ET SAMFUND KAN I høj grad måles på, hvad vi gør for de svageste i samfundet. Det er der heldigvis dannet en konsensus om i det danske velfærdssamfund, og det er en prioritering, som i høj grad ligger i tråd med kristendommens budskab om en næstekærlighed, der rækker ud over dem, der tilhører ens egen gruppe. Man behøver bare at læse efter i evangelierne.
Men et samfund må også måles på, hvordan vi skaber plads for de initiativrige, for talenterne, for dem, der gerne vil yde det ypperste inden for deres felt, kort sagt: dem, der gerne vil noget, nørderne, og dem, der søger perfektion inden for deres lille livsområde. Om det så er sport, læsning, socialt samvær eller politik. Det er alt sammen godt.
DEN GAMLE PUNKMUSIKER Patti Smith har for nylig skrevet bogen ”Devoted” om det engagement, som det gælder om for hvert menneske at holde fast i, og som også et samfund må udvikle og give livsbetingelser for. ”Devotion” kan oversættes til engagement, men der klinger også en religiøs indstilling med. For engagementet er større end lige netop mig og min samfundsmæssige position i samfundet.
På samme måde er det kirkens opgave at give livsmod og håb og kraft til at følge engagementets vej. Tro og tillid til engagementets sag hænger sammen.
Men samtidig siger kristendommen til ethvert menneske, gammelt eller ungt, at ”der er mere ved dig, end du tror”, som den tidligere engelske ærkebiskop Rowan Williams har formuleret det. Så hvis du tror, at du kan leve alene på dine forestillinger om din egen religiøse tro, eller at dit eget værd afhænger af, hvad du har af talenter, så gør du dig selv for lille. For der er mere ved dig, end du tror.
SOM JEG SER DET, er en central pointe i offentlighedsteologi, at den forholder sig til interferenser mellem det nære liv, vi har med hinanden – det, som ligger i den gamle forestilling om samfundet som et polis – og så de mere overordnede politiske idéer om, hvordan vi skaber det bedst mulige samfund for flest mulige mennesker.
Det sidste er den politiske opgave i nutidens komplekse samfund, men for at kunne udføre denne er det godt at søge inspiration for, hvad det er, der får det nære liv til at hænge sammen for den enkelte, for familierne og for lokalsamfundet.
Her kommer kirken sammen med litteratur, psykologi og filosofi ind med idéer, der allerede til dels har sat sig igennem. Jeg tænker her på den socialdemokratiske idé om solidaritet: at vores liv hænger sammen med andres liv. Den liberale idé om, at du har ansvar, og du skal gøre noget selv. Og den konservative idé om, at du ikke skaber dit liv ud af ingenting, men lever i et samfund med vigtige traditioner – og med en natur, som skal gives videre til senere generationer.
Viljen til at ville noget og gøre noget, også for andre end en selv – og gøre det med omhu og bedst muligt – er en væsentlig drivkraft for samfundet som helhed, også når der skal være råd til gøre noget for de svageste. Det er godt at gøre noget. Også at nørde igennem.
Men det, vi ser i dag, er, at en perfektionskultur har bredt sig, hvor forældre og lærere og den offentlige mening siger til ethvert ungt menneske: Du kan alting, hvis du bare vil. Men i baggrunden ligger den tunge byrde, som barnet og den unge skal bære: Hvis du ikke kan det, så er det din egen skyld. Du må kæmpe for din anerkendelse – det er alt sammen op til dig. Du skal helst være både dygtig og smart, kunne noget og tage dig godt ud.
DETTE DILEMMA rider mange som en mare. Den skyldkultur, der plagede den vestlige verden omkring år 1900, der førte til neuroser, er ved indgangen til det 21. århundrede blevet til en skamkultur, til en fornemmelse af afmagt og en følelse af utilstrækkelighed, der fører til depression. Også de stærke viser sig her at være uhyre sårbare.
Det er hovedtesen i den franske sociolog Alain Ehrenbergs bog om ”Det udmattede selv” (udgivet i 2010). Den handler om, hvordan italesættelse af alle vores livs muligheder er blevet en byrde i nyeste tid, ikke mindst fordi perfektionstrangen er flyttet med ind i det enkelte menneskes selvbillede. Resultatet er den stadige bekymring, der fører til en sjælelig udmattelse.
For mig at se giver perfektionskulturen en ny aktualitet til Reformationens religiøse budskab om, at Gud elsker og accepterer dig uanset dine meritter. For uanset dine eventuelle fortjenester og uanset al din (u)tilstrækkelighed, og uanset hvor du ser ud – så bliver du set og holdt af.
Derfor skal du selv acceptere at være accepteret af kærlighedens kraft, som er guddommelig. Du skal tage imod, at du bliver taget imod. Men du skal også acceptere, at du ikke er perfekt – og sikkert aldrig bliver det.
Det var måske en af Luthers største fortjenester at vise, hvordan perfektionismen er blevet til den ottende dødssynd, som vi ikke kan befri os selv fra. Men netop det uperfekte skal vi være solidariske om, så vi kan dele den med hinanden – og dermed forhåbentlig lære at le ad os selv.
For det uperfekte er det normale, det perfekte er noget meget sjældent, og det helt igennem perfekte menneske eksisterer slet ikke.
SKAL VI SÅ FOR EKSEMPEL holde op med at give karakterer i skolen og på universitet? Nej, vil jeg mene, og de studerende ønsker det som regel heller ikke. På Det Teologiske Fakultet har de studerende ligefrem presset på for flere karakterer i en ny studieordning.
Men det afgørende er, at vi mennesker – som dem, vi er med hele vores karakter – er mere end de karakterer, der bliver resultatet af en bedømmelse af vores eksamenspræstationer.
Det politiske syndefald sker der, hvor det ikke længere er vores produkter, der bliver bedømt, men derimod os selv som personer.
Det er måske det, som man fra politisk hold burde tænke nærmere over, så man ikke skaber en evalueringskultur i folkeskolen, hvor det bliver eleven som person, der skal evalueres.
Børn skal måske have lov til at lege og lære, uden at man behøver at forlange af barnet og dets forældre, at der skal lægges plan for senere studievalg allerede fra 4. klasse. At der skal laves uddannelsesplaner for unge, der er 25 år gamle og ikke er kommet i gang, er, som det skal være: rettidig omhu. Men beskyt barnets urørlighedszone i folkeskolen så længe som muligt, for eksempel frem til 8. og 9. klasse.
SÅ SNART DET IKKE er børnenes produkter, men børnene som personer, der bliver genstand for evaluering, så er der skabt grobund for en oppustet perfektionskultur, der ikke beskytter barnets behov for at leve i en ubekymret tilstand, så længe det nu er muligt.
Fremtidige karriereplaner indplanter usunde idéer om det perfekte liv hos unge mennesker allerede fra barnsben og tvinger alt for tidligt barnet ind i selvrefleksion og selv(for)dømmelse.
Lad os gennemtænke den slags karriereplanlægning, og lad den vente til de ældste klasser.
Kronikken er en omskrivning af Niels Henrik Gregersens bidrag til høringen ”Hvad er kristendommens rolle i et åbent og pluralistisk samfund” i Landstinget den 21. januar.