Pinkodernes hemmelige liv

Hvor mange numre skal et menneske kunne huske? Fra barnsben har man kunnet sin fødselsdag, alder, gadenummeret, hvor man boede, efterhånden telefonnummeret, postnummeret, da det kom, og cpr-nummeret fra 1968, nogle buslinjer, forældres og søskendes fødselsdage, de årskarakterer, man havde fået i de forrige klasser, koden til cykellåsen, et par telefonnumre på kammerater og en håndfuld rygnumre på fodboldspillere, f.eks. Peles nr. 10. Siden er det gået stærkt. Personligt kan jeg huske to af mine vigtigste bankkonti, og endetallet på dem, jeg kun sjældnere bruger, jeg kan huske mit medlemsnummer til FDB, alle videoudlejningskortenes koder og en række numre, samfundet har tilknyttet ens børn. De omtrentlige vekselkurser for 10-12 valutaer, mandatfordelingen i Folketinget og de seneste Galluptal, tidspunktet for en hel del tv- og radioudsendelser, et par håndfulde historiske årstal, nogle bjerges højde, små 25 millionbyers indbyggertal, omregningsfaktoren for Fahrenheit og nogle dusin gramtal for ingredienserne i en lille gruppe yndlingsopskrifter. Jeg har godt og vel 40 telefonnumre i hovedet, foruden en række definerende numre og tal på stereoanlæg, computere og andet elektronisk grej. Samt i øvrigt nu hele rygnummereringen på landsholdet, Manchester United og Ebeltofts Serie 4-hold. Visse særligt udstyrede mennesker, såsom Kong Frederik IX og efter sigende min gamle hebraisklærer, kan de internationale togkøreplaner udenad. Andre kan Det periodiske System, både efter den klassiske og efter Bohrs opstilling, nogle kan huske, hvor mange film John Wayne medvirkede i, og hvornår de blev indspillet, og visse mennesker kan huske, hvor mange kilometer, der er til en hvilken som helst af landets købstæder, fra en hvilken som helst anden. Jeg kan mindst 100 af Mozarts 626 Köchelfortegnelsenumre, der opstiller hans værker kronologisk, og véd hvor mange symfonier, klaverkoncerter og strygekvartetter ca. 75 komponister har skrevet. Nogle kan huske samtlige B93's divisionsplaceringer tilbage til 1893, og der vil være folk, der kan alle pladenumrene på Beatles' singler. Og så er der pinkoderne. Uha-da-da. De ligger et sted i bevidstheden, der nærmer sig det eksistentielle centrum. De er naturligvis vigtigere end de talkombinationer, der er forbundet med videokortet, cykellåsen, yndlingsopskrifterne og Folketinget, og endog mere essentielle end cpr- og kontonumrene. Ens liv er afhængig af dem på en ganske særlig måde, defineret af den finansielle sektor, som jo regulerer meget store dele af vore adfærdsformer, når man tænker efter. Vi må ikke glemme dem, vi må ikke vise andre mennesker dem, vi skal behandle dem som vore inderste hemmeligheder, og vi skal optræde på besynderlige, mistænkeliggørende måder, når vi anvender dem i det offentlige rum. Det handler om liv og død, i moderne forstand. »3268«, når jeg står med en film i hånden, véd jeg ikke. Vi har alle sådanne små ordsprogslignende sentencer til at beskytte vores numeriske identitet, og vi har dusinvis af dem. For nogle år siden stod jeg i Stockholms lufthavn på vej til en måneds ophold i Sverige og skulle hæve penge på mit kreditkort. Jeg fik et chok, næsten lige så stort som dengang jeg kunne huske en lottorække, jeg havde undladt at spille, da jeg så den udtrukket på et skilt hos forhandleren. Jeg havde indtastet min pinkode og hæveautomaten meddelte, at den var forkert. Jeg huskede da, at jeg havde fået udskiftet kortet og pinkoden. En måneds ørkenvandring på vand og gammelt brød stod foran mig. Jeg vidste, jeg kun havde set koden én eneste gang, hvordan skulle jeg kunne grave den frem? Ved et sært tilfælde, som må have noget at gøre med menneskets disposition for opfattelse af ikke-sproglige ytringer som tegn eller symboler, lykkedes det at fremmane den rigtige kode og redde rejsen. Hvilken prægtig følelse af de knitrende pengesedler mellem hænderne. »Og så er der jo pinkoden.« »Pinkoden?« sagde jeg, omgående let svimmel. Hjælp, jeg kan ikke huske flere pinkoder, tænkte jeg, min nummerhukommelse er fuld. Det viste sig, at telefonen, ved endnu en pinkode tilknyttet mit inderste Selv, skal beskyttes mod misbrug fra mine nærmeste og de, der er lidt fjernere. Da jeg brød denne, af menneskehånd hidtil uberørte, lukkede kuvert med den hemmelige computerudskrift, havde jeg det ligesom arkæologerne i Fellinis film »Roma«, dér, hvor man under udgravningen til den herostratisk berømte, evigt ufærdige, romerske undergrundsbane, trænger ind til en antik patriciervilla, hvor de farvestrålende vægmalerier forvitrer, da luftlommen er brudt. Jeg så alle mine pinkoder forvitre for mit indre blik og blev endnu mere svimmel. Jeg bad om en stol og et glas vand. Nogen tid senere - det føltes som en time, men har givetvis kun drejet sig om minutter - kom jeg til mig selv. Og se! I mellemtiden havde Det Ubevidste, uafhængigt af min medvirken, skabt et lille mønster i de fire tal, der gør, at jeg aldrig glemmer dem. Det spørgsmål, som står tilbage, er, hvor meget kapacitet alle disse numre lægger beslag på i en ganske almindelig stresset hverdag - der som bekendt i sig selv forringer ens opmærksomhed over for de blivende og genkomne ting? Hvor mange minder skubbes ubevidst bort, fordi der skal være plads til nye koder? Hvad betyder denne nye pinkode for min opmærksomhed over for morgenens lys i træerne derude? Er der nogle fugle eller nogle nyudsprungne buske, jeg ikke længere har plads til at bemærke? Vil min sans for disse ting opføre sig, som om jeg trænger til nye briller, blot uden at gøre opmærksom på det? - så sandt som den menneskelige psyke altid indstiller sig på ethvert nytilkomment vilkår, og finder en slags balance under det. Jeg vil aldrig finde ud af, hvad jeg ikke mere lægger mærke til, for jeg kan jo huske pinkoden. Der er kun én udvej, hvis man ikke, efterhånden som teknokratiet forsyner én med flere og flere eksistentielt forankrede, praktiske hjælpemidler, skal miste enhver kontakt med sin have, sin familie og sin fortid. De kan jo ikke udlevere en lille japaner, man kan gå og trække efter sig i et indkøbsnet, og der er mig bekendt ikke for tiden planer om at indoperere en mikrochip i pandelappen ved menneskets fødsel. Måske er pacemakeren, som jeg dog formentlig må vente endnu nogle år på, løsnenet? Eller lasertatovering? Nej, det er urmagerne, vi må søge til! Tidligere har deres arbejde stået som udtryk for den højeste teknologiske udvikling, når de har siddet med deres mikroskopiske skruetrækkere og minutiøst fastgjort tandhjul på tandhjul. Siden er dette ædle håndværk overhalet af udviklingen, og arbejdet består nu i ved hjælp af en klat lim at montere små digitale lyspaneler med flydende krystal i sorte, røde og grønne plasticremme. Idérigdommen, som i sin tid blev anvendt på at bibringe civilisationen så nøjagtig en tidsbestemmelse, som det var teknisk muligt, har i de senere år bestået i den overfladiske bestilling at udvikle urenes ydre og gøre dem tiltrækkende, og gammeldags ure, hvor de måtte blive fremstillet, har fået en museal karakter. Men nu har urmagerne en ny mission. De skal træde frem som den ny tids teknologiske profeter. De skal opfinde et ur, som kan rumme f. eks. 72 koder, fra fire til 12 cifre. Så skal man kun huske én pinkode for at overleve i denne verden. I den ny tids ur kan vi indlejre vore hemmeligste hemmeligheder og så kan vi gå med dem, have dem hos os altid, uden fare for at de skal forsvinde ned i den svigtende hukommelses store, sorte hul. Med alle vore adgangskoder til virkeligheden, alle vore magiske løsener, samlet på ét sted, vil vi kunne leve i overensstemmelse med den verden, vi har skabt, med den samme, aldrig svigtende, men heller aldrig rigtig virkelige, kontakt til omverdenen, som uret giver os til tiden. Og når de nu er ved det, kunne de så ikke opfinde et armbåndsur, der kan rumme en mobiltelefon. n cand.theol. og forfatter