Prøv avisen

Mette Bock: Jeg vil ikke være en gammel gnavpotte

Jeg har besluttet mig for at stritte imod tendensen til at blive en gnavpotte. Jeg kan mærke, at det bliver vanskeligere med alderen, men jeg kæmper bravt, skriver Mette Bock. Foto: Martin Dam Kristensen

Man hører ofte, at verden er af lave. Men mennesket er hverken blevet værre eller bedre. Har vi helt glemt at kigge på alt det gode, der sker, spørger Mette Bock

Kronik af Mette Bock:For nogle år siden holdt jeg et foredrag med titlen ”Slægt skal følge slægters gang” i Løgumkloster.

Her fortalte jeg om de forandringer, der er sket i vores livsformer og familieliv fra bondesamfund over industrisamfund til i dag. Om individualisering, materialisering, sekularisering og globalisering. Om sejre og tab undervejs.

I den efterfølgende debat var der flere, der gav udtryk for en vis forargelse over den unge generations overfladiskhed, egoisme og prioritering af materielle velfærdsgoder.

”Ja, de kræver jo nærmest hus, bil og opvaskemaskine fra første dag, de flytter hjemmefra,” som en udtrykte det. Der blev nikket rundt omkring. Men så skete der det forunderlige, at en gammel kone rejste sig og bad forsamlingen slå koldt vand i blodet.

”Der er intet nyt under solen,” forklarede hun og uddybede: Da hun og hendes mand blev gift i 1958, havde de som det første investeret i to spritnye cykler. Deres forældre var dybt forargede. Var det virkelig nødvendigt? Kunne de ikke nøjes med et par brugte i første omgang? Var det ikke et tydeligt tegn på, at ungdommen vægter det materielle højere end det åndelige?

Og hun fortsatte: Den forargelse og de suk, jeg hører her i dag, er bare en parallelforskydning af vore forældres hovedrysten. Vi ældre vil altid være bekymrede og fristes til at forfalde til fortællingen om, at alt var bedre førhen. Men ved I hvad? Nye cykler er bedre end gamle. Og har man råd til et hus, vil mange finde det bedre end en lejlighed, når de får småbørn. Hertil kommer, at vi simpelthen ikke kan tillade os at sukke over, at unge ikke har tid til foreningsarbejde i de år, de skal uddanne sig, etablere sig og stifte familie.

Og i øvrigt, insisterede hun, har kirkerne altid været halvtomme, måske bortset fra perioder, hvor uduelige politikere eller herremænd har tvunget dem på kirkebænken. Vi har haft flere muligheder, end vore forældre havde, og vores børn har flere muligheder, end vi har haft. Der er desuden færre fattige i verden, vi kan helbrede flere sygdomme, og teknologien kan hjælpe os med at løse problemer, som vi ikke tidligere kunne håndtere. Husk det! Bum. Der blev proportionerne lige sat på plads.

Den dag i Løgumkloster besluttede jeg mig for at stritte imod tendensen til at blive en gnavpotte. Jeg kan mærke, at det bliver vanskeligere med alderen, men jeg kæmper bravt.

De kloge ord kom mig i hu, da jeg forleden på en regnfuld sommerlørdag åbnede Kristeligt Dagblad (den 25. juli). Avisen struttede af artikler og interviews med belæste folk som Jørn Henrik Petersen, Niels Kærgård og Michael Böss.

Overskrifterne signalerede dog sorte skyer i horisonten: Konkurrencestaten udfordrer kristendommen! Det velmenende i velfærdsstaten blev væk! Hvor er kristendommen i økonomien? Den fælles tråd var, at disse belæste mænd sukkede i kor og enstemmigt konstaterede, at verden er af lave.

Jeg genkaldte mig konen fra Løgumkloster. Jeg synes, I er for enøjede og glemmer, at verden - og Danmark - på mange måder er blevet et bedre sted at være end det var for 150, 100 og 50 år siden. Til gengæld står vi over for nye problemer, som vi naturligvis skal finde løsninger på.

Michael Böss hævder, at vores kristne kultur sikrede, at vi tidligere lagde mindre vægt på materielle goder, og at vi derfor også gerne ville give til dem, der havde brug for det. Det mener jeg simpelthen ikke er rigtigt. Vi oplever ikke massive protester, selvom vi i dag afleverer omkring halvdelen af vores indkomst til fællesskabets omfordeling.

I 1903 var det maksimale skattetræk 2,5 procent. I 1960 var skattetrykket på cirka 26 procent. Det ligger i dag på cirka 48 procent. For der er, som Storm P. sagde allerede i 1948, altid plads til en til. Ekstra skat, altså. Det samme ser vi omkring viljen til at donere bidrag til hjælpeorganisationer. Den har aldrig været større end i dag.

Niels Kærgård påpeger, at vi førhen var optaget af at indrette et ”retfærdigt” samfund med rødder i den kristne etik. Begreber som fællesskab og solidaritet er i dag helt gledet i baggrunden til fordel for konkurrencestaten og markedsmekanismerne. Den globaliserede verden er en meget stor kontrast til livet på landet i gamle dage, hvor folk kom hinanden ved, og kirken og forsamlingshuset var naturlige mødesteder, siger han.

Det synes jeg heller ikke kan stå for et virkelighedstjek. De unge finder i dag nye fællesskaber, som vi måske ikke helt forstår. Fællesskaber optræder i mange former, og også her ser vi parallelforskydninger mellem generationerne. Men der er ny grøde - også i lokalsamfundene.

Jørn Henrik Petersen ser heller ikke lyst på situationen. Han mindes sin barndom, hvor enhederne var mindre og det sociale arbejde mere personrelateret end i dag. Sognefogeden kendte hjemmet, hvor faderen drak for meget, og der blev sat ind i tide. Jo mere kollektiv den fælles ansvarlighed bliver, påpeges det, desto mere smyger man sig uden om sit eget ansvar. Ja, Petersen, men sådan har det altid været.

Der er intet forkert i d'herrers observationer. Jeg er blot ret overbevist om, at mennesket hverken er blevet værre eller bedre. Vi har altid ønsket at forbedre vore materielle levevilkår, vi altid har haft behov for at indgå i fællesskaber, og vi har altid har haft en iboende tendens til at smyge uden om det personlige ansvar. For, som Kærgård påpeger, vi rummer både godt og ondt.

Det, jeg savner i den aktuelle samfundsdebat, er blikket for, at der også sker meget godt, der giver håb for fremtiden.

Tidligere var ansvaret medmennesket i familien eller lokalsamfundet i (for) høj grad overladt til enkeltpersoners velvilje. I dag er det i (for) høj grad overladt til statens rigide og uempatiske regler og procedurer, der skal sikre millimeterretfærdighed.

Tidligere var fællesskaberne i (for) høj grad helt nære og derfor vanskelige at gøre sig fri af. I dag er de i (for) høj grad overladt til institutionerne.Tidligere sikrede man i (for) høj grad de socialt udsatte via velgørenhed. I dag sikres den såkaldte velfærd i (for) høj grad via verdens højeste skattetryk, hvor ingen vurderes stærk nok til ikke at skulle modtage sociale ydelser i en eller anden form.

Så ja, verden er som altid af lave. Men der er håb. De unge etablerer nye fællesskaber og nye boformer. I lokalsamfundene åbner friskoler og friplejehjem, når de nye storkommuner tager deres institutioner fra dem. I Europa - og i verden - rører regionerne og mindretallene på sig, når enhederne bliver for store og demokratiet for fjernt og rigidt.

Pendulet svinger. For hundrede år siden var der for mange, der blev tabt på bagsmækken. I dag er der for mange, der gøres til ofre, selvom de med lidt hjælp kunne bringes til at stå på egne ben som myndige og selvforsørgende borgere.

Som politikere på Christiansborg skal vi holde os for øje, at jura, love og regler skal understøtte menneskers mangfoldige livsudfoldelse. Vi skal ikke overstyre og blande os i alle detaljer i retfærdighedens og lighedens navn.

Vi har brug for belæste og bekymrede borgere som Böss, Kærgard og Petersen. Men også for kloge mennesker som konen i Løgumkloster, der kan hjælpe os til at forstå, at ikke alt var bedre i gamle dage. Og at ungdommen fortsat er i besiddelse af både vilje og virkelyst.

Mette Bock er medlem af Folketinget for Liberal Alliance