Pige på afbud

Det kan være svært at finde ud af, hvem man skal dele sin glæde over det fortsatte liv med, når man netop har overlevet en trafikulykke. For dagens kronikør blev der i første omgang tale om en lille, afrikansk dreng fra Rwanda

Da jeg i sin tid »fik« et barn i Rwanda, følte jeg godt nok situationen lidt underlig. Jeg var dengang sluppet fra et alvorligt trafikuheld med livet i behold, og det fik mig til at tænke over - netop livet. Og også godernes fordeling og alt det der. Det er sommetider lidt svært at finde ud af, hvem man skal dele sin glæde over der fortsatte liv med. Jeg valgte at dele min glæde ved livet med et afrikansk barn. Den glæde fik jeg hurtigt etableret. Der står masser af børn i kø for at få vores beskedne hjæp. For det, der svarede til fire paker cigaretter om måneden, kunne jeg sørge for en unge, der så kunne få både skolegang og varm mad og medicin. Ungen hed Kayibanda Dieu-Donné. Missionærerne dernede er jo franske. Og Gud være med dem og deres arbejde. Og når moren ikke kan huske, hvornår Kayibanda er født, må han da været givet af Gud. Hjemme hos os blev han nu hurtigt omdøbt til »Bommelomme«. Det slår sludder på tungen, når man hele tiden skal sige Kayibanda Dieu-Donné. Og »Bommelomme« kom han til at hedde, fordi hans mor til hans første fødselsdag - i hvert fald den første, jeg bidrog til - for julegavepengene blandt andet købte en tromme til ham. Vi forestillede os grinende, hvordan han spankulerede op og ned ad landsbygaden og terroriserede alle med sin larmen. Det er ikke, fordi jeg i årenes løb har haft den store kontakt med ham og hans familie. I begyndelsen sendte jeg ham en bog med farvebilleder af Danmark og også nogle billeder af, hvor jeg selv boede. og af min kone, mine børn og min kat. Så han ligesom vidste, hvor han havde mig på verdenskortet. Men med vilje gjorde jeg ikke for meget ud af det. For det første, fordi jeg ikke ønskede, at han skulle skille sig ud fra de andre børn, fordi han fik mere end de. For det andet fordi det er dyrt at sende takkebreve, og der var ingen grund til, at de penge, jeg sendte derned, skulle gå til den slags. Men takkeskrivelserne fik jeg nu alligevel. Først breve fra hans mor, Béatrice. Rørende, akavede. Ikke så meget, formoder jeg, fordi hun ikke kunne udrykke sig. Men sådan et brev skal jo oversættes til engelsk - sikkert ofte af en fransk medhjælper i »Børnefonden«. Og så fik man da sådan nogle udtryk som: »Hvordan har du det? Vi har det også meget fin.« Men man ved jo, hvad der ligger bag ordene. Og hvor jeg dog glædede mig ved en sætning som: »Vi har det alle godt, og vi har fået regn nu, og bønnerne er næsten modne til høst.« Der kom andre meddelelser fra Butare - om »Bommelommes« helbredstilstand - ikke uventet led han af malariaanfaldt, men mine »cigaretpenge« havde bekostet hans medicin. Jeg fik også at vide, hvordan han klarede sig i skolen, og hvad han havde af fritidsinteresser. I begyndelsen var det som sagt hans mor, der skrev tak. Senere fik Kayibanda hjælp af sin storesøster, Agathe, og til sidst kunne han stolt skrive selv. Men inden da havde jeg fået en stak af hans håndtegnede julekort. Det, jeg holder mest af, er et, der forestiller et sort Jesusbarn i en løvhytte, omgivet af en ged og nogle høns (tror jeg nok), og oppe i himlen hænger der tre juhu-engle! Det var til at græde over. Og det blev der jo god grund til senere, for vi nærmede os jo tiden for folkemordet. Det sidste brev, jeg har fra »Bommelomme«, er fra d. 1. november 1993. Hér skriver han for at gøre rede for, hvad jule- og fødselsdagspengene er blevet brugt til. Omregnet til rwandisk mønt er det 5524 francs, det drejer sig om: »Tøj til mig selv og mine søskende for 3000 francs, sko til mig selv og mine søskende for 2500 francs, sæbe for 30 francs, slik for fire francs.« Det sidste var næsten for meget. Man må da håbe, de nåede at få spist slikket. For borgerkrigen, som jo havde ulmet frem og tilbage i årevis, brød for alvor ud. Jeg havde godt nok med mellemrum fået skrivelser fra »Børnefonden«om urolighederne i Rwanda. Men nu var det slut med »hvis« og »muligvis«, og »hvis situationen tillader«. Nu var det ganske enkelt slut. Og så fik jeg at vide, at man havde måttet lukke Butare-projektet. Rwandas næststørste by blev i begyndelsen af myrderierne beskyttet af sin borgmester. Men, som der står i denne forfærdelige skrivelse: »Borgmesteren blev udskiftet med en militærmand der, der med støtte af militsen (Interhamwe) gennemførte nogle af de grusomste af myrderierne i Rwanda. Den masseflugt, der senere fulgt med de militære kampe om byen, efterlod en by, næsten uden sine tidligere beboere«. Der har være måneder, da jeg sad klinet til tv-skærmen i det åndssvage håb at kunne genkende Kayibanda på billederne fra flygtningelejrene. En dag så jeg et pressefoto af en flok 12-14-årige drenge bevæbnet med køller. Jeg mente at genkende Kayibanda som én af dem. Men hvem véd? Sorte ser jo ligeså éns ud for os, som vi gør for dem. Jeg havde allerede fået at vide, at mine indbetalinger blev tilbageholdt, eller også kunne jeg få dem tilbage. I det sidste brev, som man godt kan betegne som dødsdommen over »Bommelomme«, fik jeg et spørgeskema, det gik ud på, om jeg ville have pengene tilbage eller overføre dem til et andet barn. Som om det var noget at spørge om! »Børnefonden« anbefalede Togo eller Benin i Vestafrika. Der stod det sædvanlige om ønsker om barnets køn osv. Alt den slags som jeg i hvert fald ikke kan bruge til noget. Jeg satte mit kryds, som jeg gjorde første gang: Det barn, der har mest brug for hjælp. Men selvfølgelig med den tilføjelse, at hvis »Bommelomme« skulle dukke op igen, så var der også plads til ham i budgettet. I løbet af meget kort tid dukkede hun op - pigen på afbud. Hun viste sig at hedde Francoise Soussou. Umiddelbart førte navnet tanken hen på en fransk cabaretsangerinde fra halvtredserne. Og måske kunne hun godt udvikle sig i den retning. Som hun stod dér på billedet med et koket, mut blik og håret sat op til narrestreger (tynde stritfletninger), kunne alt være muligt. Man kunne jo kun vente at se. Hun var seks. Hendes historie er såmænd meget lig Kayibanda. Faren er skrædder og bor i udlandet. Moren sidder tilbage med syv børn. Moren dyrker majs og kassawa. Hun har også 15 høns og to geder. Det eneste, de får at spise, er majsdej med tomatsovs. Og naturligvis bor de i en lerhytte med bliktag. Det har man hørt før. Sådan var det også hos kayibanda. Og som hos ham i Rwanda, således også hos Francoise i Benin. Mangel på landbrugsjord, så jorden bliver udpint. Overalt mangel på drikkevand osv. Man kan den slags i søvne efterhånden. Inden Kayibanda forsvandt for mig i blodrusen i Rwanda, vidste jeg, at han elskede at lege med alt, der var rundt. Bolde, som han selv lavede af palmeblade f.eks. Jeg havde oversat et helt pétanquereglement til ham, som aldrig nåede at blive afsendt. Så det skar jo én lidt i hjertet, når man så de personlige oplysninger om lille Francoise. »Francoise er et livligt og sødt lille barn, der endnu ikke går i skole på grund af hendes alder. Hun hjælper sin mor i hjemmet, men det, hun allerheslt vil, er at lege med sine kammerater, og de bruger tomme dåser som legetøj«. Men vilje har jeg heller ikke haft den store kontakt med Francoise. Men med tilfredshed konstateret, at hun er lige så umulig i skolen, som jeg selv var. Og jeg har konstateret, at hun også køber sæbe og lidt slik for pengene. Og søreme også en hunged til opdrætning. Og på de tilsendte billeder makker hun med de andre beboere i marken med et frækt grin til fotografen. Måske er det på tide, jeg introducerer mig lidt mere. Vi har brug for det. »Må dit hjem være i fred,« som Francoises storebror skrev for hende til mig sidst. Ja, og må Francoises hjem være velsignet. n forfatter