De danske skove har i den senere tid fået en overvældende opmærksomhed både fagligt og politisk. Overordnet set er det positivt, da naturen i vores skove er presset, og politisk opmærksomhed kan være nødvendig for at opnå handling. Men dette har også medført en diskussion, der handler om balancen mellem behovet for skovene til at understøtte en presset natur og behovet for at opretholde en sund økonomi gennem skovdrift, både i de private og de offentlige skove.
Jeg er uddannet biolog og arbejder med biodiversitet, så det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg mener, behovet for skovene til at beskytte naturen er vigtigst. Men det er ikke et enten-eller: Der er plads til både natur og produktion. I den forbindelse er lidt fakta vigtig at få på plads. Danmark er et skovland, og oprindeligt var stort set hele landet dækket af skove. Når vi dag har et skovdække på kun 14 procent, er det altså langt under det naturlige niveau.
Dernæst kommer, at stort set al vores skov er produktionsskov – altså plantager eller dyrket skov. Nogle steder med blandede skove bestående af for eksempel bøg og eg side om side, men flest steder med kun én art, såkaldte monokulturer, eller skovenes svar på en hvedemark. Det er derfor heller ikke overraskende, at to tredjedele af vores truede arter er knyttet til skov. De er jo netop truede, fordi deres levesteder er forsvundet eller omdannet til produktionsskov over de sidste hundreder af år. Vi står altså i dag i en situation, hvor natur tilknyttet skovene er under et enormt pres.
For at passe på vores natur er der altså behov for en indsats i skovene til gavn for biodiversiteten. Her har en gruppe forskere fra Center for Makro-økologi, Evolution og Klima på Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet udarbejdet en rapport, der peger på, at der er brug for at udlægge cirka 1,7 procent af det samlede danske areal eller cirka 13 procent af vores nuværende skovareal til naturlig skov for at stoppe tilbagegangen i vores truede arter.
For mig virker det faktisk ret beskedent – særligt fordi en naturlig skov, urørt af forstmaskiner, vil blive fantastisk for fritidsgæster, vil være med til at sikre vores drikkevand og gøre en vigtig klimaindsats. Et Kinderæg, endda med to blommer, om man vil. Samtidig er det værd at påpege, at hvis 13 procent af skovene bliver sat fri til natur, er arealet af produktionsskov stadig 20 procent større, end det var for 30 år siden.
Rapporten er dog blevet heftigt kritiseret af folk med interesser og viden inden for skovbrug og træproduktion. Det er altid værd at lytte til kritik fra folk med årelang erfaring. Og det har flere af kritikerne – omend deres ekspertise handler om at drive skove som forretninger, ikke for naturen.
Forstfolkene kritiserer forskerne for ensidigt at pege på naturlige skove som redskabet for at sikre biodiversiteten og peger på, at der findes mange måder at kombinere både produktion og naturbeskyttelse. Her har forstfolkene delvist ret; produktionsskov kan og bør spille en rolle. Rødgranplantager, hvor alle træer plantes og fældes på samme tid har absolut intet med naturbeskyttelse at gøre, men der findes former for skovbrug der kan være både gode for økonomien og naturen. Det er derfor også heldigt, at rapporten efterlader hele 87 procent af skovarealet til denne type skov.
Men forstfolkene misforstår fundamentalt, når de mener, biodiversitet kan reduceres til endnu en vare, skovene kan producere. Når rapporten kalder på 13 procent urørt skov, handler det om at få større skovråder, der er overladt til naturen og ikke produktion. At produktionsskove kan understøtte en bedre natur, ændrer derfor ikke på, at urørte naturlige skove, hvor biodiversiteten og ikke skovdriften har fortrinsret, er bydende nødvendige, hvis vi skal vende den kedelige udvikling for de danske skove. Samtlige af de vigtigste danske skovtyper vurderes til at have 100 procent ”stærkt ugunstig” bevaringsstatus ifølge forskernes seneste indrapportering til EU. Produktionsskov, hvor skånsomt og naturvenligt det end drives, kan aldrig erstatte egentlig skovnatur. Vi ville heller aldrig forvente, at for eksempel økologisk landbrug ville være nok for at sikre naturen i det åbne land. Landbrugsarealet kan og bør spille en rolle i at sikre vores vilde dyr og planter, men vi kommer ikke uden om, at der er brug for højmoser, overdrev, klitheder, enge og moser som udgangspunkt for den lysåbne natur. Landbrugsarealet kan kun understøtte naturbevarelsen, men der er brug for egentlig natur som kernen i en indsats. Det samme gælder i skovene. Og her peger forskningen entydigt på, at urørt skov er det bedste virkemiddel for at opnå en rigere natur, også fordi natur netop er defineret ved at være urørt af produktion.
Logikken om, at produktionsområder kan erstatte egentlige naturområder, fordi de kan forvaltes på en måde, hvor de gavner naturen, er fundamentalt forfejlet. Om vi snakker skove eller vores lysåbne natur, er naturlige arealer alfa og omega i enhver naturbevarelsesstrategi. Argumentet om, at mange truede arter kan findes i skånsomt drevne produktionsskove, bliver i den optik underligt malplaceret. Lidt polemisk kan man spørge, om den afrikanske savanne overhovedet er nødvendig, når nu løver trives fint på Frederiksberg? Men ingen af os vil undvære savannen, bare fordi løver kan overleve i en zoologisk have. På samme måde er det ikke nok, at vores mest sjældne arter kan overleve i skånsomt drevet skov. Der er brug for urørt skov – fordi der er brug for natur, også i skovene.
På nuværende tidspunkt udgør urørt skov sølle en-to procent af vores skovareal. Dette har medført, at skov langt hen ad vejen slet ikke regnes for at være natur, men en produktionsform, der i nogle tilfælde kan give plads til mere naturlige forhold. Dette ses også i lovgivningen, hvor skovene ikke er dækket af naturbeskyttelsesloven, men udelukkende reguleret af deres egen lov – skovloven – der hovedsageligt er en produktionslov. Der er altså brug for mere urørt skov – der er brug for skov, der er natur og ikke produktion.
På den anden side må vi heller ikke glemme, at produktionsskovene kan spille en rolle i at skabe plads til biodiversitet, og at biologer og forstfolk skal arbejde sammen for at sikre, at de 87 procent af skovene der ikke behøver være ren natur, gavner såvel økonomien som naturen. Når skovejere i dag stadig har 300 år gamle egetræer i deres skove, er det trods alt, fordi de har holdt hånden over nogle naturværdier. Sådan en indsats skal belønnes og værdsættes, og vigtigheden af disse områder kan ikke undervurderes som supplement til egentlig skovnatur.
Det er derfor vigtigt, at vi i en fremadrettet diskussion og politik om de danske skove husker, at der skal være plads til både produktion og biodiversitet. Det betyder, at der skal være områder, endda størsteparten, hvor skovene dyrkes af økonomiske årsager. Men det betyder også, at der er skove, hvor det er bydende nødvendigt, at naturen kommer i første række, og at områderne friholdes vedproduktion. Fagligt funderet drejer det sig om minimum 13 procent af skovenes areal, og de kan aldrig erstattes af skånsomt drevne skove.
Urørt skov, der er natur og ikke produktion, er nødvendig, hvis vi vil bevare bare lidt af vores oprindelige natur, og urørt skov er nødvendig, hvis vi sammen med de 192 andre lande, der har underskrevet Konventionen for Biologisk Mangfoldighed, vil leve op til vores forpligtelser om at stoppe tabet af biodiversitet inden 2020.
Jonas Geldmann er biolog, ph.d., forsker ved Cambridge Universitet og medlem af miljø- og fødevareministerens Skovråd