Politikere slår plat på integrationsproblemerne

Angsten for de fremmede stortrives. Politikere og debattører har indset, at man kan komme højt på strå, hvis man er kynisk nok til at overdramatisere problemerne. Selvfølgelig er der problemer, men bør man ikke jage folk en skræk i livet, mener kronikøren

Politikere slår plat på integrationsproblemerne
Foto: Privatfoto.

PROFESSOR I IDÉHISTORIE Frederik Stjernfelt har beskrevet xenofobien eller i dagligsproget: angsten for det fremmede, som en arvesynd. vi aldrig slipper helt af med, en angst, intet samfund eller politisk utopi kan komme til livs. ”Det xenofobiske beredskab har sin biologiske og ofte sin sociale ratio og kan derfor næppe udryddes en gang for alle,” skriver Frederik Stjernfelt i sit bidrag til bogen ”Europas andre: Xenofobi i europæisk kultur” i 2006.

MAN KAN IKKE LIGEFREM PÅSTÅ, at fremmedfrygten er blevet mindre her til lands. Ifølge markante politikere truer muslimer kort og godt vores demokrati og velfærd, og det bedste, vi kan gøre, er at bekæmpe islams indflydelse, tilsyneladende helt ned til mindste detalje og tradition.

”Jeg synes, det på alle måder er langt ude, at man tager nogle unge, uskyldige børn med over til et område, hvor man så instruerer dem i, hvordan man kan bære det muslimske tørklæde. Det er bare langt over grænsen til, hvad man kan tillade sig”, sagde Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti for nylig om Holstebro Friskole, hvor elever har været på besøg i det lokale multietniske boligområde ”Trekanten”.

Folketingskandidat Mette Thiesen fra Nye Borgerlige var overbevist om, at hun så bevæbnet shariapoliti under et fredeligt bønnemøde på Rådhuspladsen i København, og tænk, hun tog fejl.

Kenneth Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti harcellerede over en ”eid- kage” i Bilka, der ønskede muslimerne en glædelig ramadanafslutning. ”Holder det da aldrig op?”, spurgte han på Facebook.

Jo, xenofobien trives, og det er skrækkeligt at høre på. Netop fordi integra tionen af en fremmed kultur ikke er nogen let opgave, er det så bittert at være vidne til den muslimangst, der kun gør opgaven endnu sværere.

Tror man virkelig, at en skoleudflugt til et etnisk kvarter bliver til en indføring i kvindeundertrykkelse? At sharia- vagter holder øje med et stort arrangement i centrum af København? At en eidkage er udtryk for islamisering?

Tror man virkelig, at det står så slemt til med muslimerne i Danmark?

Hvad nu, hvis man ikke gør? Hvad nu, hvis man ved, at truslen er overdrevet, men at man kan bruge den i det politiske spil? Hvad, nu hvis man kan lukrerer på fremmedfrygten?

I SOCIALPSYKOLOGIEN taler man om irrationel og rationel xenofobi, hvor førstnævnte er den sygelige frygt for de fremmede, mens den rationelle xenofobi har en række personlige og kollektive fordele.

”I bestemte sociale eller økonomiske situationer kan xenofobiske handlinger være rationelle i den forstand, at de gavner den pågældendes sociale eller økonomiske position,” skriver Frederik Stjernfelt i essayet ”Xenofobi som problem i videnskab og politik”.

Mon ikke politikere eller for den sags skyld debattører har indset, at man hurtigt kan komme højt på strå, hvis man er kynisk nok til at overdramatisere integrationsproblemerne? Mon ikke, man har forstået, at fjendebillederne kan åbne døre til Folketinget, styrke karrieren som debattør og klummeskribent eller bare gøre den enkelte til en fremtrædende figur i en fremmedfjendsk græsrodsbevægelse?

Bliver der slået plat på en svær integration? Svaret herfra er et klokkeklart ja.

DET ER EN NY FORM FOR MODSTAND mod de fremmede, der er på spil i dag. Man hæfter sig ikke ved hud eller hårfarve, men ved de fremmedes kultur og religion. I sociologien skelner man mellem raceorienteret og symbolsk xenofobi, hvor den symbolske af slagsen anklager grupper for at forbryde sig mod samfundets værdier.

Således bliver muslimer et problem. Ikke fordi de ser ud på en bestemt måde, men fordi de repræsenterer en religion og et livssyn, der opfattes som truende og tilbagestående.

Ja, burka er åndssvagt, og der er også piger, der fra tidlig alder modvilligt bærer tørklæde, men problemet overdrives af de højrepopulistiske partier.

Ja, der er antidemokratiske kræfter på spil i muslimske parallelsamfund, men der er altså ikke tale om det demokratiske Europas snarlige undergang.

”Man tager nogle unge, uskyldige børn med over til et område, hvor man så instruerer dem i, hvordan man kan bære det muslimske tørklæde,” sagde Martin Henriksen, og vi har glemt at bemærke passagen de ”uskyldige børn”. Det lyder, som om skoleeleverne har været holdt som gidsler i Holstebros etniske kvarter. Eller har besøgt en rockerborg eller en hashklub. Men sådan beskrives skoleudflugten altså, når man ser middelalderlige muslimer overalt eller bare vil skabe et billede af, at den mørke historiske periode er tilbage i de etniske kvarterer.

XENOFOBI BETRAGTES almindeligvis som en lidelse og et problem, men det kan faktisk være dejligt at lade sin fremmedfjendskhed få frit løb. Som med alle andre følelser, gode eller dårlige, kan det være forfriskende at give dem plads, at bøje sig for vreden, begejstringen, sorgen eller fremmedfjendskheden. Hér er vi inde på et centralt element i den populisme, som lever af xenofobien, og hvor selvbeherskelsen og den kritiske tankegang er slået fra.

Betyder det dermed, at højrepopulismen er styret af følelser? Afgjort.

Betyder det, at spidser i dansk politik ikke har greb om virkeligheden? Ja, når Martin Henriksen beskriver skoleudflugten i Holstebro som ”grotesk ud over alle grænser”, så gør det.

Hvis bare Martin Henriksens udtalelser var en enlig svale, men et hurtigt blik på Dansk Folkepartis synderegister af xenofobiske ytringer afslører det modsatte.

Hvis bare Kenneth Kristensen Berths og Mette Thiesens fremmedfjendskhed var undtagelser, men det er langt fra tilfældet.

Men har Dansk Folkeparti ikke strammet indvandringspolitikken, så Danmark ikke har modtaget flere mennesker end man kunne integrere, således som det tilsyneladende er tilfældet i dag i Sverige?

Nej, stramningerne klarer regeringen og Socialdemokratiet fint selv, hvorfor Dansk Folkepartis eneste rolle i dansk politik tydeligvis er at mistænkeliggøre den muslimske minoritet, skabe splid og banke integrationen tilbage.

XENOFOBI ER ARVESYNDEN, vi aldrig slipper af med, men det betyder ikke, at man bare skal fodre den på livet løs. Der er integrationsproblemer, men det betyder ikke, at man skal jage folk en skræk i livet. Medmindre det er en karrierevej, naturligvis. Medmindre man ikke kan stå for opmærksomheden, en plads i Folketinget, social status, høj løn og tv-eksponering.

Når først karrieren ruller, er det måske svært at sige fra. Men der er ingen undskyldning for den populisme, der splitter og dæmoniserer. Der er ingen undskyldning for fjendebilleder, der kun tjener ens egne interesser.

Derfor kære Martin Henriksen, Kenneth Kristensen Berth og Mette Thiesen: Hvad er dybest set jeres dagsorden? At arbejde for et bedre, mere sammenhængende og fordomsfrit samfund eller at bestige magtens glitrende tinder med samfundssindet som pris?

Og til de mennesker og vælgere uden hvilke politikere ingen magt har: Tror I virkelig, at Danmark er på vej mod at blive islamiseret? Eller føles det bare godt at slippe svinehunden fri og blive klappet på ryggen af ligemænd? Kom frit frem.