Prøv avisen

Pilgrimsvandringen har fået en renæssance

Tal fra Danmarks første, og hidtil eneste, pilgrimspræst Elisabeth Lidell viser, at 90 procent af dem, der går på pilgrimsvandring, er kvinder.<br>Foto: arkiv.

Kristendom er først og fremmest liv og ikke lære. Derfor skal vi heller ikke som kirke holde os inde bag tykke mure eller stivnede ritualer, men bevæge os derud, hvor folk er, og koble os på menneskers søgen

I DAG HAR mange danskere det som bekendt svært med kirkegang. Men ude på gader og stræder har vi en kæmpe missionsmark: Her er der mange søgende mennesker, der længes efter at komme Gud nærmere.

Rigtig mange danskere eksperimenterer med at sammensætte deres eget religiøse patchworktæppe og tyer til andre filosofier og religioner. Men man behøver jo ikke gå over åen efter vand. Vi har en kæmpeskat i folkekirken; vi skal blot have gravet arvesølvet frem og pudset det, så det er klar til at blive brugt: bøn, bibelmeditation, retræte, åndelig vejledning, skriftemål og pilgrimsvandring.

Denne sommers nordiske pilgrimsvandring til Nidaros og de traditionelle Olsok-festligheder omkring Stiklestad var en stor markering af det fællesskab, der eksisterer i den nordiske pilgrimsbevægelse.

Hver dag i to uger gik vi cirka 20 kilometer til det gamle valfartsmål: Nidaros Domkirke i Trondheim. Det norske pilgrimskontor havde tilrettelagt overnatningssteder, mad og bagagetransport, sådan at alt gik på skinner. Vi vandrede over fjeldene, mens vi kunne mæske os med blåbær og multebær.

Hver dag måtte vi have en lokal stifinder med til at lede os på rette vej gennem øde egne, hvor normalt kun ulve, bjørne, elge og rensdyr lever. Overalt blev vi mødt af frivillige fra sogne og kommuner, der tog imod os, som var vi gæster hos selveste Abraham i Mamrelund.

Overnatningsstederne var præstegårde, campinghytter, sætergårde, højskoler og bondegårde. Undervejs holdt vi daglige gudstjenester og andagter, og fællesskabet mellem deltagerne i alderen 20-75 år var stærkt og fornøjeligt. Pilgrimmene repræsenterede vidt forskellige faggrupper en sømand, en it-chef, en sygeplejerske, en arkitekt, en lærer, en terapeut, en professor, en psykolog, en socialrådgiver, en studerende og en præst.

EN LOKALHISTORIKER introducerede os til middelalderens Olavskult, opkaldt efter Olav Haraldsson, der faldt i slaget ved Stiklestad i 1030 under sit forsøg på at samle og kristne landet. Hans lig blev reddet fra slagmarken og senere begravet ved Nidelven. På det sted, hvor Olav blev båret op på bredden, blev der bygget en Olavskirke i 1030. Kort efter oplevede man varsler og undere ved Olavs afsjælede legeme. Han blev genstand for helgendyrkelse, og pilgrimmene begyndte at vandre fra hele Europa til Olavsmessen i Nidaros Domkirke. Olavsfestdagene med Olsok den 29. juli er en videreførelse af denne tradition.

På den 11. dag drak vi vand fra den gamle helligkilde, St. Olavsknippen, og senere kom vi frem til Øyvindstjønna i Vassfjeldet. Herfra kan man se helt til Trondheim og Nidarosdomen og glæde sig over, at de værste strabadser er ved at være ovre.

På dette vigtige pausested holdt vi nadver. Og Det Nye Testamentes ord bliver lyslevende: Emmaus-beretningen (fra Luk. 24, 13-35) om to disciple, der er på vandring og møder den opstandne Kristus som fremmed, som pilgrim. Han slår følge med dem på vejen, men først da de sidder i herberget i Emmaus, og Kristus bryder brødet, genkender de ham. Han var der jo hele tiden, midt iblandt dem. Og her, midt iblandt os: Kristus på Øyvindstjønna.

I frokostpausen genfortalte en norsk pilgrim Sigrid Undsets berømte roman om Kristin Lavransdatter, som på sin pilgrimsfærd til Nidaros mødte sin gamle ven, broder Ervin, netop her.

I rask trav vandrede vi den 12. dag langs Nidelven over Elgeseter-broen til bønnekorset foran Nidaros Domkirke. Her bød en pilgrimspræst os velkommen med et kort ritual, hvorefter vi gik tre gange rundt om Domkirken, sådan som traditionen byder, mens vi sang "Altid frejdig, når du går", "Dejlig er jorden" og "Må din vej gå dig i møde".

TIL PILGRIMSMESSEN var der stuvende fuldt i Kapitelhuset, hvor klokkeren bad en stærk pilgrimsbøn: "Herre, vi kommer fra syd og fra nord, fra øst og fra vest, til dette hellige sted for at takke og lovprise dig. Vi takker dig for vor vandring, for tanker og erfaringer, som vi har udvekslet, for smilet og latteren. Vi takker dig for, at du som en hønemor tager os under dine vinger. Som generationerne før os kommer vi til dig med vor glæde og vor fortvivlelse og med længslen efter helhed og sammenhæng i livet." Gudstjenesten sluttede med, at menigheden vandrede rundt om oktogonen ved højalteret.

Dernæst blev vi gæstfrit budt på kaffe og vafler i Vajsenhusets have, hvor pilgrimskontoret har til huse. Festligt var det og skønt at kunne hilse på de andre pilgrimme, som var nået frem ad andre ruter, blandt andre en del danskere, der havde gået helt fra Oslo over Dovrefjeldet. En af pilgrimmene fortalte, at han som udgangspunkt ikke var religiøs, men har erfaret Guds nærvær vældig stærkt under vandringen.

I middelalderen var Trondheim "Nordens Jerusalem", og den norske kulturminister udtrykker håb om, at Trondheim bliver "Nordeuropas Santiago de Compostela". Håbet har noget at være i for det vil blive fulgt op af en klækkelig bevilling fra staten.

Det er netop 10 år siden, at Hans Kongelige Højhed Kronprinsen afslørede pilgrimsmærket på Domkirkepladsen. Hermed blev den første pilgrimsrute genåbnet ruten gennem Gudbrandsdalen. Til markering af dette 10-års jubilæum blev der den 13. dag afholdt pilgrimsmesse i Domkirken med en pragtfuld liturgi. Senere på aftenen gik pilgrimmene fra flere kirker i byen frem til målet, Nidaros Domkirke, som var åben hele natten for "Olavsvaka" med tidebønner hver time.

14. dag startede med Olsok-højmesse med økumenisk deltagelse af præster fra blandt andet den russisk-ortodokse kirke og den katolske kirke. Biskop Finn Wagle prædikede, hvorefter nadveruddelingen til de 1500 andagtssøgende kunne finde sted.

I DEN EFTERFØLGENDE uge kunne vi holde fri og nyde Norges største kirke- og kulturfestival med jazzmusik, teater, middelaldermarked, gudstjenester, udflugter samt ikke mindst møde i det nordiske netværk af pilgrimsfolk. I snart 10 år har vi jævnligt mødtes på skift i de nordiske lande for at informere og planlægge. Tendensen er tydelig i hele Norden: Pilgrimsvandringen har fået en renæssance! Næste nordiske pilgrimsvandring finder sted i Danmark, på Hærvejen i sommeren 2010!

Kristendom er først og fremmest liv og ikke lære. Kirken er bygget af "levende stene", siger Grundtvig i salmen "Kirken den er et gammelt hus" (DDS 323, 3). Og hvor der er liv, er der bevægelse. Som menighed og som "levende sten" skal vi derfor ikke holde os inde bag tykke mure eller stivnede ritualer. Ligesom Guds søn, der hele tiden begav sig ud på gader og torve og bjerge og søer, må vi også bevæge os derud, hvor folk er. Og når folk ikke kommer ind i kirken, må vi komme ud med evangeliet! Vi må møde medmennesket med evangeliet og håbe, at Ordet rammer og giver mening, så flere får lyst til at komme i kirken. Tilbud om pilgrimsvandringer er gedigen mission til ikke-kirkevante. Glæde, fællesskab og Helligånd er i centrum.

Det er nødvendigt med en trospraksis. For vi husker med kroppen: "Jeg har ikke været til alters siden min konfirmation, men herude foran søen var det pludselig meningsfuldt at modtage brødet og vinen." Sådan mindes en kvinde pilgrimsvandringen. Vi lærer, mens vi er i bevægelse. Ordet skal blive kød og tage bolig iblandt os (jævnfør Joh. 1, 14).

Kirken skal være bedre til at koble sig på menneskers søgen. Jeg tror, at vi skal bevæge os fra statiske møder til at være kirke gennem vore relationer og netværk. Det kristne folk er altid på vandring. Jesus betegnede sig selv som "vejen, sandheden og livet" (Joh. 14, 6). Kirke er noget, alle døbte er kaldede til at være. Svaret på menneskers søgen er bevægelse og møde med mennesker dér, hvor de er, så vi kan dele tro og tvivl med hinanden.

Elisabeth Lidell er pilgrim og præst. Kronikken er et uddrag af en artikel, der udkommer i antologien "Pilgrimsspor" (Forlaget Univers) senere på året.

Slangen af pilgrimsvandrere snor sig af sted ud af Vodskov, hvor man havde gudstjeneste i Vodskov Kirke. (Foto: Marianne Andersen/Scanpix)