurvig er journalist og Latinamerika-kender. Siden 1993 har han 30 gange besøgt Cuba på reportage- og konsulentrejser