Prøv avisen

Peder, min hjemløse far

Vesterbro, hjemløs tigger på Vesterbrogade foran Føtex, København, Danmark.

Det kan godt lade sig gøre både at være socialchef og have en far, der er hjemløs. Det opdagde Erik Sandgreen, da han som voksen genså sin biologiske far

Vi er vist en del skilsmissebørn, som har oplevet først at møde vores biologiske far som voksen. I mit tilfælde var jeg ret så voksen, da han invaderede min arbejdsplads, skabte forvirring, uorden og kaos i mit liv, men jeg skal love for, at han også lærte mig et og andet, ikke mindst om mig selv.

Jeg havde ikke været mange timer sammen med ham, før jeg kunne danne et klart billede af, hvem min biologiske far var. Samtidig fik jeg svar på, hvorfor der gennem hele mit liv havde været så stor afstand, mellem mine handlinger og så det, jeg magtede. Min lyst til oplevelser var langt større end min psykiske styrke. Hvorfor udfordrede jeg ustandselig mig selv og ikke mindst: Hvorfor traf jeg for det meste de valg i tilværelsen, som var stik imod det, jeg havde lært af min mor? Jeg er vokset op med janteloven som familiens "bibel". Vi, min søster, mor og så mig, skulle ikke tro, at vi var noget, og vi skulle i alt fald heller ikke tro, at vi nogensinde skulle blive til noget (særligt). Min mor, Vera, havde lært os beskedenhed, samt at vi skulle vandre ud af den lige vej godt skjult i den store anonyme grå flok. Faktisk tror jeg gerne, hun havde set, at vi nærmest var usynlige, så ingen kunne få øje på os og rode os ind i noget.

Men som 13-14-årig kunne jeg mærke, at jeg ville det helt anderledes. Jeg ville være synlig. Jeg ville op og stå på livets scene og gerne i projektørlysets skær. Jeg ville blive til noget. Jeg ville i den grad gøre en forskel, og den lyst varede hele mit aktive arbejdsliv. Som 15-årig var jeg sanger i et af datidens populære rockorkestre. Senere som ordblind, med afsæt fra bageste række i folkeskolen, tog jeg Højere Handelseksamen, afsluttede jurastudiet på fire år og fulgte op med målrettet at gå efter de topposter, jeg ønskede inden for den sociale verden. Jeg fik dem. Hele dette forløb har jeg som voksen aldrig kunnet forstå. Hvorfra fik Veras søn, Erik, den kraft, styrke og ikke mindst selvtillid, som lå bag de store erobringer?

Svaret fik jeg, da min biologiske far i en høj alder som hjemløs invaderede min arbejdsplads, socialforvaltningen i Hillerød Kommune. Efter det møde faldt tingene på plads. Der skulle ikke mange timers samvær med ham til, før jeg forstod, at han havde afleveret nogle særdeles stærke, oplevelseshungrende og frem for alt selvbevidste gener til sin søn, Erik. Desværre forlod han mig som tre-årig og glemte at vedlægge "brugsvejledning" til disse næsten missilagtige gener, og Vera havde ikke styrke til andet end at mane til forsigtighed. I dag kan jeg se, at mine forældre i hele mit voksenliv har udkæmpet en magtkamp i mit indre og for det meste med Peder som vinder. Resultatet er blevet et frodigt og spændende liv, men også en blodprop som 41-årig og firedobbelt bypassoperation som 51-årig.

Mødet med min biologiske far fandt sted for 10 år siden. Jeg sad og arbejdede på mit kontor i socialforvaltningen, da telefonen ringede. Et par år i forvejen havde jeg fået stillingen som socialchef i kommunen.

Det var politiet, som ringede for at orientere mig om, at de havde afleveret en gammel underlig, hjemløs mand med en lille Fjell-Räven-rygsæk og et par plastikposer på den lokale hjemløseinstitution Skansegården. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men da de oplyste hans navn, Peder Mortensen, tænkte jeg med det samme på min biologiske far.

Lidt senere på Skansegården bankede jeg på døren til værelse nummer 19. Da den blev åbnet, stod jeg over for en pæn, velholdt, slank gammel mand. Da jeg så hans øjne, var jeg ikke i tvivl. Jeg stod over for min biologiske far, som jeg, bortset fra et par timer for mange år siden, ikke havde set, siden han forlod os, da jeg var en meget lille dreng.

Tankerne fløj gennem hovedet på mig: Kan det lade sig gøre at være socialchef i kommunen og så samtidig have sin hjemløse far til at tumle rundt i lokalområdet? Jeg havde svært ved at forestille mig det. Hvad ville mine medarbejdere tænke, for slet ikke at tale om byrådspolitikerne?

Det stod mig hurtigt klart, at jeg måtte skaffe ham et sted at bo. Da jeg indviede ham i min plan, virkede han glad for, at jeg ville skaffe ham et sted at bo. Ja, han virkede faktisk lidt stolt over, at hans søn, socialchefen, sådan bare lige uden videre kunne skaffe ham en pensionistlejlighed. Vi aftalte, at han skulle blive på Skansegården, og jeg ville så vende tilbage, når jeg havde noget nyt.

Det lykkedes mig hurtigt at sikre en plan, som indeholdt en pensionistlejlighed, og jeg kørte glad ned på Skansegården for at snakke med ham. Der var bare lige det problem, at der ikke var nogen Peder Mortensen, ingen FjellRäv-rygsæk, ingen plastikposer. Han var væk, og der var ingen, som vidste, hvor han var.

Men jeg kunne tydeligt mærke, at han ville dukke op igen. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl, og ganske rigtigt. Ugen efter invaderede han min socialforvaltning. Han gik direkte ind fra gaden hen til skranken, slog let i bordet og sagde med høj tydelig stemme: "Jeg vil gerne tale med socialchefen, min søn Erik." Da han to minutter efter stod på mit kontor med sine plastikposer og stirrede mig ind i øjnene, ja, der kunne jeg godt mærke, at det med spørgsmålet om, hvorvidt det kunne lade sig gøre at være socialchef og så samtidig have sin hjemløse far rendende rundt, nu i min egen forvaltning, ja, det havde jeg slet ikke behøvet at spekulere på, for sådan blev det. Det havde Peder Mortensen, min hjemløse far bestemt.

Det blev begyndelsen på en periode, hvor han kom og gik i socialforvaltningen stort set, som det passede ham. Mit kontor lignede nogle gange en filial af en hjemløseinstitution med plastikposer overalt. Når han kom, så var det altid noget med at skrive et bekræftelsesbrev på, at han var den, han var Peder Mortensen så han kunne hæve penge på sin bankbog i den lokale bank. Jeg tror, at den lille bankbog var alt, hvad han ejede af dokumenter om sig selv.

Jeg fandt hurtigt ud at, at det ikke betød noget for ham, om jeg var til stede i forvaltningen, når han kom forbi, eller om jeg ikke var der. Han havde så stort et ego, at det faldt ham meget naturligt at lede og fordele arbejdet, når jeg ikke var til stede. Hvis jeg ikke var på mit kontor, gik han bare ud på sekretariatet og fik min sekretær til at lave det nødvendige papirarbejde til banken. Bagefter kunne han gå ned i kantinen og bestille en treretters menu naturligvis uden beregning det var jo socialchefens far. Oppe ved siden af mit kontor tog han bad, barberede sig, klædte om og gjorde sig klar til igen at drage ud i verden, hvor han, som han selv oplyste, tegnede og designede logoer til verdensfirmaer. På den måde blev min hjemløse far en naturlig del af hverdagen i min socialforvaltning. Jeg havde for længst opgivet tanken om at løse problemet ved at skaffe ham en bolig. Han var en fri fugl og i øvrigt fuldstændig uden for terapeutisk rækkevidde.

På et tidspunkt kunne jeg mærke en god fornemmelse i maven. Yes, det kunne godt lade sig gøre at være socialchef, samtidig med at jeg havde min hjemløse far til at tumle rundt i min forvaltning, men bedst som jeg mærkede den gode fornemmelse, ja, så var han væk, og jeg blev bekymret. Jeg tænkte: "Bare der ikke er sket noget med ham." Jeg kan huske, at jeg også blev vred. Hvorfor kunne han ikke bare ringe og sige, hvor han var at han havde det godt, og jeg ikke behøvede at være bekymret, men jeg var bekymret.

Et halvt år efter stak en af børnehavelederne i kommunen hovedet indenfor på mit kontor og sagde: "Hej Erik, jeg skal hilse dig fra din far. Vi har været en tur på Skagen, og nede ved havnen på en bænk kom vi i snak med en sjov, gammel mand. Da han hørte, at vi var fra Hillerød, sagde han: "Jamen så hils da socialchefen, min søn Erik." Ikke noget med "hils Erik og sig, at jeg har det godt, har fået en lille pensionistlejlighed, og her er adressen, hvis han vil i kontakt med mig". Nej bare "hils da socialchefen min søn Erik".

Det blev det sidste livstegn jeg fik fra ham. Et halvt år efter blev jeg ringet op af sygehuset i Skagen, der fortalte, at min far var død i løbet af natten.

Erik Sandgreen er forhenværende socialchef