Prøv avisen
Kronik

Pesten gav mange behov for troen på Gud og livet

I vor tid med en ny pandemi er det oplagt at se tilbage på en af verdens værste pandemier og spørge, hvordan mennesker reagerede og prøvede på at overleve, skriver dagens kronikør. På billedet bliver en bus i Kenya desinficeret, efter det blev kendt, at en borger med coronavirussen havde rejst med den pågældende bus. Foto: Yasuyoshi Chiba/AFP/Ritzau Scanpix

Brian Patrick McGuire, Historiker og professor emeritus

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

I vor tid med en ny pandemi er det oplagt at se tilbage på en af verdens værste pandemier og spørge, hvordan mennesker reagerede og prøvede på at overleve. Og hvordan klarede troen sig, da den blev udfordret?

Det begyndte et sted i Centralasien i 1320’erne og bredte sig vestpå, hvor det nåede Krim i 1343. Købmandsskibe fra Genova bragte sygdommen til Europa, først til Messina i 1347. I senere tider kaldtes pandemien ”den sorte død”, muligvis fordi sygdommen fik huden på dens ofre til at blive sort.

I vor tid med en ny pandemi er det oplagt at se tilbage på en af verdens værste pandemier og spørge, hvordan mennesker reagerede og prøvede på at overleve.

Dengang var Europa en kristen kultur og var midt i den store europæiske middelalder. Derfor kan vi spørge, hvordan troen klarede sig i en tid, når dens grundlag blev udfordret. Forsvandt troen, fordi den ikke kunne forklare, hvordan Gud kunne tillade så megen lidelse og død? Eller blev troens tillid til en kærlig Gud alligevel fastholdt takket være modige mennesker, der trodsede faren og tog sig af de syge og døende?

Vi har forholdsvis gode samtidige kilder, der redegør for pestens udbredelse. Skibe med pestbefængte sømænd nåede Genova og Venedig i begyndelsen af 1348. Fra Italien spredte pesten sig nordpå til Frankrig og vestpå til Portugal og Spanien. I juni 1348 var den i England og bredte sig til Tyskland, Skotland, Danmark. Norge blev angrebet i 1349 og endelig Island.

Der var dog områder, der ikke oplevede pesten, og forklaringen kan være, at de var isolerede i forhold til handelsvejene over Middelhavet, Nordsøen og Baltikum. Det gælder specielt Polen og visse egne af Tyskland. Mange byer gjorde, hvad de kunne for at holde ”fremmede” ude, og de rige og privilegerede trak sig ofte tilbage til deres godser på landet for at isolere sig. Boccaccios ”Decameron” præsenterer fortællinger, der blev delt hos nogle aristokrater, der forskansede sig fra pesten.

Den dag i dag diskuterer forskere årsagen til pesten, men der er efterhånden enighed om, at den skyldes bacillen Yersina pestis. Så sent som i 2011 blev dna fundet hos personer begravet under ”den sorte død”, og her var der Yersina pestis. Dog blev det argumenteret så sent som i 2004, at årsagen til dødeligheden var en virus.

Det har også været diskuteret, hvordan sygdommen bredte sig. Traditionelt hævdedes det, at bacillen blev udbredt af lopper på rotter, men i dag accepteres det, at denne udbredelse ikke kan forklare hurtigheden, hvormed sygdommen nåede store geografiske områder. I dag er der hos fagfolk enighed om, at lopper alene ikke kan have været ansvarlige for pesten, og den må have bredt sig takket være menneske til menneske-kontakter.

Et udtryk for pestens evne til at smitte på denne måde er det faktum, at den faggruppe i England med den største dødelighed, er sognepræster. Mange af dem blev tilbage ved deres kirker for at passe de syge, høre skriftemål og begrave de døde.

Englands middelalder har rigelige bevarede kilder, og herfra kan det ses, at præsterne ikke gjorde, hvad de kunne have gjort: flygte til isolerede steder. De vidste godt, at deres adfærd var farlig, men mange af dem forblev trofaste over for deres kald og tog sig af sognebørnenes fysiske og åndelige behov.

Pesten meldte sig ved svulster i lysken eller armhulen. Disse bredte sig til andre dele af kroppen som sorte pletter. Der var feber og opkastning, og mange døde inden for få dage.

I løbet af få uger døde måske 50 procent af en befolkning. Der er et skøn om, at verdens befolkningstal gik ned med adskillige millioner, og Europas befolkningstal nåede først tilbage til niveauet fra før 1350 i 1800-tallet.

Hvordan reagerede de overlevende? De forsøgte selvfølgelig at finde årsager til deres ulykker, og der blev omtalt Guds vrede på menneskeheden. Men der blev også forsøgt at finde mere kontante årsager, og her som så ofte i europæisk historie fik jøder skylden. Det blev hævdet, at de forgiftede brøndene, og at deres vand var årsag til sygdommen. I byen Strasbourg i 1349, allerede før pesten var kommet til byen, blev 2000 jøder dræbt. Massehysteri og panik overtog hverdagen.

Der opstod en bodspraksis som den officielle kirke fordømte: Flagellanterne mente, at ved at straffe deres kroppe kunne de måske undgå Guds vrede. Kirkens respons var, at Gud ikke kræver en iscenesættelse af selvtortur.

Kristus var død for alle mennesker, og det var langt bedre at henvende sig til ham og bede om trøst og støtte i disse barske tider.

Kristendommen var dengang som nu et grænseløst tilbud om Guds nåde, og kirkens pligt var at tage sig af de syge og begrave de døde i indviet jord. Dette må have været svært, hvor der var hundredvis af lig, men tanken forblev, at alle disse mennesker ville vende tilbage med krop og sjæl på den sidste dag.

Da pesten forsvandt i 1350’erne, måtte herremændene erkende, at der var betydeligt færre hænder til at dyrke jorden. Bønderne forlangte mere for deres arbejdskraft, og det blev almindeligt at opdele store godser og leje lodder ud til bønderne, der skulle betale en årlig afgift. Men sociale spændinger viste sig i flere lande, og bedst kendt er Englands bondeoprør i 1381, hvor kongen i en kort tid blev taget som gidsel. Men opgøret blev knust, og bondelederne hårdt straffet.

Det mest fortvivlende med pesten er, at den ikke blev overstået i 1350’erne. Den kom igen og igen – allerede i 1360’erne og cirka hvert 20. år frem til middelalderens slutning. De senere udbrud af pesten blev ikke så destruktive, muligvis fordi der var opstået en vis modstand hos befolkningen. Men alligevel forblev Europa svækket både økonomisk og politisk af pestens tilbagevenden.

Visse historikere vælger pestudbruddet i 1300-tallet som middelalderens slutning og begyndelsen til den moderne verden. I denne tolkning mistede menneskeheden den tro og overbevisning, der havde præget middelalderen, og den kritiske sans og skepsis, der findes hos os, skulle være kommet efter pestens hærgen. Jeg kan ikke følge denne tolkning, fordi jeg finder lige så megen tro på Gud i 1300-tallets slutning, som 100 år tidligere. Befolkningens tro på en barmhjertig Gud blev ikke fjernet af pesten, og middelalderens enhedskultur fortsatte i næsten to århundreder til, indtil den blev fjernet af den protestantiske reformation.

Det er oplagt at spørge, hvordan mennesker, der havde mistet så meget, har undgået at give Gud skylden for katastroferne.

Svaret ligger i en reaktion, der ofte ses, når ens verden går i stykker. Efter de indledende bebrejdelser og forsøgene på at pege på de skyldige opstår der en form for kollektiv forglemmelse. De overlevende ønsker kun at vende tilbage til en hverdag og vil for alt i verden undgå at tænke på alt det, de har mistet.

Denne form for forglemmelse ses i Vesten i 1920’erne, da de millioner, der var døde på slagmarkerne og i influenzaepidemien, blev forladt af en generation, der kun ønskede at leve livet. Det er en naturlig reaktion, men ved siden af den store forglemmelse i 1300-tallet opstod der en ny generation af præster, teologer og visionære kvinder. Disse mennesker gav udtryk for en idealisme, der er svær for os at forstå i lyset af, hvad deres forældregeneration havde oplevet.

Troen og fornuften kan tilsyneladende modsige hinanden. Men i 1300-tallet var de hinandens allierede i forsøget på at forstå, hvorfor verden var blevet så ubønhørlig. Efter pestudbruddene forsøgte de overlevende at komme videre og finde et liv, som var værd at leve.

Troen og fornuften kan tilsyneladende modsige hinanden. Men i 1300-tallet var de hinandens allierede i forsøget på at forstå, hvorfor verden var blevet så ubønhørlig.