”Jeg har købt balloner,” udbrød jeg i telefonen. ”Til børnegudstjenesten!”. ”Hvad skal I bruge dem til?”, spurgte den gamle præst, som jeg ofte vender det ene og det andet med.
”Til at puste dem op – til at fortælle og vise børnene, at luften – altså ånden – er usynlig, men når noget bliver fyldt af ånden – altså luften – kan vi godt se, at det er fyldt af luft – altså ånd,” forklarede jeg.
”Men hvad så, hvis luften siver ud af dem?”, spurgte den gamle præst. ”Ligesom i Peter Plys-fortællingen, hvor Grisling får en ballon at gå afsted med, men da de når frem, er den som en slatten karklud?”.
Ja, hvad så egentlig, hvis luften – altså ånden – siver ud af det hele? Det er måske det lidt omvendte, lidt Æsel-agtige spørgsmål at stille her til pinse, hvor alt gerne skal strutte af fremtidstro og virkelyst og en fornemmelse af, at alt åbner sig. Et lidt nedslående spørgsmål til den begejstrede, unge præst, der har fundet en snurrig måde at fænge børnenes forestillingsevne og legelyst på. Men det er ikke desto mindre et godt spørgsmål – for hvis kirken kan fyldes af ånd, kan den vel også tømmes for den? Eller bare måske sive lidt?
Et sted at lære at være kirke på pinselig vis er på plejehjemmet. Der, hvor der bor mennesker, som i forskellig grad er ramt af demenssygdomme. At fejre gudstjeneste dér, med dem, er som at spille musik.
Dagene med en demenssygdom kan være så forskellige. Og det udvikler sig fra måned til måned – hvem der kan hvad, hvem der deltager, hvem der lytter stille, hvem der ikke har lyst til at være med – hvem der har. Det er et åbent rum, fordi ingen helt på forhånd ved, hvad der skal ske. Nok er rammerne sat – salmer, tekstvalg, udvalgte ord, noget at se på eller sanse – men nogle gange må det hele kastes overbord undervejs, fordi hele samspillet af de forsamlede mennesker i plejehjemmets dagligstue vil en anden vej.
Det er svært at sætte præcise ord på, hvad der sker, for det er ikke lærebogsagtigt, at når dét sker, må man gøre dét. Det er heller ikke den enkelte persons ageren, der afgør det. Er det noget ”interpersonelt”, mellem de forsamlede, i relation til hinanden? Eller er det simpelthen noget i mellemrummene, noget, der bevæger sig mellem os, som vi ikke – virkelig ikke – er herrer over? Altså: ånden?
At fejre gudstjeneste der på plejehjemmet er som at spille musik, fordi der nogle gange skal fares frem i dynamik og tempo, og nogle gange skal det gå ganske tyst – men altid skal der lyttes og ses. Til de andre og til dirigenten.
På et andet plejehjem fejrer vi slet ikke gudstjeneste, ikke i nogen umiddelbart genkendelig form, i hvert fald. Der åbner vi bare rum. En salmebog, en genstand taget med fra præsteværelset. En samtale, der måske er helt banal eller slet og ret stille. Det er famlende og ikke på en overskudsagtig, falsk beskeden måde, for det føles ofte som at fejle: ikke at kunne nok, ikke at kunne give nok andet end bare at sidde.
Der er folk, der kommer og går, om sommeren er det i rygeskuret, om vinteren i dagligstuen eller i lejlighederne – og så prøver jeg at finde et brudstykke af en liturgi – vi synger altid et par salmer, men oven i det: et Fadervor eller en velsignelse eller et bibelord. Med tryk på ”eller”, fordi det hele ikke skal komme væltende oven i hinanden, men må skubbe sig umærkeligt ind i sammenhængen som et vindpust eller et åndedrag. Altid indledt af et spørgsmål om åndeligt samtykke: Skal vi? Vil du?
Det er kirke, fuld af ånd, fordi vi bevæges, både i betydningen at blive skubbet til og at blive rørt. Når der bliver åbnet rum, når vi træder tilbage og frasiger os styringen eller i hvert fald affinder os med at sidde i et slags orkester, får ånden friest spil. Og så alligevel må man vide, hvilket slags instrument man spiller – det er ikke bare åben intethed. Der må bag det åbne ligge en tillid til liturgien, sakramenterne, salmernes og bønnens kraft i mennesker.
For der er noget, som er svært ved ånd, og som kirken da også har kæmpet med siden den første pinsedag: Hvordan ved vi, at det er dén ånd og ikke en anden? Den hellige ånd, ikke en eller anden naturkraft eller min egen vilje eller tidens esprit – eller en beruselse, som disciplenes fremmedsprogstalende åndfuldhed blev misforstået som.
Kirkens første forsøg på svar på spørgsmålet om Helligånden dukker op flere gange i de bibelske breve: Helligånden er den ånd, der bekender – den ånd, der får os til at kalde Gud for far og Jesus for frelser.
Det er hele kirkens kit, klisteret i mellemrummene, der får det til at hænge sammen: at der bekendes det absolut mærkværdige, at Gud skulle kunne være far. At det i øvrigt kan og skal siges højt på alle menneskehedens sprog – det må oversættes, både til tid og sted, men det må siges. Og hvis den ikke falder let, bekendelsen, hvis man ikke lige synes, Ånden er over én, så må man bede om ordene eller sågar bede om at kunne bede om ordene. Vente, ligesom apostlene gjorde det i Jerusalem.
Det er bekendelsen – Åndens bekendelse i os, som mennesker og som kirke – vi som fællesskab med et godt, gammelt ord må forlade os på. Og når vi har konstateret, at kirken bekender Gud som Fader og Kristus som frelser og dermed er en sand, kristen kirke, så er vejen åbnet for, at vi kan trække os tilbage og give Ånden sit råderum. At vi kan lade rum åbne sig, være stille, puste balloner op og lade dem gå til vejrs.
Måske må der gives nogle pinselige håb for folkekirken. For at kirken ikke bare skal være en slatten karklud eller en flad ballon, men skal være fyldt og ledt af Ånden.
Først og fremmest må kirken med Åndens bekendelse huske sig selv på, at den er kirke. Det må blæse gennem alle led – gennem alt der, der ligner verden, men sådan set ikke er verden: menighedsrådsmøder, kontorer med hæve-sænke-borde, it-supportere, arbejdspladsvurderinger, fagforeningsjargoner, budgetlægninger. Langtidssygemeldinger, arbejdsprøvninger, berammede samtaler om alt muligt. Vi må som kirke, altså som fællesskabet af døbte, huske os på, at vi låner nogle organisationsstrukturer fra verden omkring os, men at kirkens sande væsen og dermed vores identitet som kristne ligger i søndagsgalskaben, i alt det, der er anderledes end verden, fordi kirken med nåden som fortegn må bevæge sig som fri agent på kryds og tværs af strukturer og systemer, med et strejf af Åndens anarki. Ånden, der altså blæser, hvorhen den vil.
Håbet må være, at vi vover at løfte hænderne af værket – vover at træde tilbage, vover at vente stille, vover at lægge alle vores gode planer til side et øjeblik. Det er et tillidsspørgsmål, ligesom i gudstjenesterne på plejehjemmet. Der må være en kirkelig tillid til, at selvom vi tier og står stille, så er der noget andet, der bevæger sig. Vi må på en eller anden måde vove at stole på, at ballonen er pustet op, selv når vi ikke står og pruster.
Søndagen er helliget – sat til side – til åndelige formål, til gudstjenestefejring. Dér er forsamlingen af kristne (og måske andre nysgerrige) som et orkester, der sammen spiller liturgiens åndelige musik – nogle lytter stille, venter, nogle brager ud med stor frimodighed. Men det sidste pinselige håb må være, at vi også alle mulige andre steder og andre dage må åbne sprækker og lade døre stå åbne, så Ånden kan få sit frie løb der. Det er kirkens kendetegn siden den første pinse: At Ånden bekender i os, og at vi træder tilbage, for at den kan få sit spillerum til at bevæge mennesker.