Prøv avisen
Kronik

Der er brug for Norden – også udenrigs- og sikkerhedspolitisk

Ingen andre selvstændige lande deler så meget værdipolitisk – også på det udenrigspolitiske felt – som de nordiske lande. Og mange lande omkring os ser med beundring på vores samfundsmodeller, skriver formanden for Foreningen Norden i dagens kronik

I regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi for 2017-2018 er det nordiske samarbejde kun sporadisk nævnt. Nogle af de mest vitale danske udenrigspolitiske udmeldinger i 2017 er blevet til i samarbejde med de andre nordiske lande. På trods af det, skal man ind midt i rapporten, før Norden overhovedet nævnes. Det kan godt undre noget, når man ser på den geopolitiske situation i disse år. Med to utilregnelige præsidenter mod øst og vest og et handlingslammet EU efter Brexit, er det indlysende, at Norden bør spille en langt mere aktiv rolle – også set med danske udenrigspolitiske øjne.

Og hvorfor tager man ikke udgangspunkt i den daglige praktiske politik: For knap to måneder siden blev de nordiske statsministre enige om at gøre fælles front mod Trumps beslutning om at trække sig fra Paris-aftalen og gentog, at den ambitiøse nordiske agenda på klimaområdet og det nordiske lederskab ligger fast.

De nordiske statsministre er også i år blevet enige om i fællesskab at tage en aktiv rolle i det globale arbejde frem mod 2030-målene. I forhold til problemer med seksuel ligestilling er de nordiske lande gået sammen om at fordømme forholdene i Tjetjenien, hvor homoseksuelle er blevet arresteret, mishandlet og dræbt på grund at deres seksuelle orientering.

Kønsligestillingen har været sat under pres med udmeldingen om, at USA ikke vil støtte internationale organisationer, der arbejder for fri abort og kvinders reproduktive sundhed og rettigheder. Da sagen kom på bordet i foråret under den årlige samling i FN’s Kvindekommission, stod de nordiske lande sammen om at kæmpe en værdipolitisk kamp for kvinders rettigheder. De nordiske samarbejdsministre blev i foråret enige om at gennemgå samarbejdsrelationerne med Kina på en lang række punkter.

Måske er det nordiske samarbejde bare så åbenbart, at det kun behøver at blive nævnt overfladisk, ligesom når man taler om ”de lande, vi normalt sammenligner os med”, så behøver man ikke nævne, hvem de er, fordi det er så indlysende.

Bare regeringen ikke begynder at tro, at Norden ikke betyder noget. I strategien nævnes i indledningen, at regeringen vil række hånden ud og styrke Danmark i samarbejde med civilsamfundsorganisationerne. Her skal man ikke glemme, at Foreningen Norden med sine over 10.000 medlemmer er langt den største idépolitiske civilsamfundsorganisation i Danmark, der har et internationalt fokus.

I strategien giver man udtryk for, at sammenhængskraften i EU er udfordret, at vi har problemer med uforudsigeligheden i den amerikanske præsidents udenrigspolitik, at vi står over for en mere aggressiv russisk præsident. Enig – og netop derfor er der brug for i Norden at samle kræfterne om at yde vores bidrag til stabilisering i Europa og verden. Ikke mindst derfor burde det nordiske samarbejde have haft en langt stærkere placering i strategien.

Ingen andre selvstændige lande deler så meget værdipolitisk – også på det udenrigspolitiske felt – som de nordiske lande. Når vi kommer få kilometer uden for Norden, er der ingen, der kan kende forskel på os. Det kan blive vores styrke. Hver for sig er vi små lande i en europæisk og global sammenhæng, men sammen vil vi kunne gøre en forskel.

Mange lande omkring os ser med beundring på vores samfundsmodeller. Emmanuel Macron løftede det nordiske ind i sin valgkamp. Han henviste til nordiske modeller på arbejdsmarkeds- og velfærdsområdet. Det samme var gældende under den amerikanske præsidentvalgkamp. Her blev Danmark og Norden bragt ind i valgkampen i så høj grad, at Hillary Clinton måtte mane til besindighed med bemærkningen: Jeg elsker også Danmark, men vi må huske, at dette her er USA. Selv kineserne ser på Nordens forcer inden for vedvarende energi og klimaløsninger. Tyskerne ser på den nordiske arbejdsmarkedsmodel.

Jo, der er mange, der kigger på vores modeller – Norden er i det hele taget et godt brand for tiden. Det skal vi udnytte! Norden kan og skal spille en vigtig rolle i opbygningen af en ny verdensorden. Vi skal påvirke udviklingen, men så skal vi også erkende, at vi hver for sig er for små til at øve indflydelse. Men sammen har vi et kæmpe potentiale. Hvis vi dyrker forskellighederne eller glemmer vores fælles værdier, så taber vi – så bliver vi ikke den vinderregion, som The Guardian udråbte os til for nogle år siden. Så bliver vi ladt tilbage på perronen, når toget sætter i gang. Så bliver det ikke vores værdier, der kommer til at inspirere de internationale løsninger.

Værdimæssigt er der langt mere, der samler end skiller i Norden. Vores syn på folkestyre og ligestilling er fælles. Men også på velfærdsområdet bygger vi i Norden på de samme værdier. Det kollektive ansvar for de svageste i vores samfund er helt grundlæggende i vores samfundsopbygning. Stort set alle politiske partier i Norden støtter den nordiske velfærdsmodel.

De nordiske arbejdsmarkedsmodeller er også meget anderledes end arbejdsmarkedsmodellerne i resten af verden. Vi har en over hundredårig tradition for i høj grad at lade arbejdsmarkedets parter tilrettelægge arbejdsmarkedets forhold. I andre lande sker det gennem lovgivning, hvilket giver et mere fastlåst arbejdsmarked. Vi kan skabe forandringer, vi kan hurtigt omstille os til nye forhold.

Bare spørg tyskerne og franskmændene, hvor der ofte peges på den nordiske model, netop fordi den er omstillingsparat.

Arktis er et af de nordiske fokuspunkter. Og det er da heldigvis prioriteret i den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi og med stort set de samme prioriteringer, som Foreningen Norden længe har slået til lyd for. Vigtigst er det, at livsbetingelserne for de folk, der bor i området, ikke forringes, at man ikke forringer de miljømæssige sammenhænge i området i jagten på en hurtig gevinst, og at Arktis ikke bliver udsat for et sikkerhedspolitisk limbo.

Den globale opvarmning er desværre ikke bremset, men det er godt at se, at også på dette område står de nordiske lande sammen. En konstruktiv dialog fortsætter i Arktisk Råd og International Arctic Forum, hvor Putin holdt en forsonlig tale på forummets møde i Arkhangelsk i slutningen af marts i år. Jeg håber ikke, at det er stilhed før stormen, og derfor er det også vigtigt, at de nordiske lande i fællesskab koordinerer og står sammen.

Vi forhandler her med USA, Canada, Rusland og Kina. Alene opremsningen af disse lande bør få øjnene op for vigtigheden af sammenholdet og fælles strategisk tænkning mellem de nordiske lande!

I strategien er der lagt op til en udvidelse af danske repræsentationer i udlandet. Vi har siden etableringen af den fælles nordiske ambassadebygning i Berlin set en styrkelse af det nordiske samarbejde i forhold til udenlandske repræsentationer. Den udvikling bør styrkes endnu mere. Samarbejdet mellem de nordiske lande inden for udviklingsbistand og projekter giver god mening og bør opprioriteres, så vi omkostningseffektivt kan hjælpe endnu mere. Fælles optræden i forhold til klima, ligestilling, menneskerettigheder, demokratiudvikling. Samarbejdet i NORDEFCO, som er en formaliseret nordisk samarbejde på forsvarsområdet, bør styrkes yderligere, ikke mindst set i lyset af den uro, Putin skaber i vores nærområde, og interessevaretagelsen omkring Arktis.

Der er i den grad brug for Norden – også i en udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi.