På engelsk hedder det political correctness, på tysk politische Korrektheit og så videre. Trangen til at være politisk korrekt i skrift og tale findes i alle lande og er et begreb, som menes opfundet af nogle studerende i USA i 1980erne.
Disse multikulturalistiske holdninger skulle afspejle gode menneskers vilje til ligestilling og beskyttelse af mindretal som for eksempel handicappede, homoseksuelle og negre.
I virkeligheden skabte man derved et meningsdiktatur ud over alle grænser, for efterhånden bredte det sig til mange lande i Vesten, hvor det om ikke er forbudt, så dog ikke velset, at man udtrykker sig i klare og præcise vendinger om eksempelvis indvandrere, afrikanere, kinesere, indianere, sigøjnere med flere. Eksempelvis blev det pludselig upassende at sige ordet neger. I USA skulle man bruge betegnelsen: afroamerikaner eller sort. Man kunne jo spørge, om det er bedre at være sort end neger?
Denne fløjlsindpakning af sandheden så man også, da gode mennesker her i landet ville forbyde børnebogen Lille sorte Sambo. Man mente, at den var for imperialistisk. Det har de tusinder af børn, der gennem mange år har fået den læst, næppe haft tanke for.
I den gamle danske børnesang Elefantens vuggevise krævede man også teksten ændret. Man måtte ikke længere synge I morgen får du en negerdreng, og ham kan du bruge som rangle. Ordet negerdreng blev udskiftet med kokosnød, og så var alle de politisk korrekte glade. Jamen herregud, hvor farligt kan en sådan morsom vending, der passer ind i sangens grundidé, være? Negerboller eller Negerkys må man heller ikke sige mere. Negerbollefabrikken Sambo måtte i hast ændre navnet til Samba. Det ændrer dog ikke noget som helst på smagen eller på vor holdning til negrene i Afrika.
LÆS OGSÅ: Udsatte boligområder kæmper mod ghettoprædikat
Hvis man tror, at en ændring, eller reparation, som man også kalder det, af et ord også ændrer folks tankevirksomhed og generelle opfattelse, så tager man fejl. De åndssvage er næppe blevet lykkeligere af, at man nu kalder dem evnesvage. Fremmedarbejderne følte sig vel ikke bedre tilpas, fordi vi gik over til at kalde dem gæstearbejdere.
Nu er det for eksempel heller ikke mere pænt at tale om ghettoer. Man bør hellere sige: Socialt belastede lavindkomstområder, hvilket jo ikke ændrer på problemet.
Verden var ved at gå under, da en dansk politimand for et par år siden bad en protesterende ung indvandrer om at flytte sig. Nogle journalister påstod, at de havde hørt politimanden sige noget i retning af: Kan du så forstå det, perker. Den daværende politidirektør Hanne Bech Hansen måtte på banen flere gange og redegøre for det synspunkt, at udtrykket perker måske ikke var helt passende, men hun var i øvrigt overbevist om, at politimanden havde sagt perle, ikke perker! Så den reddede politidirektøren elegant i land med et glimt i øjet. Stor ståhej for ingenting. Indvandrere fra Fjern- og Mellemøsten bruger jo ofte selv udtrykket perkere som en massebetegnelse, så det kan der vel ikke være noget forkert, stødende eller diskriminerende i.
Ordet diskrimination har efterhånden fået en odiøs klang, men reelt betyder ordet blot, at man foretager et valg. Man kan tilvælge noget og fravælge noget andet. Vi gør det alle hver eneste dag, blandt andet når vi går i supermarkedet, for eksempel for at købe et stykke ost. Hellere Fætter Kras end Milde Per. Uha da, nu blev Milde Per diskrimineret.
Selv når vi vælger livsledsager, diskriminerer vi. Nogle mænd foretrækker blondiner, og andre brunetter, næppe ud fra en rationel tankegang, men fordi man hellere vil den ene type frem for den anden. Det samme gælder valg af job, venner, omgangskreds, sport, kunst, køkkenudstyr og meget andet. Vi har alle præferencer og diskriminerer derfor hver gang, vi foretager et valg.
Hvad er der i vejen for at sige, at man foretrækker negre frem for hvide eller omvendt? Hvem har nedsat sig som meningspoliti og dikterer, at nogle synspunkter er tilladte og andre forbudte? Det har blandt andre meningstyrannerne fra venstrefløjen og Radikale Venstre. Alle husker vel dengang, en tidligere statsminister fra Folketingets talerstol udtalte om Dansk Folkeparti: Stuerene, det bliver I aldrig. Han kunne ikke lide Dansk Folkepartis holdning til indvandringen. Den var ikke politisk korrekt!
Overalt i Europa trues freden og levestandarden af en meget stor indvandring af folk fra ikkevestlige lande. Skønsmæssigt er her allerede 50 millioner indvandrere og deres efterkommere, og flere er på vej hver dag. Det er klart, at så mange fremmedkulturelle og ikke- integrérbare mennesker ikke kan absorberes i et Europa, hvor især de sydlige lande er i alvorlig økonomisk krise.
Derfor skaber indvandringen alvorlige problemer overalt. Befolkningerne er bekymrede, men politikerne vil helst ikke tale om det. De lukker øjnene for den stigende vold, voldtægt, røveri og overfald, der følger med, når så mange fremmedkulturelle unge mænd går ubeskæftigede rundt i gaderne i de europæiske storbyer. Politiet her i landet omtaler ofte rockergrupper, der slås med bander, men de undlader at sige, at der egentlig er tale om indvandrerbander.
Hvorfor nu denne blødgøring af problemet? Nok, fordi det ligger mellem linjerne, at det egentlig er lidt synd for disse voldelige, misforståede, utilpassede drenge og mænd fra Mellemøsten. Der er også en udbredt opfattelse af, at det nok er samfundets skyld, at de ikke kan opføre sig ordentligt. Generelt tør politikerne ikke mere have markante og kontante meninger om indvandrerproblematikken, for sæt nu, vælgerne skulle anse dem for at være politisk ukorrekte, så kunne de risikere ikke at blive genvalgt. Dette feje grundsyn gør debatkulturen falsk og ensidig. Hvor er idealismen, hvor er modet samt interessen for at forbedre vilkårene for danskerne frem for indvandrerne?
Da den tyske politiker og tidligere bestyrelsesmedlem i den tyske centralbank Thilo Sarrazin for et par år siden udgav bogen Deutschland schafft sich ab (Tyskland afskaffer sig selv), gik der en chokbølge gennem landet. Hans pointe var blandt andet, at man burde gøre noget ved den enorme indvandringsbølge, af især fire millioner svært integrérbare tyrkere, og de mange problemer, det skabte for Tyskland, inden det var for sent.
Stærkt medvirkende til bekymringerne var, at tyrkerne forlangte, at det tyske kristne samfund skulle indrettes efter tyrkisk kultur og med anerkendelse af shariaen. Sarrazin havde mod til at sige det, som mange millioner indfødte tyskere mener, men desværre tier med af frygt for at blive kaldt politisk ukorrekte eller det, der er værre: nazist. Et forhadt udtryk fra landets politiske fortid.
Lars Hedegaard og Mogens Camre skrev for kort tid siden bogen Den forbudte sandhed med undertitlen Sidste udkald for Vesten. Denne bog redegør i et klart og let forståeligt sprog for udviklingen i Europa og for Danmarks nuværende, og frem for alt kommende, kulturelle og demografiske problemer, som er en følge af mange års uhæmmet indvandring fra ikkevestlige lande.
Bogen burde have affødt et bekymringsbrøl fra hele landet, men politikere og meningsdannere i dette land undertrykker generelt sandheden og ignorerer problemerne, eller i bedste fald omtaler de dem blot i følelsesneutrale, politisk korrekte vendinger uden at komme med konkrete forslag til løsning af problemerne.
Vi danskere er normalt kendt for at sige tingene, som de er, for eksempel at en spade er en spade og ikke blot et langagtigt haveinstrument, med hvilket man kan grave og flytte jord. Den udbredte trang (læs: tvang) her i landet til politisk korrekthed er reelt meningsdiktatur af værste slags og er samtidig et alvorligt indgreb i vor ytringsfrihed.