Prøv avisen
Kronik

Politikerlede? Derfor!

Kære politikere. Gennem de seneste år er jeg blevet fyldt af gensidige anklager, ansvarsforflygtigelse, dobbeltmoral, mudderkastning og ukonstruktive løsninger i en grad, så jeg får kvalme under valgkampe og politikerinterviews. Noget må gøres

KÆRE 179 POLITIKERE på Christiansborg – alle nævnt, ingen glemt!

Danskerne lider af politikerlede. Jeg er en af dem. Gennem de seneste år er jeg blevet fyldt af ord, sætninger, gensidige anklager, ansvarsforflygtigelse, dobbeltmoral, mudderkastning og ukonstruktive løsninger i en grad, så jeg får kvalme under valgkampe og politikerinterviews. Uanset parti, vel at mærke.

For – med tiden er jeg blevet partiløs. Jeg har aldrig været medlem af et parti, men har vidst cirka, hvor jeg lå politisk. Og ikke bare er jeg blevet partiløs. Jeg er også blevet blokløs. Og endnu værre: Der er kun ganske få på Christiansborg, hvis autenticitet jeg kan mærke. Hvis flere danske borgere har det som jeg, er det problematisk – ikke blot for jer som politikere, men for hele vores samfund.

TAG IKKE FEJL. Jeg er taknemmelig for vores demokrati og stemmer hver gang, der er valg. Det er min ret og min pligt og en gave i en verden, som bevæger sig mod censur og diktatur. Næste gang, jeg stemmer, bliver det dog en blank stemme. En stemme, som signalerer: Tak for vores demokrati – men jeg tror ikke, at I forvalter mit land ordentligt. Jeg tror ikke, at I administrerer mine – og andre skatteyderes penge – rigtigt. Jeg tror ikke, at I har modet og visionen til at skabe forandring.

Jeg mærker det ikke hos jer – heller ikke hos Nye Borgerlige, som overlever på Trump light -retorik: ”Mere til mig” og ”Dem mod os”, der gør det nemt at komme til fadet i en i forvejen egodrevet kultur. En kultur, hvor det handler om at blive på taburetten – både som parti og individ – så længe som muligt i stedet for at finde fælles løsninger til gavn for landet.

Det betyder blandt andet, at I kæmper for at få ”de andre” til at virke svage og dumme. Og naturligvis er I aldrig i tvivl om noget – hvilket betyder, at I ikke kan overbevises om andet end det, I har sagt. Slet ikke i offentligheden. Hvilken rædsel at skulle svare for eksempel: ”Jeg tog fejl” eller ”det ved jeg ikke” eller ”jeg synes, det er svært”. For så er jeg ”bare” et menneske og ikke politiker.

Dansk politik virker kort sagt upersonlig og uden autenticitet. Derfor står jeg af. Jeg har brug for, at I går foran – både som mennesker og rollemodeller. At I gør, som I siger – med andre ord: Walk the talk . Det sker desværre ikke.

I stedet oplever jeg, at I befinder jer i en gråzone, både etisk og retorisk. Jeg, derimod, mener, at jeres sti bør være snehvid – til hver en tid. Fordi I repræsenterer vores land – både de rige og de fattige, de stærke og de svage, de syge og de raske. Miljøet, naturen, dyrene og havene. I skal vise vejen og gå forrest. Det har I valgt, da I blev en af vores folkevalgte.

Kort sagt: Hvis I taler for folkeskolen, så lad jeres børn gå i folkeskolen. Hvis I taler imod boligejernes fede fordele, så lad være med at købe en fed kasse selv. Hvis I offentligt tilkendegiver, at danskerne med glæde skal betale deres skat til fællesskabet, så gør det selv, uden nogen halvsmarte krøller i selvangivelsen. Hvis I taler om at tage samfundsansvar og ikke udnytte systemet – så få ikke betalt for meget selv. Hvis I laver en politisk pakke – så sørg for, at den ikke er lobbypåvirket. Hvis I siger noget det ene år, så stå ved det i det næste.

FOR MANGE ÅR SIDEN valgte jeg at undsige de store skriftreligioner, da troen på egen absolut sandhed skaber mere krig end fred i verden. Der er dog en lederskikkelse, som sammen med Dalai Lama har min respekt: pave Frans. Her er et menneske, som lever sine budskaber. Som nægter at køre i pavebil og i stedet tøffer rundt i sin gamle øse. Som nægter at bo i den fine pavebolig og bliver boende det sted, han boede tidligere. Som for første gang – til en vis grad – gør op med kirkens rigdom, gør forsøg på at komme præstepædofilien til livs, tager ud blandt folket.

Jeg har selv oplevet ham på Peterspladsen i Rom. Den lille mand stod i en åben vogn – uden panserglas og tag – og kørte rundt blandt mange tusinde mennesker. Dét er en leder. Og selvom jeg ikke er – og aldrig bliver – katolik og fortsat synes, den religion (også) er misforstået, lytter jeg, når pave Frans taler, selvom jeg ikke er enig. Fordi han er sit budskab.

Her i Danmark oplever jeg det anderledes. Efter en længerevarende uddannelse skynder I jer ind på Christiansborg, og der bliver I, til I bliver smidt ud i en valgkamp eller magtkamp. Det mønster fjerner jer fra virkeligheden, hvilket gør, at I lytter til talknusende embedsmænd, som kan regne hvad som helst ud – også det, I gerne vil have. Men det er ikke virkelighed, og ekspertudregninger går aldrig, som det forventes. Hverken Amanda-systemer, supersygehuse, Skats it-systemer eller noget andet. Det bliver altid meget dyrere og mere besværligt – og viser sig at være langt sværere at implementere, end teorierne siger.

Jeg oplever også, at vi – både politisk og i øvrigt – går fra fællesskab mod ego. Ikke defineret som fagforeningernes eller den røde bloks filosofi. Ment som, at vi alle, uanset politisk overbevisning, tænker ”mig” snarere end ”vi”. Det ”vi” skal tilbage, et dannelseselement, som CBS-rektor Per Holten-Andersen i øvrigt mener, skal være en del af CBS’ uddannelser. Hvor har han ret.

JEG ER GRUNDLÆGGENDE ”blå” i mit tankesæt, det vil sige fællesskabsorienteret ”blå”: Jeg tror på, vi har brug for lokomotiver til at drive verden – i form af entreprenører, forskere, ildsjæle. Jeg tror på, der altid vil være kræfter, som er mere igangsættende end andre – og dem har vi brug for.

Disse menneskelige lokomotiver må gerne tjene mere end dem, som ikke driver, iværksætter, satser. Fordi det, de skaber, forhåbentlig er til fælles bedste, så længe egoet ikke styrer. Så længe tankegangen ”højere, større, bedre, hurtigere” ikke tager over. Så længe ureflekteret ”mere vil have mere” ikke bliver formålet. Kort sagt, så længe ønsket om at bidrage til kloden og fællesskabet konstant er for øje.

I stedet ser jeg det modsatte. Politikere, sportsfolk, direktører, millionærer, kendisser – mennesker, som har mere end rigeligt – opfører sig som græshopper for at sikre sig ”mere til mig”. Det er en trend, som viser sig alle vegne – endda i den såkaldte bund i samfundet, som på sin måde også glemmer ansvaret for fællesskabet og sammenhængskraften.

For et halvt år siden skrev jeg for sjov en facebook-opdatering, hvor jeg truede med at oprette ”moderpartiet”. et parti, som skulle fokusere på feminine værdier som for eksempel familie, ligestilling, natur og miljø og et opgør med det linære liv. som skulle skabe plads til varme hænder og fjerne en del kontrolinstanser. Som skulle sætte mennesket og fælles ansvar i centrum. Responsen var overvældende – også selvom det var en frustreret joke. Tankevækkende.

Hvad kan vi gøre for at bryde den politiske desillusion? Her følger tre forslag:

1) Ingen politikere uden mindst fem års erhvervserfaring og ingen karrierepolitikere – det vil sige højest otte år på Borgen og derefter otte års ordinær erhvervserfaring før næste politiske runde.

2) Et kollektivt æreskodeks i Folketinget, som består i at holde fokus på følgende mantra hentet fra indianerne: Er det godt for mig? Er det godt for mine nærmeste? Og er det godt for de næste syv generationer?

3) Et obligatorisk personligt udviklingsforløb for alle politikere, så han/hun altid holder fællesskabets bedste for øje – og slipper egoet.

Ja, det er alternativt. Men vi – både Danmark og verden – har brug for et paradigmeskift. Også politisk.